Workshop

Det meste af Laurent Cantets nye film er fascinerende, nogle gange endda fængslende.

Det etisk og politisk nuancerede drama udspiller sig på et skriveværksted for samspilsramte unge, der sammen skriver en roman.

Men helhedsindtrykket er utilfredsstillende og dramatisk forfejlet, så man næsten føler, at den må være udsprunget af samme kollektive øvelse, den skildrer – en øvelse, der starter lovende, men afspores af løse tråde og halvbagte idéer.

Det er umuligt at undgå sammenligninger med Cantets langt bedre drama Klassen, der vandt Guldpalmen i 2008, og som også handler om spændinger i klasseværelset og lærerens forplumrede etik.

Begge film udforsker et kriseramt bymiljø og hudfletter progressive holdninger til, hvordan de kan ”forbedres”. Nemlig ved at lade en frisindet lærer fortælle unge voksne, at undervisning og kultur kan føre dem til et bedre liv – eller i hvert fald få dem til at værdsætte det, de har i forvejen.

Denne gang befinder vi os ikke i en parisisk banlieue, men i en forstad til La Ciotat, en havneby i den rå ende af Rivieraen. Den er bedst kendt som stedet, hvor Lumière-brødrene optog det berømte lokomotiv, der efter sigende fik de parisiske damer til at springe fra deres sæder, da de så det komme kørende mod kameraet. Men de lokale blev noget mere påvirket af en begivenhed, der fandt sted omkring 100 år senere, da byens store handelshavn lukkede i 1986.

Sommervarmen er ulidelig, da den succesrige pariserforfatter Olivia (Marina Foïs) ankommer til byen. Hun har taget imod den udfordring at lede et skriveværksted for arbejdsløse, lokale unge. Det skal munde ud i en kollektiv roman, der trækker på La Ciotats fortid og nutid, og som allerede er garanteret at blive udgivet.

De er en broget flok, med en stor gruppe af muslimer – noget, der får den fattige, hvide Antoine til at rejse børster. Han er en brøsig enspænder, der er fascineret af våben, voldelige computerspil og den yderste højrefløjs kampråb: ”Frankrig først!”

Filmens hovedscene er en lang, intens diskussion i klasseværelset, hvor Antoine læser sin første tekst højt for de andre. De har nu besluttet, at romanen skal være et mordmysterie, der trækker en tråd mellem den fagforbundsstyrede arbejderklasse-verden, der engang eksisterede i havnen, og den luksuskapitalisme, der findes i dag, hvor havnen bruges til at reparere rigmænds lystbåde.

Antoines tekst er en voldelig hævnfantasi med racistiske undertoner, men det er også velskrevet, dramatisk kiosklitteratur. Den efterfølgende debat bliver et spejlbillede i mikroformat af en større fransk samfundsdebat. Den fremturende, men bekræftelsessyge

Antoine håner muslimerne (”du og dine Bataclan-venner”). Muslimerne er kritiske, fjendtlige, næsten voldelige, og i midten står læreren som mægler.

Hun er tydeligvis både imponeret og frastødt af Antoines bidrag. Da hun forklarer klassen, at en forfatter kan ”beskrive en måde at tænke på for at fordømme den”, lyder det, som om hun minder sig selv om at lade tvivlen komme Antoine til gode.

I Klassen var det netop den slags nuancerede, meningsfulde debatter, der bar hele filmen. Men Cantet må have følt, at han havde gået lidt for meget i ring, hvis han med Workshop havde fulgt samme spor. Man kan hævde, at det er en ambitiøs beslutning at gå en ny vej.

Men det er også her, fortællingen går på grund.

I filmens alt for lange anden halvdel driver fokus væk fra skriveværkstedet for i stedet at fokusere på enspænderen Antoine og læreren, der begynder at se den vrede, men måske talentfulde dreng som godt stof til en bog.

Er det værre at nyde at skrive voldelig, racistisk knaldlitteratur eller at tage på litterær slumtur bag et røgslør af bekymret frisind? Den slags spørgsmål flagrer i filmens svage slutscener og efterlader tilskueren skuffet over det spildte potentiale.