Winter’s Tale

”Alle nyfødte bærer på et mirakel,” får vi fortalt i starten af Winter’s Tale.

Vi får også fortalt, at vi alle bliver til stjerner, når vi dør, at vi er eventyrere på livets rejse, og at den evige fejde mellem det gode og det onde ikke kæmpes af store hære, men af et enkelt liv ad gangen. 

Jessica Brown Findlay, bedre kendt som Downton Abbeys rebelske Lady Sybil, er den alvidende fortæller, der tilsyneladende har spist så mange lakridser, at arsenalet af Ga-Jol-sandheder aldrig hører op.

Efter et kvarter er man rigelig mæt, men filmen fortsætter ufortrødent. 

Året er 1916. Tyven Peter Lake (Colin Farrell) bliver jagtet i New York af sin tidligere læremester Pearly Soames (Russell Crowe) og hans kumpaner. Da Soames’ slæng indfanger ham ved et jerngitter, synes alle muligheder tabt, men pludselig kommer en hvid hest til undsætning og flyver Peter i sikkerhed.

Hesten, som i disse Marius-tider lykkeligvis bare bliver kaldt ”hest”, bliver Peters tro følgesvend gennem eventyret. Men netop som han skal til at flygte fra New York, møder han den smukke Beverly Penn (Jessica Brown Findlay). Det er kærlighed ved første blik, men forhindringerne er mange for de to turtelduer i denne episke kærlighedshistorie.

Winter’s Tale er Akiva Goldsmans instruktørdebut, men den erfarne herre har produceret og skrevet manuskripter til film som Batman Forever, Et smukt sind, I, Robot og Da Vinci mysteriet.

Goldsman har udtalt, at han forelskede sig i Mark Helprins 800 sider lange bestseller, Winter’s Tale, engang i 80’erne, og lige siden har han drømt om at vække bogen til live på lærredet.

På trods af instruktørens utvivlsomt store arbejde, bliver den skæbnesvangre historie aldrig rigtig rørende. Blandingen mellem eventyr og realisme er en svær balancegang, og i dette tilfælde overtromler de magiske elementer den virkelighedstro verden.

Hesten får vinger, Soames er ikke bare er en grisk pengemand, men også en dæmon, og da selve Lucifer kommer på banen, kan man ikke gøre andet end at grine opgivende.

Filmen har smukt orkestrerede scener takket være fotografen Caleb Deschanel. Når Pearly Soames og hans kumpaner løber rundt i jakkesæt og bowlerhat, føler man sig hensat til et The Matrix-univers i hænderne på René Magritte. Desværre kammer filmen alt for ofte over i special effects, som på ingen måde føles magiske.

Skuespillerne kæmper også med et endimensionelt manuskript. Russell Crowe gør det ellers godt som nålestribet dæmon, men bevæggrundene for karakterens store had til Peter Lake bliver kun flygtigt fortalt.

Den store kærlighed mellem den rige, tuberkulose-ramte skønhed Beverly og den fattige tyv Peter udleves kun i nogle få scener. Vi når aldrig at føle kemien mellem dem, før fortællingen skubbes fremad (nærved 100 år!), og kærligheden må vige til fordel for sødsuppemoralen om en højere mening med livet.