The Young Pope – afsnit 1

Det må være nyeres tids mest svulstige og betagende start på en serie.

Ud af en enorm bunke af døde – og få gispende – babyer kravler den nye pave Pius (Jude Law) besværet. Så er han i et soveværelse, hvor radioen skratter. Mislydende samler sig til elektronisk underlægningsmusik, som følger paven, mens han går ud til en henrykt Petersplads.

Han når lige at tænke på bryster, før han modtager folkets jubel, og skyerne går fra solen. I en entusiastisk tale nævner han onani og abort, før han abrupt afbrydes.

Det på en gang elegante og pompøse scenarie var bare en drøm.

Men det var ikke et mareridt. Amerikaneren Lenny Belardo er blevet valgt som pave Pius, og i søvne har han nu oplevet, hvordan den nye magt vejer tungere end den konservative katolicismes traditioner.

The Young Pope er skabt af italienske Paolo Sorrentino, der har en enestående evne til at kreere svulstige billeder, som var de komponeret af barokkens malere.

Den store skønhed og Youth tematiserer forgængelighed i mageløst smukke omgivelser, og Sorrentinos faste fotograf Luca Bigazzis kirurgisk præcise kamerabevægelser dvæler ved det skønne, som de aldrende, apatiske mænd ikke længere ser.

Og så er Sorrentino stærk optaget af magt. Il Divo handler om virkelighedens undselige mafioso-politiker Giulio Andreotti, mens en film om den festglade svindler Silvio Berlusconi er i støbeskeen.

The Young Pope vælger at portrættere Vatikanet som en højborg for politisk magtspil, hvor rygter cirkulerer i højt tempo, og rænkesmede gemmer sig i katakomberne og sakristierne.

Lenny Belardo er 47 år og altså atypisk ung, da han bliver til pave Pius.

Men det er ikke nervøsitet, der præger Pius på hans første arbejdsdag efter drømmen. Det enorme hold af tjenere har forberedt et grandiost morgenmåltid, og de forsøger at skabe en venskabelig stemning. Pius gider ikke, at de skvadrer. Han vil have formelle forhold – ikke venskabelige. Og så tjener de i øvrigt ham fra nu af – ikke Gud.

Jude Law ligner altid en kølig og dannet gentleman. Her tilføjes hans kultiverede ydre et maliciøst sind og evigt kalkulerende øjne, og briten gestalter overbevisende den målrettede, skumle amerikaner. Chancerne er små, men skulle nogen vælge at filmatisere Dansk Folkepartis EU-fiksfakserier, vil Law unægtelig være en god Morten Messerschmidt.

Første afsnit afslører, at det var kardinalen Voiello (Silvio Orlando), der med list fik overbevist konklavet om at udpege Lenny som pave. Han håbede, at en ung pave med et medievenligt ansigt ville være en marionetdukke, som den snu ræd kunne styre.

Men han tog fejl.

Sorrentino har aldrig dyrket det subtile, og allerede ved første møde mellem Pius og Voiello er der åbenlys krig. Pius tænder en smøg.

Man må ikke ryge i pavepaladset, får Voiello forfærdet forklaret. Det har de tidligere paver bestemt!

”There is a new pope now,” siger Pius stoisk som i en western, og kort efter cementeres sejren i et closeup af pavens hånd, der palperer den rygende cigaret.

Andre vigtige karakterer præsenteres.

Pius’ tidligere mentor, kardinal Spencer (James Cromwell), har det tilsyneladende vanskeligt med valget af sin protegé som pave. Et flashback viser, at Lenny er opvokset på et børnehjem blandt nonner, og en af nonnerne fra dengang, søster Mary (Diane Keaton), flyves til Vatikanet. For en krigerisk pave har selvfølgelig brug for allierede.

Sorrentino kommer eminent ud af starthullerne, og endnu engang byder samarbejdet med Luca Bigazzi på forførende, let duvende bevægelser rundt i Vatikanets intrikate labyrinter.

Og heldigvis er der også masser af humor i det højstemte univers.

Der er ikke meget porno i pavens gemakker, så når fromme Voiello skal opleve liderlighedens glæder, stirrer han gerontofilt på den 25.000 år gamle statue Venus af Willendorf – Vatikanstatens eneste blottede vagina.