Boganmeldelse
10. maj 2013
Zentropia
Peter Aalbæk Jensens koleriske temperament og perfide julelege kommer for en dag i Zentropia, der dog ikke bringer meget nyt til fadet. Foto | Peter Hove Olesen

Zentropia

De mest kontroversielle ting berøres ikke i overfladisk Zentropa-bog, der udstiller Peter Aalbæk Jensen som chefen fra Helvede.

Af Nikolaj Mangurten Rubin

Gyldendal har udsendt en bog om filmselskabet Zentropa. Det kan man ikke betænke dem i, da Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensens selskab (og alle deres under-, søster- og datterselskaber) i den grad har sat sit præg på dansk film de sidste tyve år. Men hvorfor forlaget har valgt at gøre det med journalist Anne Mette Lundtoftes meget, meget lange avisagtige featureartikel, er lidt af en gåde.

Det fremgår, at bogen er blevet til gennem en periode på flere år, og den består af reportagelignende nedslag i Zentropas historie samt interviews med tidligere medarbejdere og en selvrosende festtale af Aalbæk.

Her er intet nyt for læsere, der har bare et perifert kendskab til det danske filmmiljø. Vi får oprullet historien om, hvordan geniale kunstner-Lars og fandenivoldske penge-Peter fandt sammen og bankede et succesfuldt lille filmselskab op i Ryesgade på Østerbro. Og hvordan de flyttede forretningen til Avedøre og havde nogle fede år for så at opleve krise, ballade, medarbejderflugt, dårlig presse og et knæfald for de principper, som selskabet oprindelig gjorde oprør imod. Engang var Zentropa en stor fuckfinger til den markedsdominerende gigant Nordisk Film – i dag er Zentropa halvt ejet af Nordisk Film og ligner mest gigantens skødehund.

Gennemgående for alle anekdoterne og historierne i bogen er, at Peter Aalbæk Jensen fremstår som en utålelig, magtsyg stodder, simpelthen chefen fra Helvede. Og en type, som alligevel formår at charmere sig igennem de værste uhyrligheder – indtil et vist punkt, hvor de stærkeste og dygtigste af hans ansatte og samarbejdspartnere til sidst ikke gider bruge energi på at rummehans perfide julelege og koleriske temperament.

Bogen fortæller således både om instruktører, producere, sekretærer og gratis-arbejdere (de såkaldte småtter), som får nok af Aalbæks ydmygelser og konstante indblanden og skrider fra foretagendet. Det antydes endda i bogen, at Lars von Triers (offentligt kendte og intenst mediedækkede) depressioner måske også skyldes den umanerligt dårlige stemning, som Aalbæk formår at sprede omkring sig.

Nogle af de mest kontroversielle ting omkring Zentropa berøres slet ikke i bogen. Her er ingen indsigt i selskabets cash flow – og de utallige selskaber i selskabet – som ikke desto mindre siden Zentropas tidlige år har været genstand for forbløffelse og undren fra udenforstående. Kun den tidligere offentliggjorte historie fra instruktør Anders Rønnow Klarlund om det følelsesmæssigt opkørte salg af medarbejderaktier er med. Et salg, der viste sig at være en ekstremt dårlig forretning for de fleste andre aktionærer end Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen, der gav sig selv en bonus på i alt tyve millioner kroner.

Historien om Aalbæk Jensens raseri mod nærværende magasin er ikke med, hvilket måske godt kan forsvares. Men hvorfor hører vi ikke noget om, hvordan Ålen i næsten to årtier har kunnet sno den samlede danske presse om sin lillefinger?

Og endelig en sidste anke: Bogen forsøger at tegne et portræt af en særegen virksomhed og en unik virksomhedskultur. Men vi når ikke ind til kernen i denne kultur, selvom den både omtales som sekt-lignende og tydeligvis er så dragende, at unge mennesker står i kø for at arbejde der gratis og får firmaets logo tatoveret på kroppen (hvilket åbenbart kan udløse en tur til filmfestivalen i Cannes).

Filmene omtales kun yderst sporadisk, til trods for at det er dem, hvorom alting drejer i historien om Zentropa: intrigerne, magtkampene, avisoverskrifterne, konflikterne, abefesterne og succeserne. Tilbage står en letlæst, overfladisk historie om det lille kreative og ambitiøse firma, som blev en fed og arrogant kæmpe og nu lider af en opslidende identitetskrise.

Land:
Danmark

År:
2013

Forfatter:
Anne Mette Lundtofte

Forlag:
Gyldendal

Omfang:
214 sider

Vejledende pris:
249,95 kr.

Udgivelse:
Udkommer 10. maj 2013

Relevante artikler

Essay
11. feb. 2013
Hvad skal vi med artfilm?
Farvel til filmen

Farvel til filmen

Nyhed
14. sep. 2012
Zentropa truer med at boykotte Ekko

Zentropa truer med at boykotte Ekko

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. okt. 2016
Klanen

Klanen

Biografanmeldelse
01. dec. 2015
Louder Than Bombs

Louder Than Bombs

Biografanmeldelse
25. juni 2015
Bridgend

Bridgend

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!