The Wolfpack

Hele deres barndom har de seks Angulo-brødre været indespærret i en lejlighed i New York. Lige indtil den dag, hvor en af brødrene undslipper og oplever den virkelige verden nede på gaden.

Sådan skriver Cph:Dox og tilføjer, at det var på denne tur, at filmens instruktør mødte den undslupne og opdagede brødrenes historie.

Men hov, skrev Cph:Dox ikke lige, at det var tale om én bror? Måske bare en banal misforståelse, men uanset om det er én eller flere brødre, der flygter fra lejligheden, lyder det rigtignok fantastisk – som en dokumentarists våde drøm.

Tænk tilfældigvis at møde en søskendeflok af teenagere klædt ud som skuespillerne fra Reservoir Dogs i en park i New York. De smiler charmerende og fortæller, at det er deres første tur på gaden alene, og at de hele deres liv har været indespærret i en lejlighed af excentriske, spirituelle hippieforældre med en voldsom angst for den kapitalistiske, kriminelle, konkurrencedrænende storbyjungle.

Brødrene – som også har en søster – lukker filminstruktøren ind i deres lejlighed og giver hende i fem år fri adgang til deres bizarre opvæksthistorie bag væggene. De fortæller, at tiden er brugt på at spille musik og se 5000 Hollywood-film, som forældrene åbenbart ikke har haft nogen ideologisk modstand imod.

Og så opfører de spektakulært scener fra deres yndlingsfilm i fuld påklædning foran kameraet.

Hele livet er de blevet undervist hjemme af deres mor, mens deres far er gået på storbyrov efter mad. Moren er blevet undertrykt, siger de, og de giver faren skyld for undertrykkelse og sporadisk fysisk afstraffelse.

Filminstruktøren får også lov at interviewe forældrene, der tilsyneladende lægger alt frem. The Wolfpack vinder hovedprisen på Sundance-filmfestivalen. Pludselig er både instruktøren og søskendeflokken berømtheder, der giver interviews i hele verden. Også med Ekko, hvor den ene af de overraskende normale brødre afslappet fortæller, at han ser hurlumhejet som en træning til det liv som rockstjerne, han drømmer om.

Det er omtrent sådan, filmen blev til, skal man tro instruktøren Crystal Moselle og søskendeflokken.

Problemet er, at dokumentaren på intet tidspunkt overbeviser os om, at historien ikke i et eller andet omfang er konstrueret. Der er ingen kritiske spørgsmål, ingen dybdeborende research, ingen dokumentation. Instruktøren – der er uddannet på en kunstskole i New York – tager brødrenes udsagn for gode varer, og de eneste kilder til historien er hovedpersonerne, som ikke viser noget tegn på misbrug, men tværtimod virker kernesunde.

Det er alligevel bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at de har været indespærret i hele barndommen, hvilket må formodes at medføre alvorlige traumer.

Salon.com hæfter sig også ved, at historien om, hvordan Crystal Moselle har mødt drengene varierer i medierne. I et interview med brødrene siger de, at de slet ikke kendte til Reservoir Dogs, da de første gang mødte hende, og dermed kan de ikke have været klædt ud som skuespillerne. I et andet interview siger instruktøren, at hun mødte brødrene, da de legede på en skateboard-rampe i en park.

Man må tage hatten af for, at de kan stå på skateboard på deres første tur på gaden udenfor.

Angiveligt har de ældre brødre boet både i Californien og West Virginia med fri udgang i deres barndom. De har også været på udflugter til museer med mere, siden de flyttede til New York i 1996. Hvor meget de rent faktisk er kommet ud, får vi ikke meget at vide om i filmen.

Pressematerialet, såvel det danske som det internationale, har fokuseret på, at de har boet indespærret hele deres liv, hvilket altså ikke er helt sandt.

I en rørende scene bliver brødrenes mor genforenet med sin egen mor over telefonen, og det er kommet frem, at scenen slet ikke er optaget af Moselle, men af drengene. På den måde har de været med til at styre filmens indhold. Spørgsmålet er, hvor meget brødrene har iscenesat fortællingen?

Sandsynligvis er historien ikke opspind fra ende til anden, men noget tyder på, at den er konstrueret i en sådan grad, at vi ikke kan vide, hvad der er digt, og hvad der er sandt.

Iscenesat dokumentarisme kan være spændende og i nogle tilfælde kunst, men det er afgørende, at spillereglerne lægges på bordet. Når Oscar-vinderen Searching for Sugarman pynter på sin historie, og når den danske Skyggen af en helt får en skuespiller til at spille en autentisk person, bliver der snydt på vægten.

Uanset hvor fascinerende en historie er, er det en sørgelig tendens, at dokumentarister foretrækker den gode historie frem for den virkelige.