Wind River

En ung kvinde løber barfodet, udmattet og forfrossen gennem et nådesløst frostlandskab, badet i koldt måneskin. På lydsporet fremsiger hun et digt om sine drømme og sit livs store kærlighed.

Og så falder hun om.

Det er en åbningsscene mættet af tragisk skønhed, men også et setup, der vækker mindelser om mangen en bundfrossen svensk eller norsk tv-krimi. Noget med et ungt, smukt offer og så en traumatiseret efterforsker, der skal opklare mordet.

Det er ikke helt ved siden af.

Pigens lig bliver fundet af den lokale jæger Cory Lambert, der bærer på en tung tragedie. Han tilkalder sheriffen, som tilkalder FBI. Den purunge agent Jane Banner dukker op midt i en bidende snestorm, klædt i jeans og en tynd jakke. Hun beder Lambert om hjælp til efterforskningen.

Udgangspunktet er som sådan velkendt, men 47-årige Taylor Sheridan gør det klart, at pigens mord er symptom på noget større. I sin debut som instruktør giver den hæderkronede manuskriptforfatter (Sicario) en afmægtig fuckfinger til behandlingen af det amerikanske samfunds måske mest marginaliserede minoritet: indianere.

Handlingen udspiller sig nemlig på et af de mange reservater, hvor amerikanerne upåagtet fortsætter et hundredårigt folkemord. Piller og sprut har erstattet General Custers kavaleri-offensiver, men resultatet er omtrent det samme.

Reservatpolitiet har seks betjente til et område større end Sjælland. De kriminelle skal næsten melde sig selv for at blive straffet.

Uden FBI-ressourcer er der ingen chance for at finde morderen, men da kvinden døde af forfrysning, kan retsmedicineren ikke angive mord som dødsårsag. Og så har Banner ikke noget at gøre på reservatet.

Hun er vantro, men den lokale sherif trækker resigneret på skuldrene. Han er ikke vant til at få en håndsrækning fra hvide.

Netop derfor kan man rynke lidt på næsen af, at Jeremy Renner er valgt til helterollen som den sammenbidte Lambert. Godt nok leverer han sin bedste præstation siden The Hurt Locker – han er fænomenal til at spille forbistrede, forpinte mænd – men hans terrænvante jæger burde ret beset have været indianer.

Men det er en mindre detalje, der næppe falder alle for brystet. Og karaktertegningen er fascinerende kompleks, castingen til trods.

Elizabeth Olsen som Banner er en skræmmende sårbar skikkelse i et så fjendtligt landskab, og Gil Birmingham er hjerteskærende som den dræbte piges sorgramte, desperate far.

Og den tidligere skuespiller Taylor Sheridan er en gudsbenådet dramatiker. Små detaljer er ladet med betydning, og gang på gang tager den ellers nærmest begivenhedsløse efterforskning en uventet drejning. Efterforskerne kommer snublende til gennembruddene, og da sandheden kommer for en dag, er den lige så banal som afstumpet. Her er ingen gedulgt konspiration, bare dovenskab, apati og menneskelig ondskab.

Sheridan skildrer et miljø, der knuser sjælen. Det er da også hans kendemærke som forfatter.

Han viser i Sicario narkohandlen ved grænsen til Mexico og den beskidte sammenfiltring af myndigheder og karteller. I Hell or High Water tager han den lille mands parti med historien om to fallitramte brødre, som røver de banker, der har røvrendt dem.

Og i Wind River er det de kummerlige vilkår på reservatet, der får fortællingen til at sætte sig iskoldt om hjertet. Det er et trøstesløst, frossent helvede uden anden fremtid for unge end at flygte – til storbyen eller fra virkeligheden.

I en narkobule finder de pigens bror, der ryger sig fra forstanden, og på væggen står en graffiti-malet påmindelse om fordums storhed: ”We always killed cowboys.” Offermentalitet og forarmelse bliver til en ond cirkel, og Nick Cave og Warren Ellis’ melankolsk-mytiske underlægningsmusik er med til at understrege den sociale afmagt.

Der er ingen dramatisk tilspidsning i miljøskildringen. I virkelighedens Wind River er fire ud af fem arbejdsløse, og gennemsnitslevealderen er 49 år.