The Woman in Black 2: Angel of Death

Som gyserfilm har The Woman in Black 2: Angel of Death lidt af det hele: et hjemsøgt hus, uhyggelige børn, stift stirrende dukker og et hævngerrigt spøgelse.

Flere gyser-elementer føles som gengangere i mere end én forstand. Godt nok får man flere chok undervejs, men ingen rigtige overraskelser.

Filmens forløber fra 2012, The Woman in Black, blev et forbløffende stort horrorhit i England. Man må formode, at det især var Daniel Radcliffe, bedst kendt i rollen som Harry Potter, der trak folk i biografen.

I den nye film er Daniel Radcliffe erstattet af Phoebe Fox i hovedrollen. Og hvor etteren foregik i slutningen af 1800-tallet, udspiller handlingen sig nu under Anden Verdenskrig. Når det kommer til stykket, er det reelt kun det hjemsøgte Eel Marsh House, der bogstaveligt talt går igen i den nye film.

Under krigen evakueres lærerinden Eve (Phoebe Fox) og en gruppe forældreløse børn i det forladte hus. På vejen derhen møder Eve den charmerende jægerpilot Harry (Jeremy Irvine), og de knytter hurtigt et tæt bånd.

Kort efter gruppen er blevet indlogeret, begynder nogle af børnene at opføre sig mærkeligt, og Eve fornemmer, at der muligvis er noget helt galt i huset.

Men omtrent samtidigt begynder The Woman in Black 2: Angel of Death at hænge fast i de allermest fortærskede gyserklichéer. Og det lykkes kun delvist at slippe fri igen.

Huset ligger på en lille ø og lever desværre op til alle forventninger til et spøgelseshus: stort, gammelt, knirkende og selvfølgelig altid indhyllet i tæt tåge.

Som i etteren er det endnu engang titelpersonen – det kvindelige spøgelse i sort – der spøger i huset for at hævne tabet af sit barn ved at slå alle andre børn ihjel.

I fællesskab opdager Eve og Harry denne forhistorie, og de må nu forsøge at redde børnene og sig selv fra det hævngerrige genfærd. Men Eve og Harry har begge hemmeligheder og en uforløst fortid, de må gøre op med, før de onde kræfter kan overvindes.

Det hjemsøgte hus, de uhyggelige børn og den kvindelige hovedperson vækker unægteligt minder om andre gyserfilm, for eksempel The Others med Nicole Kidman og den spanske Børnehjemmet.

Men hvor de to ovenstående film forfriskende udforskede genren, føles The Woman in Black 2: Angel of Death som en gyser lavet af en person, der aldrig har set en gyser.

Hvor mange gange har man ikke set uhyggelig film, hvor kameraet dvæler ved krakelerede porcelænsdukker? Selvom dukkerne godt nok er overraskende uhyggelige, må man kunne forlange en smule mere opfindsomhed.

Men samtidig må jeg også blankt erkende, at jeg måtte gibbe efter vejret og foretage små hop i sædet enkelte steder undervejs. For filmens obligatorisk indlejrede chokeffekter virker faktisk. Om end chokkene selvsagt er en kort fornøjelse, må de trods alt tælle på plussiden.

Endnu et plus er de to bærende skuespillerkræfter, Phoebe Fox og Jeremy Irvine. Fox medvirkede i 2011 i Lone Scherfigs Samme dag næste år, mens Irvine spiller hovedrollen i Steven Spielbergs stort anlagte War Horse.

Især er Phoebe Fox meget velvalgt i rollen som den hjælpsomme og godhjertede lærerinde, der træder mere og mere i karakter. Og Fox får det maksimale ud af sin rolle og de rammer, som historien sætter op.

The Woman in Black 2: Angel of Death hæver sig aldrig nævneværdigt over sin forgænger eller enhver anden metervare-gyser. Det er desværre ikke kun filmens titel, der er håbløst fantasiløs.