Yao

Der er en enkelt scene i Philip Godeaus Yao, hvor filmen hæver sig fra at være en småkedelig og letfordøjelig affære til i et kort øjeblik at udvise regulær filmmagi.

En fransk skuespiller ved navn Seydou Tall (Omar Sy) er på besøg i sit hjemland Senegal. I lufthavnen bliver han hentet i en luksuriøs Mercedes. På vej gennem Dakar slingrer bilen imellem hestevogne, proppede busser og farverige markeder.

Men så går den islamiske bøn i gang. 

Alle stopper for at bede – også på vejene. Den sorte bil forsøger at dytte sig gennem folkemængden, men må til sidst opgive. Og her holder så en spritny Mercedes, et symbol på velstand og Vesten, på en støvet vej omringet af kulørte tæpper, hvorpå folk udøver bønnens ritualer.

Der klippes skiftevis mellem Tall, der sidder i den airconditionfyldte bil domineret af grå nuancer, og den vilde, farvestrålende gade.

I denne scene formår Philip Godeau og fotografen Jean-Marc Fabre at fortælle filmisk. Her er en mand, der er fremmed i forhold til sine egne rødder. Og her bliver det for alvor tydeligt for Tall.

Han er, som han senere får at vide, en Bounty-bar: sort udenpå, men hvid indeni.

Desværre er resten af Yao en noget flad omgang, der sjældent rigtigt formår at sætte gang i lattermusklerne eller tårekanalerne.

Den lille, selvsikre Yao (Lionel Louis Basse) begiver sig mod Senegals hovedstad, Dakar, fra sin afsidesliggende landsby nordpå. Det er en lang og besværlig rejse, men når ens helt kommer til landet, må man jo af sted.

Seydou Tall er nemlig taget tilbage til hjemlandet fra Frankrig for at promovere sin nye bog.

Han skal tage turen med min seksårige søn, Nathan, der bor hos ekskonen. Men på afrejsedagen har sønnen fået mellemørebetændelse – ifølge ekskonen – og må derfor ikke tage af sted.

Til stor skuffelse for Tall.

I Dakar møder de to hovedpersoner hinanden. Og da Tall opdager, at Yao er alene og langt hjemmefra, beslutter han sig for at tage drengen under sine vinger og følge ham hjem.

Det bliver startskuddet til en personlig rejse, hvor Tall møder en spændende og eksotisk kvinde, forstår, hvad det vil sige at være far og bliver klogere på sit hjemland, sit ophav og ikke mindst sig selv.

Yao tegner et befriende portræt af Afrika uden lidelsesporno og fascineret, vestlig svælgen i fattigdom. Vi møder almindelige mennesker, der går på arbejde, i skole, handler ind, spiser og holder fester.

Lille Yao bruger heller ikke Tall til at komme til Vesten. Han er glad for den verden og den lille landsby, han lever i.

Filmens problem er dog, at eventyret snegler sig ad sted i et monotont landevejstempo, der kun indimellem afbrydes af en sjov replik eller et rørende øjeblik.

Båndet mellem Tall og Yao – eller Talls svære forhold til sin ekskone og elskede barn – bliver heller aldrig overbevisende nok til, at man føler, relationerne slår gnister.

Det er imidlertid ikke svært at blive glad, når Omar Sy slår smilet helt op. Den mand er propfyldt med charme og en ofte underspillet humor med sine naturlige og ærlige reaktioner. Der er liv i ham.

Men han kommer ikke til sin ret på samme måde, som han gør i gennembrudsfilmen De urørlige, hvor han som usleben gadedreng træder ind i en fin verden og bliver hjælper for en rig, parisisk mand.

De urørlige viser, hvordan ægte feel good veksler mellem alvorligt drama og sjov komedie og leverer en slutning, vi alle kan holde af.

Philip Godeau nøjes med at servere nogle søde og sympatiske mennesker. Det smager godt, men det er ikke nok.