The Wolf of Wall Street

Hovmod, griskhed og nydelsessyge er de tre første dødssynder i den ortodokse romerkirkes synderegister.

Katolikken Martin Scorsese har i hele karrieren været fokuseret på disse kardinallaster, der kan sende den rettroende lige lukt i helvedet, hvis ikke synderen i tide bekender sine laster.

Instruktøren sidder i sin egen skriftestol med synderen foran det kørende kamera. Og mange af Scorseses mesterværker – Taxi Driver, Goodfellas og Casino – er signifikante ved hans skriftestolsagtige brug af den filmiske jeg-fortællings voice-over.

Hos Scorsese er det ikke kun et stiltræk fra 1940’ernes film. Det er også et ønske om at forstå hovedpersonens syndefald for i sidste ende at gestalte hans anråb om tilgivelse.

Fyndordet ”at forstå alt er at tilgive alt” tillægges ofte Nietzsche, men stammer fra den katolsk opdragede Voltaire og passer som linse til kamera på de fleste af Scorseses film og i den grad også til The Wolf of Wall Street.

Den er drejet over virkelighedens finansspekulant, sidegadevekseler og storsvindler, Jordan Belfort, og handler om hans bratte rejsning, flamboyante forfald og siden fattigfine fald. Han er bogholdersønnen, som ønsker at gøre det stort på børsens gade i New York og hele verden, Wall Street.

Og vi forlader ham efter en indgående levnedsbeskrivelse med hans foredrag om det emne, han har sort bælte i: At sælge noget til folk, de slet ikke har brug for.

Scorseses gangsterfilm Goodfellas og hans film om Las Vegas’ storhed og nedgang, Casino, er markant til stede som skabelon, parallel og tematik i The Wolf of Wall Street, når det gælder synd, sex og stikkeri.

Belforts karriere begynder i 1987 med hans første fatale forelskelse i penge som lærling hos vekseleren Mark Hanna, der i en kokainrus over frokost leverer en pseudomarxistisk analyse af finanskapitalismens bedrageriske mangel på stof ud over kulørt spin og kynisk svindel.

Belforts kone nummer to, spillet med inciterende indlevelse af australske Margot Robbie, genbruger nærmest petitessen Sharon Stones hysteriske hekserolle i Casino.

Som Liottas hovedperson i Goodfellas bliver DiCaprio også undercoveragent for FBI. Orgierne og excesserne er til gengæld mere eksorbitante og burleske, ja, pinligt platte i deres parvenuprægede glæde ved at beruse sig i billige blondiner, betalte blowjobs og dyre biler.

Men i modsætning til Scorseses andre spektakulært moralske sagaer er han mere på udebane. Filmens multikulturelle, overvejende hvide maskuline middelklassemiljø er kulturelt fjernere fra Scorseses stammeagtige italienske forbrydermiljøer med deres moralkodeks på ære, tavshed og familie.

Leonardo DiCaprio, som mere og mere ligner Orson Welles i dramatisk fremtræden, spiller Citizen Belfort som et renæssancemenneske på piller og høje renter, sejrende på alle fronter, men fældet på grund af hjemmefront og hovmod.

Matthew McConaughey har lige ti overdådige minutter som den frenetisk stenede finansfilosof Mark Hanna – helt sikkert kandidat til en birolle-Oscar med den korteste spilletid. Roses skal også Jonah Hill som Belforts aparte ven Donnie Azoff, gift med sin egen kusine og bizar kugleskør ud over alle børsnoteringer.

The Wolf of Wall Street er med sine 180 minutter lang i spyttet, og borgerskabets børsmæglere er og bliver mindre fascinerende end mafiaens gangstere med mere stolthed i behold og mere blod end børs på hænderne. Alligevel er den grotesk underholdende fra slot til skrot.