Wonder Woman 1984

Første del af Patty Jenkins’ nye film om Wonder Woman er fuld af kulørte 80’er-excesser. Året er, som titlen antyder, 1984.

”Velkommen til fremtiden!” råber tv-reklamerne. Der er stramt joggingtøj, pastelfarver, stonewash-denim og blazere med opsmøgede ærmer. Frankie Goes To Hollywood og Gary Numan indtager lydsporet. Topmålet af teknologisk luksus er et 19-tommers tv.

Diana Prince (Gal Gadot) arbejder på Smithsonian-instituttet i Washington og bruger sin fritid på at savne sin elskede Steve Trevor, som døde i den første film, der fandt sted under Første Verdenskrig.

I skikkelse af Wonder Woman løber hun også gennem byen og uskadeliggør forbrydere. Filmen har forbindelse til tidens øvrige DC-film om Batman og Superman, men står også fint alene.

Alle mænd vil have Diana, men hun vil kun have Steve. Hendes nye kollega, den nørdede klodrian Barbara Minerva (Kristen Wiig), vil være ligesom Diana. Og den charmerende, men lurvede forretningsmand Maxwell Lord (Pedro Pascal) vil have det hele.

Alle i Wonder Woman 1984 ønsker sig noget, de ikke kan få. Heldigvis er der en magisk drømmesten, som kan opfylde alskens ønsker. Men som i W.W. Jacobs’ klassiske novelle Abehånden – som filmen er frisk nok til at nævne – har det uhyggelige konsekvenser at få sine drømme opfyldt.

Barbara rører drømmestenen og kan pludselig gå i høje hæle og skrue sig ned i en sexet kjole, så mænd er vilde med hende. Diana rører også stenen, og til en fest møder hun en mand, som viser sig at være Steve i en ny krop.

En panorering senere ser vi ham som Chris Pine, der også spillede rollen i Wonder Woman.

Maxwell Lord har derimod mere skumle planer. Han flirter med Barbara, men kun for at stjæle drømmestenen. Nu er det ham, der kan opfylde ønsker, både sine egne og andres.

Den slags magt kan kun stige én til hovedet.

Der er skægge romcom-toner i første akt. Kemien mellem Kristen Wiig og Pedro Pascal er god. Hun er herligt klodset, og han minder – selv uden sit overskæg – utroligt meget om Burt Reynolds.

Også Chris Pines møde med periodens mode og teknologi er sjov. Filmen får en god vits ud af hans insisteren på at gå med en sød, lille bæltetaske.

Men på et tidspunkt beslutter manuskriptforfatterne, at det ikke er sjovt længere, og filmen bliver gradvist mere tung og patosfyldt.

Kristen Wiig bliver ondere og får mere og mere goth-eyeliner for hver scene. Ville hun ikke bare være cool og sexet?

Inden længe bliver hun til superskurken Cheetah. Pedro Pascal forvandler sig fra Gordon Gekko-agtig yuppie til rødøjet superskurk med et gudekompleks. Maxwell Lord er en af DC-universets kendte figurer.

Komedietonen erstattes efterhånden af de dødsensalvorlige CGI-actionscener, vi kender fra alle moderne superheltefilm. De smadrer løs på hinanden, det lyner og stormer, selve civilisationen er i fare, og Hans Zimmer bruger hele arsenalet af strygere, blæsere og amazone-kor.

Det er ikke særligt spændende. Wonder Woman er en superhelt, så hvad kan gå galt? Og replikkerne lyder, som om skuespillerne læser dem op fra stentavler.

Det hele ender med et par ret almindelige moraler. Vær tilfreds med den, du er, husk at familien er det vigtigste, accepter dine tab, prøv ikke at snyde dig til lykke.

Det føles, som om filmen arbejder frem mod at blive lige så pæn og farveløs som Gal Gadot.

Med sin supermodel-skønhed og pletfri elegance er hun en paradoksalt usexet Wonder Woman. I tegneserierne signalerer heltindens bondage-look (hendes vigtigste våben er en pisk!) og ofte tvetydige seksualitet ikke kun dydighed.

Men Gadot gør hende meget ærbar og hetero. Det til trods for, at filmen er fuld af fallos-symboler.

Det er synd, at filmen ikke tør blive ved med at have så meget sjov med figurerne, som den har i første akt.