Whitney

Det er en velkendt historie.

Overstrømmende musikalsk talent, strålende succes og glitrende berømmelse, indre dæmoner, usunde forhold, afhængighed, sladderblads-hetz og et fald fra den øverste showbiz-tinde.

Whitney Houstons liv passer som smurt i samme skabelon som Asif Kapadias Amy, Amy Bergs Janis og Nick Broomfields tidligere, uautoriserede portræt, Whitney: Can I Be Me.

I sin dokumentar holder instruktør Kevin Macdonald sig pligtskyldigt tæt til formatet, hvad der unægteligt er lidt skuffende.

Heldigvis er Macdonald en både intelligent og selvsikker instruktør, hvis største talent består i at balancere psykologisk indsigt og ren underholdningsværdi. Med det væld af arkivmateriale, han her har haft til rådighed, indfanger han Whitneys gudgivne talent på scenen og hendes sprudlende personlighed blandt venner.

Det er afslørende intimt at se den unge Whitney putte sig ind til sin mor eller se hende bitche over sine rivaler (”Paula Abdul ain’t shit!”). Men Macdonald har en klædeligt afdæmpet tilgang til historien, der står som en stærk kontrast til den hånende sensationalisme, der kendetegnede mediedækningen af Houstons sidste år.

At instruktøren efter eget udsagn ikke var synderligt interesseret i sangeren, før han blev hyret til at lave filmen, er både en fordel og en ulempe.

På den ene side forfalder Macdonald ikke til heltedyrkelse. Selv om hans mål er at give den ofte udskældte Houston oprejsning, er hans film ikke en uforbeholden hyldest. Den er snarere en indgående og medrivende granskning af hendes image som kunstner, og af de indre og ydre dæmoner, hun kæmpede med til det sidste.

På den anden side får man det indtryk, at Macdonalds interesse er mere teoretisk end dybfølt. Det er, som om han føler, at hendes brede popularitet mindsker hendes betydning som kunstner.

I stedet for at lade Whitney Houstons hits spille til ende klipper han abrupt væk for at forklare sangenes politiske og kulturelle ophav. Det er nyttigt, når nu han forsøger at forklare, hvordan lille ”Nippy” gik fra at være ghettopige til at blive det globale fænomen Whitney – men det føles nærmest ubehøvlet at afbryde den silkebløde, formidabelt kraftfulde stemme.

Skulle der være nogen tvivl om hendes talent, fejer Macdonald dem til side i en sekvens om den radikale nyfortolkning af den amerikanske nationalsang, hun stod for til Super Bowl-åbningsceremonien i 1991. Ikke blot ændrede hun tempoet, hun turnerede sangen diskret væk fra militaristisk slagsang til en inderlig hyldest til frihed.

Det er umuligt at beskæftige sig med Whitney Houstons liv, uden at hendes druknedød i et hotelbadekar som 48-årig farver historien. I lydklip beskriver en ung Houston et genkommende mareridt, hvor hun bliver ”jaget af djævlen”, et billede, der antager et tragisk skær i lyset af hendes endeligt.

Ordvalget i filmens interviews er også afslørende, som da en fast samarbejdspartner sammenligner hende med en tornado: ”Hun blæste taget af bygningen.” Whitney var ikke blot et naturfænomen, men en naturkatastrofe!

Behandlingen af filmens store afsløring – nemlig anklagen om, at Houston blev seksuelt misbrugt som barn af sin kusine Dee Dee Warwick – vidner også om Macdonalds dygtighed. En anden instruktør kunne have brugt det scoop som et billigt chok, men han behandler emnet med medfølelse og betænksomhed. At begge parter i dag er døde, gør det umuligt at dykke dybere ned i traumet, men historien bekræftes af både Whitneys assistent og hendes bror.

Selv om Houstons barske liv og uomgængelige deroute gør det svært, er filmen et betagende portræt og en stærk cadeau til en talentfuld, temperamentsfuld og fejlbarlig kvinde.