White House Down

Den tyske instruktør Roland Emmerich leverede i 90’erne actionklassikere som Universal Soldier (Van Damme møder Dolph Lundgren) og Independence Day (Will Smith møder rumvæsener), så forventningerne bør være høje til White House Down. Ikke mindst fordi smækre Channing Tatum har overtaget den hvide undertrøje.

Historien er klichefyldt og uden nogen som helst logik, hvilket ikke behøver trække ned i denne genre. Politimanden Cale (Tatum) er til samtale i Det Hvide Hus for et job som sikkerhedsvagt for præsidenten. Trods tre ture i Afghanistan og en medalje for heltemod bliver det klart i samtalen med præsidentens sekretær, Finnerty (Maggie Gyllenhaal), at Cale er aldeles uegnet. Han mangler en fin uddannelse og har problemer med autoriteter. Han er fraskilt og far til tiårige Emily (Joey King), der bor hos mor, men i dag er med far. Da Emily spørger, om han fik jobbet, siger han ”måske”. På vej ud møder de præsident Sawyer (Jamie Foxx), der giver Emily et interview til hendes blog, en video, der straks bliver uploadet fra telefonen.

Skamfuld og ydmyget slutter Cale sig til turist-rundvisningen i Det Hvide Hus, hvorefter tingene omsider begynder at ske. En, to, ramasjang, og huset invaderes af en gruppe halvpsykopatiske eks­marinesoldater anført af Stenz (Jason Clarke) og inviteret af sikkerhedschefen Walker (James Woods). Dertil kommer en computerhacker, en politisk intrige og et hævnplot, der kræver præsidenten som gidsel. Og eftersom John McClane for en gangs skyld ikke er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, er det op til Cale at redde præsidenten, finde sin forsvundne datter, der uploader live feeds fra sin telefon, og opklare komplottet.

Historien snegler sig afsted, indtil første bombe sprænger, og Gyllenhaals Finnerty er en irriterende karakter, hvis funktion er at træffe forkerte beslutninger og levere elendigt skrevne dialogstykker. Til gengæld er James Woods og Jamie Foxx en fornøjelse. Woods er typecastet som tragisk skurk, hvis personlige motiv vi kan sætte os ind i, mens Foxx er castet imod sine tidligere helteroller (Collateral, Django Unchained) som blød præsident med klaustrofobi og uden militærtræning. Vendepunktet kommer, da han vælger gummisko frem for de sorte herresko. ”Jeg gør ikke det dér,” udbryder han, da Cale svinger sig i et elevatorkabel. Men præsidenten må selvfølgelig stole på Cale, der i Emmerichs sikre hænder får stadig større udfordringer. Emmerich formår endda at levere en biljagt uden at forlade Det Hvide Hus!

Her er intet nyt eller overraskende, og samme historie har vi endog netop set udspillet i Antoine Fuquas Olympus Has Fallen med Gerard Butler i Det Hvide Hus under angreb. Men trods en langsom første halvdel er udfoldelsen af Tatums talenter alligevel effektiv, underholdende og en visuel fornøjelse. White House Down gør sig ikke i avancerede stunts eller spektakulære special effects, det er action i øjenhøjde med en troværdig indsats fra helte og skurke og de fleste biroller. Turlederen (krediteret som Donnie the Guide) er for tøse­manieret til min smag, men filmens stjerne, Channing Tatum, er perfekt som post-9/11-actionhelt: en nationalistisk krigsveteran med optimismen i behold, ulig den traumatiserede Rambo og kyniske McClane. Den politisk farbare vej er her hverken krig, selvtægt eller gengældelse, men familiens gode, gammeldags dyder. Som Cale selv siger efter mange og anstrengende strabadser, vil han overveje at stemme på Sawyer ved næste valg.

Nogle foretrækker Tatum som blød helt i dramaer som Stop-Loss og Dear John, men jeg er faldet for hans tavse lige-ud-af-landevejen-helt i de undervurderede Fighting og The Eagle. Den tidligere model vokser med sine roller, ikke i muskelmasse, men som skuespiller. Han har sex-appeal, lækkert hår og er en god far. Tatum scorer filmen en ekstra stjerne.