Artikler

Den klassiske ungdomsfilm har det svært. I dag er det genrefilmen, der dominerer filmudbuddet til de unge, men mange genrefilm er i virkeligheden ”forklædte” ungdomsfilm.

Vi går i biografen for at blive underholdt, for at få en behagelig oplevelse. Men når vi ser en horrorfilm, udsætter vi os frivilligt for angstfremkaldende begivenheder, som vi i den virkelige verden vil gøre alt for at undgå. Vi finder nydelse i frygten.

Lone Scherfigs nye film er en aktuel anledning til at huske på, at der også kan laves stor kunst, som spreder glæde og får det bedste frem i os. Det er en lille livsklog komedie, som vokser sig stor, fordi den stråler af ægthed og menneskelighed.

Dennis Hopper er døende. Med ham mister vi ikke blot én af de største skuespillere, men også et ikon, der bærer Vestens nyere historie i sig – fra 50’ernes opblomstring over 70’ernes syndefald til i dag, hvor storheden står for fald.

Filosoffen Slavoj Žižek ser filmen som den mest perverterede kunstart. I dokumentaren The Pervert’s Guide to Cinema, udgivet med Ekko #44, viser han, hvordan film udtrykker vores inderste fantasier.

Ideologien lever i bedste velgående i vores post-ideologiske verden, mener filosoffen Slavoj Žižek. I dette spritnye essay, der er udviklet i samarbejde med Ekko, går han i clinch med Amerikas ideologiske frontlinje: Hollywood.

På film inkarnerede han den frådende gangster, men i virkeligheden var han mere til sang og dans. Vi tegner et portræt af skuespillerlegenden James Cagney (1899-1986), som har været forbillede for Marlon Brando, Robert De Niro og Sean Penn.

Ti år efter Nimbus Film indtog verden med Festen og Mifunes sidste sang, stod de over for kæmpegæld og massiv fyringsrunde. Historien om Nimbus er historien om klassens duks, der svigtede sine værdier og nu vil genoplive dem ved at være filmbranchens frække dreng.

Animationsgenren er i rivende udvikling og giver nogle helt andre udtryksmuligheder end almindelige spillefilm. Men hvordan griber man en analyse af animationsfilm an, og hvilke virkemidler skal man især lægge mærke til, når det gælder tegnefilm?

”Scenen” er en undergrundsverden, som skaffer kopier af film, før de kommer på gaden. Filmbranchens topfolk taler om organiseret kriminalitet og den største trussel mod filmindustrien. Selv opfatter bagmændene sig som konkurrencemennesker med moral. Vi giver et indblik i et miljø, de færreste kender eksistensen af.

Med Det hvide bånd har Michael Haneke skabt en syndefalds-fortælling af episke dimensioner. Om vold, fanatisme, misundelse – og børn, der ikke er så uskyldige, som vi helst vil tro.

Takeshi Kitano konkurrerer om Guldpalmen på Cannes-festivalen i maj. En af japanerens største danske fans, forfatteren Knud Romer, har genset mesterværket Hana-bi. Her er hans hyldest til Kitano og zen-buddhistisk ultravold.

Joaquin Phoenix tog fusen på alt og alle, da han pludselig sprang ud som rapmusiker med langt skæg, uredt hår og Ray­Bans. Men filmen om hans deroute, I’m Still Here, rejser spørgsmålet, om det er sjovt, når en mockumentary vil tages seriøst.

Thailandske Apichatpong Weerasethakul overraskede alle, da han vandt hovedprisen på årets filmfestival i Cannes med sin fortælling om sjælevandring og den aldrende Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv. Instruktøren laver film, der fremmaner hjemlandets glemte spøgelser, og som overskrider al logik. Og så vil han helst kaldes Joe.

Instruktører taler sjældent om deres inspirationskilder. Men internt i branchen eksisterer et obskurt fænomen – moodfilm – hvor alle kort lægges på bordet, når den geniale idé skal sælges.

Hvis Flemming Rose og Kurt Westergaard har ret til deres karikaturtegninger, hvorfor har Lars von Trier så ikke ret til sine karikaturudtalelser? Frygten for at blive stemplet som antisemit er blevet en barriere for en sund debat, mener kronikøren, der kræver lighed for satireloven.