We Own This City

I 2002 søsatte makkerparret David Simon og krimiforfatteren George Pelecanos kultserien The Wire.

Med en innovativ blanding af fiktiv dokumentarisme, ægte realisme og et speget plot om politi og tyve med modstand og samarbejde i Baltimore blev serien skelsættende i tv-historien.

Den er gennemført spektakulær i sin dramatiske hverdagsskildring af politirutiner, action og arbejde, forensisk videnskab og gemen vold i gaderne.

Tyve år efter kommer nu We Own This City. Den foregår også i Baltimore, men der er ikke tale om en efterfølger, selv om Simon og Pelecanos igen står bag historien.

Tilmed er mange skuespillere fra The Wire med igen, og det er lidt forvirrende, fordi deres nye roller giver genklang af dem, de havde i forgængeren. Men hvor The Wire i bund og grund er fiktion med rødder i virkeligheden, er We Own This City en adaption af den Pulitzerpris-vindende journalist Justin Fentons bog om selve den rådne virkelighed.

True crime-reportagebogen handler om dengang, byen forsøgte politimæssigt at fjerne alle skydevåben fra den kriminelle underverden ved at oprette et specielt korps ved navn The Gun Trace Task Force.

Her bøjede alle former for slagkraftige og handlekraftige politimænd loven på en grov facon, som ligner fascismens. Det førte til tårnhøje klager over de infame strissere, slagsbrødre og bøller uden grænser.

Korpset overlevede i adskillige år på trods af en åbenlys brutalitet, gerne med racistiske toner over for afroamerikanere. Men så gik juridiske borgerrettighedsforkæmpere ind i sagen, samtidig med at også FBI meldte sig på banen.

Ankermanden i både virkeligheden og tv-seriens korps er politi-sergenten Wayne Jenkins. Han er en ærkeamerikansk ekssoldat og nu en strømer, hvis deroute og siden fald skildres i flashbacks.

Han starter som en enfoldig kadet just ankommet fra politiskolen og ender op som en storskrydende korrupt, obsternasigt nævenyttig og grusom voldsmand. I vold og brutalitet overhales han kun af sin sadistiske kollega Daniel Hersl.

De to brodne kar bliver spillet knivskarpt på knojernet af Jon Bernthal og Josh Charles.

Wunmi Mosaku er slående i rollen som en kvinde fra borgerrettighedsbevægelsen, der dræber sine modstandere med et ætsende spørgsmål fra sit forstilte smil. Polsk-amerikanske Dagmara Dominczyk er FBI-kvinden med rivejern og dræberblik.

I en birolle kommer veteranen Treat Williams forbi på fransk visit som desillusioneret politiofficer med den bitre mandel af erkendelse, at den standende og nederlagsplagede narkokrig er roden til alt ondt.

I det hele taget er serien fantastisk godt castet igennem alle seks afsnit. De er omtrent en times tid hver, men nogle af dem føles længere. Længst virker de afsnit, der springer kvit og frit mellem forskellige tidsplaner. Til tider snakker vi nærmest munddiarre uden ende.

Gelinde konversationer, glatte pressekonferencer og banal barsnak samt afdækkende afhøringer fylder mere end genrens knippelsuppe, skuddueller og hidsige biljagter.

Det kunne være salige Éric Rohmer, der havde drejet et af sine talende kammerspil, nu blandt amerikansk politi og røvere.

Hvor The Wire havde et episk drive – en pointeret energi til at komme videre i plottet, selv når historien gik tomgang – befinder We Own This City sig for ofte og for længe i afhøringslokalets snakkehjørne.

Alligevel trækkes man ind i en fascinerende orkan med mange ord og heldigvis uden det orkanøje, hvor handlingen går helt i stå.

We Own This City skal ses i små bidder, højst to afsnit ad gangen og med den vished, at godt ender det ikke. Baltimore er stadigvæk en voldens by.