X&Y

Egentlig ville man gerne hæve sig over det, men når Anna Odell nu selv italesætter det i filmens begyndelse, så slår det sig på hovedet, og man tænker jævnligt gennem filmens 112 minutter:

Hvordan har de tænkt sig at vise svensk film og teaters evige alfahan, Mikael Persbrandt, blive penetreret med en strap­on-dildo, når han nu har indvilget i det?

X&Y vil gerne være en mere radikal film, end den er.

”Intet er mig helligt,” siger den, ”alt kan I forvente, alt skandaløst, alt oprørende.” Og vi venter forgæves. Både på penetrationen og på, at filmen folder sig så grænsesprængende ud, som den foregiver at ville gøre.

Den performative dokumentar har i høj grad karakter af en lille stiløvelse, mens Anna Odell venter på at få en reel inspiration næste gang. Den er underholdende, indimellem nærmest overdådigt underholdende, men man tager ikke meget med sig hjem.

Efter sin debutfilm Gensynet blev Anna Odell for seks år siden fortjent et stort navn i den mere kunstnerisk bekendende del af svensk kultur. Hun trækker som kunstner helt åbent på sit eget privatliv, og i hvert fald overfladisk set går hun i X&Y endnu længere end før.

Her vil hun udforske forholdet mellem, hvordan to kendte svenskere – Persbrandt og hende selv – fremstilles i offentligheden, hvem de egentlig er, og hvem de gerne ville være.

Persbrandt indvilger i, at der ikke skal være grænser for, hvad hun kan bede ham om (selv om hans agent senere forbyder ham at have autentisk sex foran kameraerne). Odell hyrer en række danske og svenske skuespillere til at spille udspaltninger af sin og Persbrandts personligheder.

Således spiller Thure Lindhardt manifestationen af Persbrandts destruktive side, Trine Dyrholm er den kreative Persbrandt og Shanti Roney den følsomme. Hvad Odell angår, er Sofie Gråbøl den logiske Anna, Jens Albinus hendes neuroser og Vera Vitali hendes sensualitet.

Det kommer der sjove scener ud af, ikke mindst når de i hold på tre deler hver sin kingsize-­seng.

Pointen er ikke overraskende, at der er mere end én sandhed om os alle. At det godt kan være, vi fra bladene kender Persbrandt som en tatoveret damejæger, men han er skam lige så følsom og usikker som alle andre. Og tænk engang, Odell er mere end sine neuroser. Hun rummer også suggestiv seksualitet.

Det slipper ikke for at blive firkantet, når Sofie Gråbøl iført jakkesæt hele tiden udfordrer projektet, og når Thure Lindhardt giver den som storskrydende braggadocio. Ikke alt er lige indlysende, og jeg havde lidt svært ved at se Gråbøls karakter særligt præcist forholde sig til Persbrandt, men det giver jeg instruktionen skylden for, og filmen er gennemgående virkelig morsom.

Det er også næsten parodisk, når hyperneurotiske Jens Albinus – der om nogen er typecastet – kommer ind på settet som én stor, fodslæbende undskyldning for sig selv og vender alt i plottet rundt til at handle om sin egen utilstrækkelighed.

Imens venter alle på, at Odell skal præsentere dem for et færdigt manuskript. Eller et halvfærdigt. Bare noget.

Selv om Anna Odell italesætter X&Y som et meget personligt projekt, virker det ikke, som om hun har nær så meget på spil som i Gensynet. Med udgangspunkt i egne smertelige erfaringer som mobbeoffer i skoletiden fortalte hun om sociale strukturer og hierarkier, der viste sig kun at blive forstærket nu mange år efter, hvor hun som den eneste ikke var inviteret med til klassens genforeningsfest.

X&Y er mere legende. Den er forholdsvis hurtigt glemt, men man hygger sig med den, mens den kører. Vi bliver ikke klogere på hverken Persbrandt eller Odell, medmindre man hverken ved eller kan forestille sig andet om de kendte end det, man læser i ugebladene.