Worth

Hvor meget koster et menneskeliv?

Spørgsmålet er omdrejningspunkt for Sara Colangelos advokatdrama Worth.

Filmen handler om det juridiske efterspil efter 9/11, hvor den amerikanske regering mæglede mellem ofrenes efterladte og flyselskaberne, hvis fly var blevet kapret.

Man frygtede, at enkelte erstatningssager ville lamme flybranchen og slå bunden ud af den amerikanske økonomi. Derfor forsøgte man at indgå en skattebetalt erstatningsaftale, som ville komme alle til gode.

Filmen kan lidt utaknemmeligt beskrives som to timers overenskomstforhandling, og hvis det lyder som en tør omgang, er det ikke helt ved siden af. Worth handler om jura, og hovedpersonen, Ken Feinberg, er et drevent mappedyr. Han kan have svært ved at se menneskene omkring sig for bare paragraffer.

Men Max Borensteins manuskript kredser om juraens menneskedrama og gør også problematikken fængende for lægmænd. Er en koncerndirektør mere værd end en brandmand? Hvem bestemmer det? Og hvordan?

Erstatningsspørgsmålet er en hvepserede.

Men Ken (Michael Keaton) springer til og beder ligefrem om at tage sagen pro bono – gratis. Han er drevet af lige dele samfundssind og karrierehensyn.

Worth er en intelligent og velspillet film om nyere tids store amerikanske nationaltraume.

Den gik på omgang i Hollywood på den berømmede Black List over branchens bedste uproducerede manuskripter. Men siden Sundance-premieren i 2020 har den lignet et godt bud på en Oscar-film: et vedkommende drama for voksne i amerikansk films mellemvægtsklasse.

80 procent af de kompensationsberettigede skal tage imod Kens tilbud inden for en treårig deadline. Men da han begynder at pitche sin upersonlige kompromisløsning for de efterladte, opdager han, at de færreste er tilfredse med, at deres sorg reduceres til et tal.

Særlig modstand møder han fra græsrodsadvokaten Charles Wolf, hvis kone døde i et af tårnene. Han har startet en hjemmeside for at lægge pres på Ken og hans kolleger for, at alle sager behandles individuelt.

Det præcise spil mellem Michael Keaton som den pragmatiske advokat med hovedet fuldt af regneark og Stanley Tucci som sorgramt aktivist er filmens eksistensberettigelse og hovedattraktion.

Michael Keaton kan glimre med store armbevægelser og et manisk glimt i øjet, som i gennembrudsrollen i Beetlejuice og i mesterværket Birdman, der satte ny gang i hans karriere.

Men han forstår også at tøjle sin vildskab i mere reserverede roller og giver en stille kraftpræstation som den tilknappede topadvokat, der følger sit moralske kompas uden at ænse, at han bor i elitens magnetfelt.

Det er en af karrierens bedste roller.

Charles Wolf giver ikke fem flade for de billeder, som Ken har sat frem på sit kontor af sig selv sammen med Bill Clinton. Og han forstår at sætte ord på Kens glatte selvbedrag.

Dygtige Stanley Tucci (The Hunger Games) har altid haft en eftertænksom og tillidsvækkende stilfærdighed over sit spil, der virkelig kommer til sin ret i rollen som den empatiske enkemand og organisator.

For hvordan kompenserer man for tabet af en ægtefælle, en partner, en søn eller datter?

Problemet sættes på spidsen i en scene, hvor en brillant Amy Ryan som Kens højre hånd besøger en homoseksuel mand, hvis partner døde i terrorangrebet. Han er ikke berettiget til kompensation – han vil bare høres.

Instruktør Sara Colangelo giver plads til filmens mange tragedier uden at vige langt fra genreformlen for blåtintede advokatfilm. Hun har blik for dilemmaets grå nuancer, men hendes gennembrudsfilm, The Kindergarten Teacher, smagte lidt af kunstnerisk tristesse.

Worth er bedre til at inddrage publikum i sorgen. Det er en medrivende, autentisk snakkefilm om, hvad det vil sige at sætte pris på hinanden.