Welcome to Sodom

Sodoma og Gomorra bliver i Biblen udslettet af Gud på grund af deres syndige livsstil. Man håber næsten en lignende skæbne må overgå Sodom i Ghana. Ikke på grund af indbyggernes synder, men på grund af de umenneskelige forhold, de må leve under.

Sodom er, hvad den store skraldeplads for elektronisk affald uden for hovedstaden Accra kaldes i folkemunde. Hvert år sendes 250.000 tons affald dertil for at blive ophugget, nedbrudt og genanvendt.

Her ses bagsiden af den vestlige verdens elektronikboom.

Arbejdet er fysisk hårdt, usundt og farligt. Billeder af brændende affald til kobberudvinding og dvælende, sorte askeskyer giver et mareridtsagtigt indtryk af stedet. Bedre bliver det ikke af, at skraldet bliver dumpet i et tidligere sumpområde. Der er så meget vand nedenunder, at jorden til tider bevæger sig under fødderne.

I stedet for en moraliserende opsang til forbrugerne bruger Welcome to Sodom kræfterne på at skildre de menneskeskæbner, der kalder Sodom for deres hjem.

Tag nu manden, der ophugger computerskærme for kobber. Han fortæller i drømmende vendinger om sin opvækst i det frodige Nordghana, mens han beskriver sig selv som en hårdarbejdende forretningsmand, der har måttet rejse hen, hvor pengene er.

Eller pigen, der klæder sig ud som dreng for at kunne få lov til at få det mere indtjenende arbejde at samle og sælge metalsplinter end typisk kvindearbejde, der består i at sælge vand og mad.

Dokumentaren kommer her ind på større problematikker end dem, der ses åbenlyst i skraldepladsens ingenmandsland: homoseksualitet, transkønnethed og immigration til Vesten.

En mand, der lever af at samle plastikposer, fortæller, hvordan han søger tilflugt i skraldedyngerne efter at være blevet opdaget som homoseksuel i et land, hvor det straffes med fængsel.

Undervejs har han måttet opgive sine lægestudier, og det virker grotesk at høre ham på formfuldt engelsk fortælle om sin kærlighed til Shakespeare, mens mågerne skræpper over hans hoved.

”Min drøm er meget beskeden. Jeg vil bare gerne kunne bo et sted, hvor jeg ikke behøver at være bange. Hvor jeg ikke skal frygte at være mig selv,” fortæller han.

Sodom ændrer igennem dokumentaren karakter. Man opdager, at området også er befolket af driftige entreprenører og forretningsmænd, ligesom det er et fristed for samfundets udstødte. Sammen lever de en Mad Max-agtig tilværelse på kanten af samfundet.

Man kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, når man ser mændene danse vildt og akrobatisk til lokal rapmusik, spille fodbold eller forsøge at ride rodeo på en af de mange fritløbende tyre.

Sodom har sin egen rytme, som en lokal rapper fortæller. Han lader sig i sin musik inspirere af den særlige energi, han oplever i området.

Dokumentaristerne Christian Krönes og Florian Weigensamer formår at præsentere et sobert, værdigt og åbenhjertigt billede af de mennesker, de portrætterer. Man kan mærke, at de har haft et ønske om at møde indbyggerne som deres ligemænd.

Det er alt sammen filmet i smukke, næsten drømmeagtige optagelser, der skildrer livet, håbet og drømmene i en verden, man ikke skulle tro, mennesker ville kunne leve i.