When the Bough Breaks

Fra begyndelsen fornemmer man, at noget er grueligt galt, selv om alt synes i skønneste orden.

John Taylor (Morris Chestnut) er en succesrig advokat, der bor sammen med sin lige så succesrige kone Laura (Regina Hall) i et lækkert hus i et velhaverkvarter i New Orleans.

Selv om de inderligt ønsker sig et barn, kan Laura ikke blive gravid. Så da den unge Anna (Jaz Sinclair) melder sig på banen som rugemor, lader alt til at falde på plads for Taylor-parret.

Og det her man straks fornemmer, at noget er helt forkert.

For det første, fordi alt simpelthen er for perfekt. Anna er både sød, charmerende genert og helt indforstået med, at barnet, hun bærer i sin mave, i virkeligheden er John og Lauras.

For det andet, fordi spændingskurven i filmens første tredjedel ligger betænkeligt lavt. Der må simpelthen være et eller andet galt, tænker og håber man for filmens skyld.

Da Annas voldelige kæreste tæsker hende, tilbyder John og Taylor, at hun kan flytte ind hos dem. De har alligevel masser af plads, og så kan de jo sikre sig, at både Anna og deres barn har det godt under graviditeten.

Nu begynder tilværelsen ellers at vælte for de vordende forældre.

Hurtigt opdager John, at Anna er skingrende sindssyg. Hun forelsker sig i ham og i det luksuriøse liv, ypper kiv mellem parret og viser nye besidderiske og intrigante sider. Hun forfører John med frække videoer og nedringede kjoler.

When the Bough Breaks udvikler sig derfor til et sært sammensurium af forskellige filmgenrer. Den erotiske, psykologiske thriller blandes trekantsdramaet og krydres med gidselfilmens spændingselementer.

John og Laura havner nemlig i den penible situation, at Anna forsøger at kidnappe deres ufødte barn og bruger det som gidsel i sin syge planer om at overtage Lauras rolle.

Det bringer filmen ud i nogle mærkelige og bizarre scener, hvor Taylor-parret diskuterer de juridiske og moralske dimensioner af en foster-kidnapning. Og så en endnu mere besynderlig scene, hvor Anna slås med Laura, mens hun pludselig får veer, fordi vandet går.

Man vil formentligt kunne tilgive de mindre vellykkede dele af When the Bough Breaks meget, hvis den ikke tog sig selv så seriøs.

Men den vil så gerne være en iskold og erotisk thriller, og man tænker, at 80’er- og 90’er-film som Farligt begær og Iskoldt begær har været forbillederne. Desværre ender When the Bough Breaks ud som en flad og karikeret ujævnhed af en film.

Karaktererne er alt for ensrettede: enten ubetinget godmodige og retskafne som John og Laura eller også psykotisk og intrigant som Anna. Og hvis man stadig er lidt i tvivl om deres hensigter, hjælper musikken ofte med at udpensle pointerne, så alle forstår det.

Visuelt ligner filmen noget fra et boligmagasin med åleglat og flad æstetik. Der er fokus på lækker interiør, forførende kjoler og nålestribede jakkesæt, som nok harmonerer fint med de kolde thriller-elementer, men som mest af alt er intetsigende og uengagerende at se på.

De bærende roller i When the Bough Breaks er besat af sorte skuespiller. Morris Chestnut, Regina Hall og den unge Jaz Sinclair gør egentligt et hæderligt forsøg på at bringe filmen i mål, men deres karakterer er alt for spinkle og forudsigelige.

Faktisk forstyrrer det decideret filmoplevelsen, at både John og Laura handler overdrevet naivt og godtroende i filmens første del.

Og som filmen skrider frem, drukner dramaet og ender direkte fjollet og overdrevet.

På dansk refererer titlen til en børnesang og betyder ”når grenen knækker”, men det er ikke kun grenen, der knækker. Det gør filmen også undervejs.