Westworld – sæson 3, afsnit 1-4

Maskinernes revolution er over os!

Indtil nu har de menneskelignende væsener været fanget i forlystelsesparken Westworld, men i tredje sæson af HBO’s episke sci-fi-drama er en håndfuld af dem sluppet fri.

Parkens første vært, Dolores, der spilles køligt og intenst af Evan Rachel Wood, har siden forrige sæson været på en hævnmission. Og hendes blodtørst er langt fra sluppet op.

Kækt akkompagneret af Pulps Common People viser hun sin foragt for de underlegne mennesker, hun myrder i stimer. Når hun da ikke har travlt med at give nedladende enetaler om vores ynkelige art.

Hun bevæbner sig med et system, der kan analysere alle mennesker ned til simple koder, og går sammen med en lille gruppe allierede i krig imod verdens rigeste mand, der har sit eget system.

Dolores er en revolutionær helt, men som enhver heltefigur er hun også godt i gang med at gøre sig skyldig i de samme synder som sine gamle slavemestre.

Uden tøven og nådesløst kontrollerer hun sine maskinelle kumpaner. Snart begynder vi at tvivle på hendes mission, der virkede smuk og oplyst i det solbadede Westworld, men nu synes lige så mørk og forskruet som de dystopiske byer, hun befinder sig i.

De futuristiske bygninger og maskiner i den ikke så fjerne fremtid er en perfekt kulisse for Dolores’ tvivlsomme oprør. Men det ville være let at miste tiltroen til hende, hvis ikke det var for seriens nyeste figur.

Aaron Paul (Breaking Bad) gør sin entré som Caleb, en krigsveteran fra Los Angeles’ slum. Han er ude af stand til at finde et job og tyer derfor til småkriminalitet i forsøget på at brødføde sig selv og sin skizofrene mor.

Allerede fra deres første møde udfordrer han Dolores’ menneskesyn. Han er nemlig lige så vred på systemet, der med fuldt overlæg forhindrer ham i at klatre op i samfundet.

Her går Westworld fra at være tvetydigt filosofisk til direkte politisk. Den komplicerede undertrykkelse af maskiner forenes med den fortvivlede proletars kamp imod de oligarker, der har lige så lidt respekt for ham som for robotkreationerne.

HBO-serien melder sig ind i den lange tradition af allegorisk-marxistisk science fiction a la Blade Runner.Nu er fjenden ikke menneskeheden, men milliardærernes tyranni.

Selv om serien således træder ind i et politisk territorium, forlader den langt fra de filosofiske spørgsmål, som de første to sæsoner så flot opstillede.

Dolores er nemlig ikke den eneste vært, der er på mission i menneskenes verden. Maeve har siden første sæson kæmpet med sine moderlige følelser for en anden vært, der tidligere var programmeret som hendes datter.

Ligesom Dolores er Maeve klar over, hvor falskt et liv hun har levet. Men hvor Dolores reagerer med vrede, forsøger Maeve at holde fast i den mening, som hendes skabere tog fra hende.

På mange måder er Maeve seriens mest poetiske figur. Maeve, der spilles med skiftevis ømhed og ligegyldighed af Thandie Newton, kæmper også i tredje sæson en kamp for at elske sine medrobotter.

De første fire afsnit i den nye sæson byder på en mere strømlinet fortsættelse af den hypnotiserende serie, men den har mindst lige så meget på hjerte som de foregående.

Filosofi må på et tidspunkt omsættes til handling, og det klæder Westworld at springe ud med hovedet først.