Zentropia

Gyldendal har udsendt en bog om filmselskabet Zentropa. Det kan man ikke betænke dem i, da Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensens selskab (og alle deres under-, søster- og datterselskaber) i den grad har sat sit præg på dansk film de sidste tyve år. Men hvorfor forlaget har valgt at gøre det med journalist Anne Mette Lundtoftes meget, meget lange avisagtige featureartikel, er lidt af en gåde.

Det fremgår, at bogen er blevet til gennem en periode på flere år, og den består af reportagelignende nedslag i Zentropas historie samt interviews med tidligere medarbejdere og en selvrosende festtale af Aalbæk.

Her er intet nyt for læsere, der har bare et perifert kendskab til det danske filmmiljø. Vi får oprullet historien om, hvordan geniale kunstner-Lars og fandenivoldske penge-Peter fandt sammen og bankede et succesfuldt lille filmselskab op i Ryesgade på Østerbro. Og hvordan de flyttede forretningen til Avedøre og havde nogle fede år for så at opleve krise, ballade, medarbejderflugt, dårlig presse og et knæfald for de principper, som selskabet oprindelig gjorde oprør imod. Engang var Zentropa en stor fuckfinger til den markedsdominerende gigant Nordisk Film – i dag er Zentropa halvt ejet af Nordisk Film og ligner mest gigantens skødehund.

Gennemgående for alle anekdoterne og historierne i bogen er, at Peter Aalbæk Jensen fremstår som en utålelig, magtsyg stodder, simpelthen chefen fra Helvede. Og en type, som alligevel formår at charmere sig igennem de værste uhyrligheder – indtil et vist punkt, hvor de stærkeste og dygtigste af hans ansatte og samarbejdspartnere til sidst ikke gider bruge energi på at rummehans perfide julelege og koleriske temperament.

Bogen fortæller således både om instruktører, producere, sekretærer og gratis-arbejdere (de såkaldte småtter), som får nok af Aalbæks ydmygelser og konstante indblanden og skrider fra foretagendet. Det antydes endda i bogen, at Lars von Triers (offentligt kendte og intenst mediedækkede) depressioner måske også skyldes den umanerligt dårlige stemning, som Aalbæk formår at sprede omkring sig.

Nogle af de mest kontroversielle ting omkring Zentropa berøres slet ikke i bogen. Her er ingen indsigt i selskabets cash flow – og de utallige selskaber i selskabet – som ikke desto mindre siden Zentropas tidlige år har været genstand for forbløffelse og undren fra udenforstående. Kun den tidligere offentliggjorte historie fra instruktør Anders Rønnow Klarlund om det følelsesmæssigt opkørte salg af medarbejderaktier er med. Et salg, der viste sig at være en ekstremt dårlig forretning for de fleste andre aktionærer end Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen, der gav sig selv en bonus på i alt tyve millioner kroner.

Historien om Aalbæk Jensens raseri mod nærværende magasin er ikke med, hvilket måske godt kan forsvares. Men hvorfor hører vi ikke noget om, hvordan Ålen i næsten to årtier har kunnet sno den samlede danske presse om sin lillefinger?

Og endelig en sidste anke: Bogen forsøger at tegne et portræt af en særegen virksomhed og en unik virksomhedskultur. Men vi når ikke ind til kernen i denne kultur, selvom den både omtales som sekt-lignende og tydeligvis er så dragende, at unge mennesker står i kø for at arbejde der gratis og får firmaets logo tatoveret på kroppen (hvilket åbenbart kan udløse en tur til filmfestivalen i Cannes).

Filmene omtales kun yderst sporadisk, til trods for at det er dem, hvorom alting drejer i historien om Zentropa: intrigerne, magtkampene, avisoverskrifterne, konflikterne, abefesterne og succeserne. Tilbage står en letlæst, overfladisk historie om det lille kreative og ambitiøse firma, som blev en fed og arrogant kæmpe og nu lider af en opslidende identitetskrise.