Won't Back Down

En autentisk historie om forureningen af en bys vandforsyning lyder på papiret kedeligt. Alligevel formåede Steven Soderbergh og Julia Roberts at gøre netop denne fortælling til en kæmpesucces hos både anmeldere og publikum.

Won’t Back Down vil gerne være den næste Erin Brockovich, og på papiret har den alle de rette elementer.

Maggie Gyllenhaal spiller den enlige mor, Jamie, der desperat prøver at få sin ordblinde datter flyttet til en anden skole med flere ressourcer. Det lykkes ikke, men hun hører om en lov, der gør det muligt for forældre at overtage skoleledelsen, hvis de bliver bakket op af lærerne. Ledelsen er nemlig ligeglad med børnene og nægter så meget som at udveksle et ord med dem, når klokken er slået tre. Så Jamie går straks i gang med at samle underskrifter, overtale lærerne og istandsætte en høring hos skolebestyrelsen.

Loven eksisterer i virkeligheden i syv amerikanske stater og hedder ”parent trigger law”. Og den er et interessant og oplagt afsæt for en medrivende debat om det amerikanske uddannelsessystem.

Desværre lider filmen under et forfærdeligt hullet manuskript. Lovens spidsfindigheder bliver aldrig for alvor forklaret, mens resten af handlingen rulles ud i forklarende dialog frem for naturlig dramaturgi.

”Undskyld jeg kommer for sent, jeg måtte tage tre busser for at komme herhen,” fortæller den enlige mor til en fagforeningsrepræsentant ved en dyr privatskole. Vi forstår straks, at hun er fattig, men vi føler det ikke – det havde vi måske gjort, hvis vi havde set hende trippe ved stoppestedet og svede i en klaustrofobisk bus fuld af lurvede personager.

Sådan japper filmen afsted, også gennem en romance med den lækre, mandolin-spillende matematiklærer (Oscar Isaac) og et sideplot med den tidligere så idealistiske lærer Nona (Viola Davis). Hun kæmper sin egen kamp med en skilsmisse og en søn, der har det svært i skolen.

De centrale skuespillere gør det godt, men instruktør Daniel Barnz, der efter fire film endnu ikke er slået igennem, ejer ikke Steven Soderberghs evne til at tryllebinde sit publikum. Lærernes fagforening – en flok usympatiske bureaukrater – får nys om Jamies planer og tager alle midler i brug for at stoppe hende. Det er filmens centrale konflikt, men den lanceres i en banal sportsretorik med hujende fagforeningsfolk og uskyldsrene lærere.

Om det overhovedet er attråværdigt, at en bartender bliver skoleleder, og at lærerne arbejder over uden løn eller fagforening, sætter filmen ikke spørgsmålstegn ved. Fattigdomstematikken og the working poor-fænomenet skøjter filmen også hen over. I virkeligheden har hundredtusindvis af amerikanere ikke en chance i det nådesløse system. I Won’t Back Down hopper Maggie Gyllenhaal elegant over hver eneste forhindring og prøver at overbevise os om, at man kan, hvad man vil.