West Side Story

Filmmusicalen West Side Story fra 1961 lærte mig som stor dreng i folkeskolens sidste klasse både at knipse med fingrene og være cool som andet end kold.

Musicalen var et stykke americana, som min generation så meget op til. Indtil Beatles, ungdomsoprøret og andre hændelser gjorde den vestlige side af Manhattan mere tam end vild.

Ret beset var West Side Story med Leonard Bernsteins smittende infusionsmusik med latinamerikanske rytmer, symfonisk jazz og en fermt rimende libretto af en ung Stephen Sondheim mere i familie med Broadway og Rodgers & Hammerstein end Beatles og senere rockoperaer.

Musicalen blev i New York ved sin teaterpremiere i 1957 et globalt hit. På det tidspunkt var Leonard Bernstein en komponist, der var blacklistet i begyndelsen af 50’erne og aldrig lagde skjult på sit venstreorienterede engagement.

Steven Spielbergs udgave er et solidarisk remake af 1961-udgaven og dog tilsat interessante ændringer.

Han bibeholder originalversionens historiske tidsbillede helt ned i detaljer. Fra konsekvent brug af fed technicolor, tidens dollargrin, nøgne husblokke med rustne brandtrapper i 50’ernes saneringsmodne New York.

Vi får tidens teenagermode, kvinder i strutskørt og opsat hår, mænd i T-shirts og tennissokker. Men Spielberg har indsat teaterversionens sociale indignation og kritik af tingenes skæve tilstand for samspilsramt ungdom i en ghetto med forskellige immigranter.

Mere socialrealisme end Shakespeare.

1961-udgaven blev iscenesat af Hollywoods fortræffelige altmuligmand, Robert Wise, som fire år senere med professionalisme og håndværk kunne flytte fra New Yorks slum til Salzburg i Østrig med Sound of Music.

Hvor hans udgave af musicalen aldrig helt slipper fornemmelsen af at være filmet teater med diverse sange som showstoppere fortalt i tableauer, er Spielberg simpelthen en bedre instruktør.

Han fortæller intrigen bedre, fordi han aldrig mister det episke flow. Scener med og uden musik/dans glider sømløst over hinanden uden at stoppe plottet. For at opnå det har Spielberg byttet rundt på rækkefølgen af sang- og dansenumre.

Svorne fans af musicalens iørefaldende klassiske optrin vil måske blive skuffet over, at visse højdepunkter er flyttet et andet sted hen i handlingen end før.

Det vil nogle opfatte som blasfemi, men det gør faktisk filmen mere filmisk og mindre teatralsk.

Intakt er kærlighedshistorien mellem Tony, der er med i ungdomsbanden Jets, og Maria, hvis bror er lederen af den rivaliserende puertoricanske bande Sharks.

Til gengæld har Spielberg taget parti for den puertoricanske bande, der har hans sympati som farvede indvandrede. Derimod er de hvide Jets langt mere primitivt og afstumpet skildret. Mod slutningen er de lige ved at udøve fuldbyrdet voldtægt mod stakkels Anita, spillet meget sødt og seriøst af Ariana DeBosse.

Musicalens hovedperson Tony (Ansel Elgort) er en fyr, som her godt kan slå fra sig mere end den flegmatiske pacifist, Richard Beymer gav os i 1961.

Spielbergs Maria (Rachel Zegler) er både yngre og klogere end originalens smukke, men karakterløse Natalie Wood. De unge synes betydeligt yngre med både filipenser, fedtet hår og hvalpefedt end Hollywoods ungdomsforbrydere.

Rita Morena, som i 1962 fik en Oscar for sin Anita, giver os i en birolle en vemodig udgave af Somewhere.

Koreografien er stadigvæk selve substansen, og sang- og dansenumrene er formidable, men overskygger ikke dem for 50 år siden.

Til gengæld lægger Spielberg vægt på handlingens socialpolitiske aspekter. Der gøres groft grin med samfundshjælpere og støttepædagoger, som agerer løsning på noget samfundsskabt. Og vi færdes mere blandt stank, skraldespande og stilladser.

Men tempoet daler lidt til sidst. Selv om begge versioner tidsmæssigt er næsten lige lange, føles den nye lidt længere. Før døden får det sidste skud.