We Were the Lucky Ones

Man regner med, at 90 procent af Polens jødiske befolkning blev udryddet under nazisternes organiserede folkedrab under Anden Verdenskrig, som skulle gøre Europa jødefri.

I Polen var der imidlertid den infame accent, at polakker ligesom jøder i nazismens øjne var undermennesker. Jøderne i Polen udgjorde tilmed en intellektuel og økonomisk overklasse midt i et katolsk-nationalistisk agrarsamfund.

Franskmanden Claude Lanzmanns næsten ti timer lange Shoah (1985) skildrer især det aspekt, at antisemitisme ikke var tysk eksport, men en del af den verden, jøder levede under i Polen.

Serien We Were The Lucky Ones handler om en jødisk familie, som overlevede alle strabadser, forfølgelser og trakasserier igennem verdenskrigen. Familien Kurc lever traditionelt med sabbat og andre religiøse ritualer indtil 1939, hvor tyskerne invaderer deres fædreland og gør dem fatalt sårbare og forfulgte.

Serien er drejet over en roman af Georgia Hunter, en fiktionaliseret udgave af hendes slægts polske historie. Vidt forgrenet fandt familien ud af at overleve både i selve Det Tredje Rige og udenfor. Vi er sålunde i verden af i går, som pludselig bliver til et helvede med krig, smerte og sår.

Problemet med serien er den sjuskede historieløshed og mangel på atmosfære, aura og autenticitet.

Vores jødiske familie lever nærmest isoleret i en egen jødiskhed, som synes fjernt fra alle andres virkelighed. Takket være velstand og forbindelser slipper ud af det mest infame og onde.

Nogle gange har man problemer med at skaffe papirer og visa eller mad og klæder, men det går over. Interessant, uden at det bliver accentueret særskilt, lykkes det for jøderne i den russiske del af Polen efter delingen i 1939 at komme til Sibirien.

Det bliver deres redning, selv om det også indebærer megen elendighed og armod. Det forfærdelige liv i den jødiske ghetto i Warszawa skitseres løsagtigt. Den polske befolknings tilstand forbigås rask væk. Og pludselig er der jødiske familiemedlemmer, som kommer med i modstandsbevægelsen ude i skoven eller i den polske hær hos de allierede.

Bortset fra et par brokker på tysk, polsk eller russisk taler alle formfuldendt amerikansk. Man ryger her i 1940’erne filtercigaretter, selv om de først blev introduceret i 1950’erne, og byen hed dengang under Anden Verdenskrig Leningrad og ikke Sankt Petersborg.

Flueknep?

Tja, det er også tydelige tegn på, at filmen aldrig tager sit emne historisk seriøst som andet end endnu en almen serie om en familie i knibe.

Hvorledes nogle jøder overlevede den mest organiserede form for folkemord i et land, som overvejende var antisemitisk, havde fortjent en langt bedre serie. En større historie end blot signalement af jødisk overklasse, som over otte timer og otte afsnit synes at svæve videre med lidt besvær, men ellers uden de store omkostninger.

Hvad med alle de andre fattige, som ikke havde sølvtøj, forbindelser og penge at gøre godt med?

Vi kommer ganske vidt omkring, når overklassefamilien er på flugt. Men historien, verdenskrigen og datidens Europa er mest kulisser – flotte og flamboyante, men også overfladiske og forfladigede.

Serien er underholdende, men det er ligesom at spise sig mæt i candyfloss. Det bliver aldrig nærværende, vedkommende og seværdigt.

Joey King har den overordnede rolle som den rebelske Halina, der gennemlever så meget ondt, men alligevel kommer igennem det hele og erkender den jødiskhed, som hun i begyndelsen helst ville flygte fra.

Hun er eminent god som kvinden, der vil overleve for enhver pris, inklusive at frasige sig sin familie. Alle andre spiller udmærket, men man ville ønske, at de havde haft en bedre historie end den her fra Disneyland.