Dvd-anmeldelse
15. sep. 2016
The Witch
Thomasines (Anya Taylor-Joy) spæde lillebror forsvinder, da de leger kig-og-bøh, og pludselig beskylder Thomasines mor hende for at være en heks. Foto | Rafy

The Witch

Triers metafysik møder Kubricks kølige panoramaer møder et Bergman’sk familiedrama i den bedste heksegyser, som vores gyserfilmekspert nogensinde har set.

Af Rikke Schubart

Årets gyser er alt for usædvanlig til biografen. Indtil nu.

Forestil dig Triers psykologiske metafysik, Kubricks kølige panoramaer og en eksplosiv, Bergman’sk familie i en tid, hvor djævelen er lige så virkelig, som den nye verden er ukendt.

Historien finder sted i 1600-tallet i New England, hvor den stolte og dybt religiøse William nægter at anerkende byens udlægning af Biblen. Han tager sin kone og deres fem børn ud i ødemarken, hvor de bygger hus, sår korn og reciterer bibelord for børnene. Men en dag, da teenagedatteren Thomasin passer den nyfødte Sam, forsvinder babyen uforklarligt. Den er taget af en heks, ser vi – men det gør de ikke.

Moren er utrøstelig og beskylder Thomasin for at have ladet ulve spise Sam. Imens rådner kornet, og William forsøger at fange vildt for at familien skal undgå sultedøden.

Familiens lille træhytte virker uendeligt sårbar under de knejsende, mørke trækroner, der omkranser hjemmet i lysningen. I skovbrynet lurer heksen, og hjemme leger tvillingerne, at familiens sorte vædder er djævelen selv. Men barnelegen bliver dødelig alvor, da moren i hysteri peger en anklagende finger mod sin datter.

The Witch er et knugende portræt af puritansk djævletro og en paranoid mentalitet, der lægger familier i graven. ”Er jeg allerede i helvede?” spørger et af børnene sin far. Svaret er, at synd kan ikke gradbøjes og altid straffes med helvedes ild. Efter den første urene tanke er man fortabt.

Robert Eggers debuterer mesterligt med denne eftertænksomme gyser.

Hans dialoger, der er inspireret af gamle eventyr, er med til at tegne miljøet, så man bliver opslugt. Fotograf Jarin Blaschkes omhyggelige kompositioner og lange indstillinger er milevidt fra mere konventionelle gysere. Og skuespillet er så suverænt, at englene synger, omend hekse regerer på Jorden.

Den bedste hekse-gyser, jeg har set – nogensinde.

Titel:
The Witch

Land:
USA, Canada, England m.fl.

År:
2015

Instruktør:
Robert Eggers

Manuskript:
Robert Eggers

Medvirkende:
Anya Taylor-Joy, Ralph Ineson, Kate Dickie

Spilletid:
92 minutter

Premiere:
4. maj i Cinemateket

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
04. juni 2024
Tótem

Tótem

Biografanmeldelse
05. dec. 2023
Monster

Monster

Biografanmeldelse
02. sep. 2023
Den blå kaftan

Den blå kaftan

Serieanmeldelse
31. juli 2023
Fleishman Is in Trouble

Fleishman Is in Trouble

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!