Artikler

Brian Mikkelsen, Mogens Rubinstein og syv andre film- og kulturpersoner skriver om det filmmord, der har gjort størst indtryk.

De onde ler, og de gode græder, hedder en gammel, temmelig fatal talemåde, som mere end antyder, hvorfor det onde har nemmere ved at rekruttere disciple end det gode. Det er simpelthen sjovere at være ond ...

Mord på film har regler, dramaturgi og æstetik — og det giver os lov til at lege både offer og drabsmand. Vi ser nærmere på mordscenens teori. 

Christian Jungersens roman Undtagelsen, der har fået De Gyldne Laurbær 2005 og er solgt til oversættelse i elleve lande, handler om ondskabens verden, både i det store og i det små. Og filmselskaberne står i kø for at erhverve filmrettighederne.

Den franske Cannes-vinder Klassen skildrer dynamikken i en skoleklasse med deres lærer. Vi taler med instruktøren Laurent Cantet om arbejdet med filmens unge amatørskuespillere.

Skurken er min helt. De saftigste skurke overgår langt heltene, måske fordi de trods alt afspejler det ægte menneske og ikke det golde ideal. Jakob Stegelmann om populær-kulturens skurke — fra 1930'ernes føljetonfilm til nutidens Star Wars. 

I anledning af Hitler-filmen Der Untergang, som kan ses i biografen, reflekterer filosoffen Peter Tudvad over ondskaben i Det Tredje Rige, der gennemførte et folkedrab af uhyrlige dimensioner.

Overcoming er en af dansk dokumentarfilms største satsninger nogensinde - et menneskeligt og mytologisk drama omkring Bjarne Riis og hans team CSC før og under sidste års Tour de France. Vi har talt med instruktøren Tómas Gislason, der har brugt krigsfilmen som dramaturgisk model.

I Danmark er man enten journalist eller filmkunstner. Men hvad nu, hvis man ikke trives i nogen af rollerne? Anders Østergaard, der skabte Tintin og mig og er i gang med en dokumentar om Gasolin, bekender kulør.

"Han digter med dokumentaren," lød begrundelsen, da Max Kestner for nylig fik Dreyer-prisen. Vi taler med instruktøren om hans barokke selvportræt Rejsen på ophavet, dvd-gaven i dette nummer, og bagefter skriver Max Kestner om forholdet mellem film og virkelighed.

”Jeg instruerer dokumentarfilm. Det er det, jeg gør. Jeg arbejder i en verden, hvor mange ser skævt til folk, der omgås sandheden, som om den var deres egen. Men sådan én er jeg. Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min.”

Dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen var i 2003 med til at sætte den politiske journalistiks dagsorden med den kontroversielle film Fogh bag facaden. Nu har han gjort det igen med Lykketoft finale, der blev optaget uden hovedpersonens formelle tilsagn.

Seriene, der rystede nationen sammen

Hvis der er moderne kulturprodukter, der har formået at samle befolkningen i en oplevelse af national identitet, så er det Matador og Krøniken. Sociologen Henrik Dahl ser på serierne som Danmarkshistorie

Krimien har traditioner i dansk tv-fiktion fra Panduros første serier frem til Rejseholdet og Ørnen. Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle tager genren op til et kritisk eftersyn.

Ole Bornedals Charlot og Charlotte var banebrydende dansk tv-fiktion i 1996, en fabulerende fortælling, hvor livlig samtidssatire og ironisk mediebevidsthed mødes. Gunhild Agger analyserer.