Who Is America?

Bagholdskomik er en svær disciplin. Den alsidige englænder Sacha Baron Cohen er en mester, men i ny serie skyder han ved siden af lige så ofte som han rammer plet.

Who Is America? er tænkt som en nådesløs udstilling af små og store hyklere i det amerikanske samfund, helt i tråd med Borat, Brüno og i mindre grad The Dictator.

Serien er stykket sammen af en række fingerede reality-shows, hvor Cohen giver den som kamæleon med nye ansigter, accenter og kostumer, der gør ham komplet uigenkendelig. Således forklædt forsøger han at lokke sine interviewofre ud på et grotesk overdrev.

Nogle gange falder folk lige lukt i hans fælder og udleverer sig selv på tåkrummende vis. Andre gange går både samtalen og morskaben på grund, mens både komiker og offer akavet ser hinanden an.

I første afsnit af Who Is America? er der et godt segment, et lunkent og to kedelige.

Sidstnævnte er tilfældet med den intetanende galleriejer, der møder en tidligere straffefange, som nu laver kunst med egne kropsvæsker. Hun ender med at donere en håndfuld pubeshår til hans pensel.

”Hvem anede, at verden var fuld af så selvmodsigende, paradoksale sammenstillinger?” spørger hun filosofisk og hovent kameraet, uden at ane, at vi griner af hende.

Eller måske rettere: at serien vil have os til det. For egentlig er det så som så med komiske pletskud i debutafsnittet, og det gælder både Cohens medbragte jokes og de ofte halvkiksede interviews, han udfører.

Da han konfronterer Bernie Sanders forklædt som en påståelig republikansk konspirationsidiot, forholder senatoren sig køligt og sagligt til de mest hovedrystende påstande. I en verden, hvor en konservativ tv-vært som Alex Jones kan hævde, at skoleskyderier er venstrefløjspropaganda, går Cohens karikatur slet ikke langt nok.

Tilsvarende lykkes det ikke Cohens ultraliberale hippie at få sine middagsværter til at gøre meget mere end at nikke høfligt, selv da han fortæller, at hans kone har en affære med en delfin. ”Jeg forstår ikke, hvorfor hun ville have lyst til det,” siger den ene vært forsigtigt, uden rigtig at sluge lokkemaden.

I begge tilfælde mangler Cohen modspil for at gøre sin provokomik ætsende. Trods imponerende makeup er hans medbragte karakterer ikke sjove nok til at bære serien.

Først helt til sidst rammer han rent.

I et ti minutter langt segment er han forklædt som en fyrig israelsk sikkerhedsekspert, der rejser til våbenforkæmpernes hjerteland for at sælge en plan om at træne såkaldte Kinder Guardians: børnehavebørn, der skal lære at bruge håndvåben.

”Det eneste, der kan stoppe en slem fyr med en pistol, er en god dreng med en pistol,” som han pointerer. Og de folkevalgte jubelidioter nikker ivrigt.

Det segment har bid. Det er vredt, ironisk og enormt morsomt, og fortjener at gå viralt som en must-see YouTube-video. Amerikanske Showtime, der står bag serien, lagde det allerede online forud for seriens premiere og sparede derved seerne for at se resten af afsnittet.

”Småbørn er uskyldige. De er ikke blevet korrumperet af fake news eller homoseksualitet. De bekymrer sig ikke om, hvorvidt det er politisk korrekt at skyde en mentalt handicappet angrebsmand, de gør det bare,” siger en af de positivt indstillede politikere til kameraet.

Sådan en smøre burde få enhver politiker bandlyst på livstid.

Men det er ikke politisk sprængfarligt at vise, at våbenlobbyister har nogle vanvittige idéer. Sacha Baron Cohen er stadig en provokomiker af format, men han skyder spurve med kanoner.

Serien er i hjemlandet blevet solgt som uomgængelig politisk satire, men skal man dømme efter de offentliggjorte klip med fortidsøgler som Sarah Palin og Dick Cheney, sætter Cohen billige grin over politisk slagkraft.

Men med seks afsnit mere i serien kan han stadig nå at overraske.