To the Wonder

Hvor helt vildt irriteret man end kan blive på den sædvanlige, hviskende og hult poetiske/filosofiske voice over i auteuren Terrence Malicks sjette film, To the Wonder – åbningshvisken: ”Nyfødt, jeg åbner mine øjne, jeg smelter ind i det evige lys” – bliver man taknemlig for, at der i det mindste ikke er mere af den, at Malick ikke har hyret sin soulmate ud i hul natur-patos, den danske prosaist Josefine Klougart, til at skrive den. Sådan lyder den parallelle begyndelse på Klougarts seneste opus, romanen Èn af os sover fra sidste år:

Lyset kommer krybende ind over de pløjede marker. Flager af mørkt leret jord skubbet op mellem hinanden, tyrekalve, der slås i båsene, et brag af for meget krop på for lidt plads. Og sneen, så roligt har den lagt sig nu, over kammene; over landskabet, alt muligt levende og alt muligt dødt.”

Til gengæld ville endnu mange flere, klodset kønne ord måske distrahere én fra den lige så rungende tomhed i alle de virtuost kønne billeder og kamerature, der illustrerer den lige så minimale handling:

Ben Affleck forelsker sig i Paris i Olga Kurylenko og flytter med hende og hendes datter til Oklahoma, hvor mor og datter imidlertid ikke trives, eller også er det bare kærligheden til Ben, der køles, det er ikke klart – fordi der er så kritisk lidt dialog, og den, der er, skruer Malick brutalt ned for eller overdøver med klassiske greatest hits af komponister som Wagner, Tchaikovsky og Haydn. I hvert fald tager de væk, og Ben finder sammen med en ungdomsflirt, Rachel McAdams, som det af en eller anden grund også går i stykker med, men så vender Olga tilbage uden datter, men atter kokser det for Ben og hende. Og så kan jeg heldigvis ikke røbe slutningen af den simple grund, at jeg ikke kan huske den.

Nå ja, så er Javier Bardem også med som en mumlende præst i troskrise, han er også ret nem at glemme, selvom hans karisma i udgangspunktet er langt magtfuldere end hans skuespillerkolleger.

Der er jo ikke noget i vejen med den minimale handling i sig selv, plus eller minus præst. Der er kommet meget stor kunst ud af kærlighedstrekanter – når det altså er lykkedes kunstneren af få os til at interessere os for trekantens deltagere. Og det kommer vi aldrig til, fordi Malick ikke selv interesserer sig for personerne som andet end blanke repræsentanter for evige menneskelige følelser og konflikter, her kærlighedens entusiasme, der evigt veksler med kærlighedens tristesse. Som den jo gør, men altid mellem konkret koksede individer for syv søren.

Det er ikke løgn, at Malick som ung filosofilærer i 60’erne oversatte Heideggers Vom Wesen des Grundes til engelsk, og en meget præcis formel for To the Wonder er Heidegger filmatiseret som Campari-reklame, eller omvendt: Lækker vitalisme, vitalistisk lækkerhed, sikke-intenst-vi-ser-godt-ud-agtighed!

Til det formål bruger filmen uendelig megen tid på al den udramatik, som Hollywood’ske kærlighedsfilm fornuftigt nok jager forbi i montage-sekvenser: forelsket, omkringfarende kissemisseri (og bare hvirvlen rundt, altid hvirvler alle Malicks kvinder) og fremmedgjort, omkringsiddende surmulen. Plus smukke solnedgange, der modsat Jørgen Leths lige så smukke solnedgange ikke er vedkendt kitschede.

Den slags dødelig dvælen finder man også i Malicks tidligere film, men altid afbrydende alskens reel action, Anden Verdenskrig (The Thin Red Line), koloniseringen af Amerika (The New World), en ødipuskonflikt i 50’erne (Tree of Life). I To the Wonder er der omsider ikke andet end uendelighed og atter uendelighed.

Vi får i forbi-langsomheden de mindste glimt af autentisk karakterfulde, amerikanske ansigter. Hver eneste af dem vil jeg uendeligt meget hellere høre om end de storfølende, renskurede abstraktioner, der har hovedrollerne – til min ørkesløse undren!