1864 er et militærhistorisk epos

”Det er lidt ligesom med Titanic. Vi går om bord på et skib. Der sker en masse i kahytterne, og vi ved alle sammen, at vi skal ramme et isbjerg.”

Med de ord indledte instruktør Ole Bornedal dagens pressevisning af DR’s historiske drama, 1864, der har været imødeset af den danske presse med stor spænding.

1864 er ikke bare den dyreste tv-serie, der nogensinde er produceret i Danmark. Den handler også om det forsmædelige nederlag ved Dybbøl, der i historiebøgerne udnævnes til et vendepunkt for Danmark og danskernes selvforståelse.

Vi rammer dog ikke isbjerget i denne omgang, da det kun er de to første afsnit, der bliver vist.

Men isbjerget viste sig måske fra en uventet kant, da biograflærredet gik i sort hele tre gange, inden arrangørerne til dagens pressevisning i Empire Bio flyttede den spændte samling af journalister ind i en anden sal.

Begejstret historiker
1864 er længe før, nogen overhovedet har set den, blevet beskyldt for at være historisk ukorrekt.

Spørgsmålet er, om Ole Bornedal har været lidt for ivrig efter at fortolke den historiske begivenhed i det gode dramas tjeneste?

Vi har taget en historiker med i biografen for at bedømme de indledende to afsnit fra et historisk perspektiv.

”Den var spændende og velfortalt – og viser meget præcist, hvordan livet var for de almindelige mennesker ude på landet. Samtidig er man i det store hele tro mod historien,” siger Lars Hovbakke Sørensen, der er lektor ved Aarhus Universitet og har beskæftiget sig indgående med 1864-krigen.

Menneskeligt drama og storpolitisk spil
I 1864 følger vi to parallelle historier – én, der foregår i nutidens Danmark, og én i årene omkring 1864-krigen.

Claudia slækker sårene efter at have mistet sin bror i Afghanistan i det nye årtusinde. Hun finder ved et tilfælde en dagbog skrevet af Inge, som levede i årene omkring slaget ved Dybbøl.

Gennem dagbogen erfarer vi, at Inge er nært knyttet til to brødre – den intellektuelle og følsomme Peter og den vilde og stærke Laust – som knokler i markerne for den lokale baron.

Det er gennem de tre venner, det menneskelige drama udspiller sig, mens det storpolitiske spil omkring krigen tegnes af politikerne og i særdeleshed konseilspræsidenten (tidligere statsminister) D.G. Monrad spillet af Nicolas Bro.

De to brødre melder sig til hæren og drager snart i krig. Krigen fremstilles som resultatet af politikernes og ikke mindst Monrads hovmod over for overmagten Preussen (Tyskland). Her mener historikeren, at serien bliver lidt for ensidig.

Det danske hovmod
”Monrad er en smule karikeret, selvom der godt kan findes beviser i historiebøgerne på, at han kæmpede med psyken,” siger Lars Hovbakke Sørensen.

I 1864 er Monrad besat af tanken om et forenet kongerige. Derfor knytter han i seriens begyndelse Slesvig til Danmark ved den såkaldte November-forfatning, der skulle blive fatal for Danmark.

”Det er uomtvisteligt, at gennemførelsen af November-forfatningen anført af Monrad og de andre politikere er den direkte anledning til krigen, fordi Bismarck (senere tysk rigskansler) læser den som en krigserklæring,” siger Lars Hovbakke Sørensen og fortsætter:

”Men spørgsmålet er, om krigen ikke var kommet alligevel, og om November-forfatningen ikke blot dækker for nogle dybereliggende årsager. Jeg kunne godt efterlyse, at man vendte blikket lidt mere udad og inddrog et mere europæisk perspektiv.”

Mangler et europæisk perspektiv
Forinden 1864-krigen havde Danmark netop trukket sig sejrrigt ud af en krig mod Preussen, men det var med hjælp fra Ruslands beskyttende hånd, idet de tvang Preussen ud af krigen.

I mellemtiden var Rusland blevet svækket i en hel tredje krig – Krim-krigen – og havde derfor trukket sig ud af store dele af Europa. Derfor stod Danmark pludselig i en helt ny situation,

”Rusland er ikke længere en betydningsfuld stormagt i Europa, og derfor har Preussen frit spil. Så hvis ikke Bismarck havde brugt November-forfatningen som anledning, så havde han nok fundet en anden. Krigen er altså ikke kun resultatet af dansk overmod,” forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Et militærhistorisk fokus
1864 er baseret på historikeren Tom Buk-Swientys bog Slagtebænk Dybbøl, og Ole Bornedal har da også haft selvsamme tilknyttet som historisk konsulent for at holde serien i historiske tøjler.

Netop det valg har ifølge Lars Hovbakke Sørensen været med til at trække serien i retning af én bestemt fremstilling af krigen. For som han siger, så har historikerne jo også hver deres fortolkning af begivenhederne.

”Slagtebænk Dybbøl har et meget militærhistorisk perspektiv. Men en vigtig del af forklaringen er også den gryende nationalisme, der florerede i Danmark og resten af Europa,” forklarer han.

”Fordi folk flyttede mod byerne skabte det en stærk fornemmelse for fællesskab. Og det er blandt andet på baggrund af den, at det stærke ønske om et forenet Danmark opstår. Den del af historien er slet ikke til stede i 1864.”

Dagbogens perspektiv
Måske netop for at gardere sig mod historienørderne har Ole Bornedal valgt at fortælle historien via Inges dagbog. Dette greb retfærdiggør et perspektiv, der ikke interesserer sig synderligt for den storpolitiske situation.

For Inge ved ikke, hvad der foregår i det store Europa, men har omvendt en velbegrundet modvilje mod den politiske elite.

Og Lars Hovbakke Sørensen gør sig da heller ikke nogen forestillinger om, at Bornedal kan forklare alle krigens aspekter på otte timer, hvis det også skal være lidt spændende.

”Det er jo klart, at man i en tv-serie på otte afsnit ikke kan fortælle alle aspekter af den her krig. Jeg synes først og fremmest, at det er fantastisk, at så vigtig en historie kommer ud til så mange mennesker,” siger han.

Ekko vil med Lars Hovbakke Sørensen følge op på de kommende afsnit og løbende vurdere 1864’s historiske præcision, når isbjerget langsomt rykker tættere på.