You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Det har alle dage været god forretning at holde pengene i familien.

Så det var nærmest uundgåeligt, at Adam Sandler en dag ville køre sine døtre i stilling som stjernerne i sit filmselskab, Happy Madison, når han blev for gammel til at stå i spidsen for film fyldt med pruttehumor.

I You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah – en filmatisering af Fiona Rose-blooms bog af samme navn – læner han sig tilbage i rollen som pinlig far til trettenårige Stacy Friedmann, spillet af Sunny Sandler.

Sandy er en kynisk, selvcentreret unge, der ikke ønsker andet end at bruge så mange af sine forældres penge på Bat Mitzvah – jødisk konfirmation for piger – som muligt.

Altså en ganske almindelig trettenårig.

Hendes storesøster Ronnie spilles af den virkelige storesøster Sadie Sandler, men forvirrende nok spilles moren ikke af hendes virkelige mor, men af musicalskuespilleren Idina Menzel.

Hendes rigtige mor, Jackie Sandler, spiller derimod rollen som mor til hendes bedste veninde, Lydia. Adam Sandler har altså realitetssans nok til at indse, at Menzel er en større stjerne end hans kone.

Men når man først har regnet ud, hvem der er i familie med hvem i filmen og i virkeligheden, folder Friedman-familien sig ud som en ganske almindelig, jødisk californisk familie.

Efter et kvarter er ingen blevet pruttet i hovedet eller kastreret af en øgle, hvilket er uvant for Happy Madison-produktioner. Men selv om humoren er skruet ned – faktisk så langt, den i passager bliver småkedelig – giver den uventede ro plads til en effektiv skildring af livet som ung teenager.

De fleste teenagefilm foregår i high school, men forfriskende er You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah umiskendeligt en film om pre-teens.

Tretten år er på mange måder en ubrugelig alder for både virkelighedens store børn og Stacy. Hun er for gammel til barndommens ukomplicerede lege, men for ung til rusmidler og de seksuelle oplevelser, der venter rundt om hjørnet.

Ikke mindst fordi piger i den alder næsten altid er længder foran drengene. Den lækre dreng i klassen, Andy, er et barn med stort b, der ikke kan koncentrere sig i mere end fem sekunder, og hvis testikler sandsynligvis stadig er på vej ned.

Alligevel kommer kampen om hans gunst i vejen for venskabet med Lydia og de massive Bat Mitzvah-forberedelser, de har lavet sammen.

Man sympatiserer virkelig med forældrene, der må lægge pung og smilende ansigt til latterligt dyre temafester. Som Adam Sandlers Danny bemærker, var temaet i gamle dage bare ”at være jødisk”.

Men fester og status betyder alt, og midt i planlægningen får Lydia mast sig ind hos Andy såvel som den populære pigeklike.

Meget godt set er de seje piger i en californisk mellemskole i dag selvfølgelig de mest tilbagelænede og queer i klassen – dem, der i 90’erne ville være taberne. De beroliger Lydia: ”Nogle af os er også hetero.”

Efter Lydias brutale, men forståelige forræderi, indleder Stacy en hævnkampagne så modbydelig, at man gisper efter vejret. Aktionerne på sociale medier og i skolegården viser begge piger som så forfærdelige mennesker, at man næsten mister al empati med dem.

Lige indtil man husker, at det er sådan, de fleste trettenårige er. Og at deres grundlæggende ondskab skyldes den lige så grundlæggende smerte, der hører med til langsomt at åbne øjnene for voksenverdenen.

Den unge Sunny Sanders falder igennem, når mere dybtfølte replikker kræves af hende, men som ureflekteret, selvcentreret teenager med konstant åben mund og forvirrede øjne er hun fremragende.

Man kan altid øjne tvivl og skam bag den indignerede snothvalpefacade.

Der er en håndfuld klamme jokes om menstruation og skedeprutter undervejs, og handlingen er mildest talt forudsigelig.

Alligevel er filmen længere fra typisk Happy Madison end indiehittet Eighth Grade, som på lignende vis tvinger publikum tilbage i en trettenårigs kløende og ulykkelige krop.