Zidane: A 21st Century Portrait

Fra første spark til sidste fløjt. 

Så længe følger man den franske fodboldspiller Zinedine Zidane i en kamp for spanske Real Madrid mod ligakonkurrenterne fra Villarreal den 23. april 2005. 

Det er ikke hvilken som helst spiller, som instruktørerne Douglas Gordon og Phillipe Parreno i deres filmværk fikserer deres sytten, synkroniserede kameraer på i løbet af de 90 minutter plus tillægstid. 

Det er en af tidernes bedste. 

Personligt glemmer jeg aldrig, hvordan Zizou – som han også bliver kaldt – fra midten af banen på elegant vis orkestrerede Madrids spil med galacticos som Luís Figo, David Beckham, Ronaldo og Raul ved sin side. 

I en alder af tretten år forstod jeg, hvor smukt fodbold kan spilles. 

Det er en hypnotiserende oplevelse at betragte Zidanes bevægelser med og uden bold. Hans afleveringer. Eller sveden, der drypper ned fra hans pande. 

Vi præsenteres næsten ikke for andet end Zidanes gøren og laden i filmen. Selv om man kan høre støjen fra de knap 80.000 tilskuere, er man uden reel fornemmelse af, hvordan kampen forløber. 

Det er et studie af et menneske. Og det lykkes for filmskaberne at vise en splittet karakter, der rummer en stoisk ro og samtidig har et iltert temperament som en gadedreng fra en fransk forstad. 

Zidane: A 21st Century Portrait fra 2006 kan lige nu opleves i museet Louisianas smukke have nord for København. På en græsplæne med udsigt over Øresund kører filmen på en storskærm i loop, der både kan overværes i sin helhed og i sekvenser. 

Portrættet, som i virkeligheden er en kunstinstallation, kan næppe opleves på en bedre måde. Det skulle da lige være, hvis den kunne blive vist på Reals hjemmebane Santiago Bernabéu – Madrids sande katedral. 

Han suger bolden til sig, sender den videre med indersiden, foretager et løb og dirigerer med sine holdkammerater, mens billederne akkompagneres af Mogwais melankolske postrock og hovedpersonens tanker om barndommen og ikke mindst livets spil: fodbold. 

Fodbold er et holdspil, der udgøres af individer. I dette portræt forstår man betydningen af en spiller som Zidane. 

På et tidspunkt modtager han bolden i venstre side af banen. Køligt tæmmer han den med indersiden. Marcos Senna, en Villarreal-spiller, nærmer sig ham, men med et temposkift passerer Zidane ham. I målfeltet snyder han to forsvarsspillere ved at trække ind i feltet for siden at lave step-over-finten for så ved baglinjen på elegant vis at sende bolden til bageste stolpe, hvor Ronaldo nemt kan heade den ind. 

”Gol, gol, gol, gol,” skriger kommentatoren, og jublen breder sig blandt publikum. Et magisk øjeblik. 

Det er ikke første gang, at filmskabere på denne måde sætter sportsudøvere under lup. 

I Football as Never Before fra 1976 stiller den tyske filmskaber Hellmuth Costard skarpt på en af datidens stjerner, George Best, i løbet af en hel fodboldkamp. 

Inden for tennisverdenen udførte franske Julien Faraut noget lignende under French Open i 1986, hvor han lod en række kameraer følge hver en bevægelse fra den temperamentsfulde tennisstjerne John McEnroe i John McEnroe: In the Realm of Perfection. 

Det er dybt fascinerende at få et så intenst indblik i sportslige genier som Best, McEnroe og Zidane. 

Profetisk slutter Zidane: A 21st Century Portrait, som spillerens egen karriere sluttede: Zidane ser rødt! 

I 2006 spillede Zidane sin sidste kamp på professionelt plan i VM-finalen for Frankrig mod Italien. Efter at have spillet en sublim slutrunde gik han pludselig amok og stangede Italiens Materazzi direkte i brystkassen med sit hoved. 

Elegantieren blev på et splitsekund forvandlet til en gadedreng og sendt tidligt i bad. Det samme sker i kampen mod Villarreal efter en batalje med en modspiller. 

Zidane: A 21st Century Portrait er et mesterligt portræt, som viser, at der bag fodboldunikummets kølige fremtoning rumsterer stærke drifter.