Wonder Wheel

Jeg har trukket den, ventet med at skrive denne anmeldelse. Den falder mig svær. Ikke på grund af filmen, men på grund af tiden og omstændighederne. Ville filminstruktør, manuskriptforfatter og skuespiller Woody Allen vælte for alvor som en konsekvens af #MeToo?

Hans største arvtager, den sjoveste mand i verden netop nu, eller det var han, indtil for kort tid siden, Louis C.K. er faldet pladask og har måske fået smadret sin karriere for bestandig. For C.K. lider eller led – historierne er gamle – af en trang til at blotte sig (med mere) over for kvinder, hvilket jeg håber, han har søgt behandling for.

Der er masser af godt at sige om #MeToo. En overgrebskultur er blevet synlig, men særlig i USA har der i kølvandet på bevægelsen udviklet sig en jagt, hvor ingen tilgivelse findes for de faldne, hvis værker trækkes tilbage eller pilles af streamingtjenesterne, og hvor der ikke skelnes mellem privatperson og kunstner.

Den anklage, som for år tilbage er blevet rejst mod Woody Allen, er værre end den mod Louis C.K. I ved selv for hvad, ellers kan I google. Men der er ingen beviser og ingen dom. Ved deadline står Woody Allen stadig – og leverer sin obligatoriske film om året.

Wonder Wheel er ukontroversiel, tragisk og morsom. Det bliver ikke en af de Allen-film, jeg kommer til at bære med mig i bevidstheden – som mesterværkerne fra 70’erne og for eksempel Blue Jasmine fra 2013.

Men Wonder Wheel er ikke blandt mesterens bundskrabere. Jeg gav Café Society fra 2016 fem stjerner, fordi den sendte mig på den fineste virkelighedsflugt, og fordi eskapisme ikke er et negativt ord i min verden. Og fordi den samtidig – som de fleste af Allens film – mindede mig om, hvor svært det er at være menneske.

Det gør Wonder Wheel også.

De fleste personer i det lille skæbnespil er fulde af lidelser og længsler. Filmen foregår i og omkring forlystelselsesparken på Coney Island i 50’ernes New York og har fået sin titel fra det ikoniske hjul, som giver passagererne sug i maven, drejer dem rundt, fører dem op mod himlen og ned på jorden igen.

Det er også den bevægelse, Ginny (Kate Winslet) foretager sig i løbet af filmen.

Hun lever resigneret med sin anden ægtemand Humpty, en hård, men også passioneret Jim Belushi, der er god til at skabe sympati for en figur, der ret beset er ulidelig. Han bestyrer karrusellen, mens Ginny arbejder i et af parkens cafeterier. Mens Alvy Singer i Mig og Annie udviklede sit nervøse sind af at bo under rutschebanen på Coney Island, er Ginny ved at blive skør af parkens konstante støj.

Ginny drømmer sig tilbage til sin ungdom, hvor hun troede, hun skulle være skuespiller. Da hun forelsker sig og indleder en affære med den unge, smukke livredder Mickey (Justin Timberlake), som er dramatiker-in-spe og filmens fortæller, liver hun op og fantaserer om, at han skriver et stykke til hende.

Tragedien begynder, da Humptys voksne datter Carolina (Juno Temple), på flugt fra gangstere, søger tilflugt hos sin far, som hun ikke har set i mange år, og Mickey bliver forelsket i hende.

I Café Society fortalte Allen historien som en roman. Denne gang leverer han en munter pastiche på et amerikansk skuespil a la Tennesee Williams’ Omstigning til paradis, komplet med psykisk ustabilitet og sammenbrud. Vi kommer ikke helt så langt ud i tovene med Kate Winslets Ginny som med Cate Blanchett i Blue Jasmine, dertil er fortællingen for kontrolleret og kalkuleret.

Men vi keder os ikke på færden, og som fan er man vidne til en mester doing his routines.

Wonder Wheel er ufarlig i forhold til den private Allen. Men netop nu er han i gang med en film, hvor der angiveligt er scener med en aldrende mand, der har sex med purunge kvinder. Vi holder vejret. Fortsættelse følger.