The X-Files – sæson 11

I min anmeldelse af tiende sæson håbede jeg, at The X-Files ville vende tilbage med et nyt makkerpar – Miller og Einstein (Robbie Amell og Lauren Ambrose).

Jeg fik ikke ret.

Mulder (David Duchovny) og Scully (Gillian Andersen) er stadig i forgrunden i ellevte sæson – nu med ti afsnit, fire mere end sidst.

Man skulle tro, at ti afsnit gav mulighed for, at der blev kælet for kvaliteten. Tværtimod. Den nye sæson er 80 procent ringe. Kun én episode ud af de fem, der er frigivet til anmeldelse, kan nemlig anbefales.

Det er afsnittet The Lost Art of Forehead Sweat (afsnit 4).

Det er The X-Files’ vinkel på fake news og Trump. Manden bag er Darin Morgan, der altid har været leveringsdygtig i selvironiske afsnit. Det lykkes ham at få citeret flere af seriens klassiske episoder og ironisere over en postkonspiratorisk tid, hvor der ikke længere er nogen sandhed derude, men alternative sandheder ad libitum.

Desværre er de øvrige afsnit et eksempel på præcis det – uden selvironi.

Mest tåkrummende er My Struggle III (afsnit 1) skrevet af Chris Carter. Selskabet Fox vil ikke have, at jeg afslører, hvordan afsnittet følger op på forrige sæsons dommedag-cliffhanger om en virus-epidemi, der truer med at udrydde alt og alle, der ikke har fået en vaccine af The Smoking Man.

Det kan jeg godt forstå.

For det er virkelig langt ude. Uden at afsløre detaljer kan jeg røbe, at enhver mening alligevel drukner i falsk spænding og storladent nonsense, mens alle taler i voice-overs, og Scullys hjerne er ”on fire” og sender morsekoder i scanningsbilleder.

”This is a waste of time,” siger Monica (Annabeth Gish) på et tidspunkt, hvor The Smoking Man (William B. Davis) for 117. forklarer den rigtige sandhed – denne gang for Skinner (Mitch Pileggi).

Hun har så evigt ret.

The X-Files-veteranerne Glen Morgan og James Wong har skrevet og instrueret henholdsvis This (afsnit 2) om kunstig intelligens og Ghouli (afsnit 5) om tankekontrol. Chris Carter står bag monster-of-the-week-afsnittet Plus One (afsnit 3) om dræbende dobbeltgængere.

Det er alt sammen altmodisch og uinspireret rutineunderholdning og under middel sammenlignet med den oprindelige series mest middelmådige afsnit.

Gennemgående tærskes der langhalm på Scully og Mulders soapede forhistorie og den for længst forløste seksuelle tiltrækning imellem dem. Deres bortadopterede søn William – som Mulder måske slet ikke er far til alligevel (suk!) – er efterhånden kommet i teenagealderen, og Fox vil ikke have, at jeg skriver om hans eventuelle opdukken i denne sæson.

Det forstår jeg også godt.

Ærlig talt ville jeg hellere have set mere til den alternative X-Files, man oplever i afsnittet The Lost Art of Forehead Sweat, hvor Scully og Mulder er udstyret med makkeren Reggie Something. Selv den billige The Twilight Zone-kopi The Dusky Realm, en fiktiv serie i dét afsnit, ville have været at foretrække.