Fødselsdag
06. feb. 2024
Peter Aalbæk hylder dansk mediepioner

Bjørn Erichsen var som ung en knivskarp journalist, men det er hans pionerindsats for især filmkulturen, der gør ham til en mastodont, skriver Zentropas stifter i fødselsdagsportræt.

Foto | Bent Paulsen

Peter Aalbæk hylder dansk mediepioner

Bjørn Erichsen, der skabte Den Europæiske Filmhøjskole og DR2 samt finansierede de fire første dogme-film, er fyldt 75 år.

Af Peter Aalbæk Jensen

En mastodont – ikke i kropslig forstand, men målt på sin enestående indsats for en større sag – fyldte 75 år den 3. februar. 

Bjørn Erichsen er blevet kaldt en af DR’s røde lejesvende, men frem for alt var han essentiel for dansk film og tv-dramatiks befrielse tilbage i midten af 1990’erne. 

Inden da skabte han Den Europæiske Filmhøjskole, der åbnede i 1993.

Det var nærmest et umuligt projekt at etablere en spydspids for fælles kulturudveksling – elever og lærere fra kloden rundt – placeret i Ebeltoft i bakkerne ved det smukke Mols. 

Men som mange tossede projekter blev det til noget. Jeg besøgte dengang skolen og var målløs over hans indsats. 

Bjørn var sammen med sin skønne hustru, Lene Erichsen, skolens første forstanderpar. Og de jonglerede virtuost mellem krævende elever og store udenlandske investorer. 

Aldrig har jeg været passager i en bil, der er kørt så hurtigt og nonchalant med Bjørn bag rattet ud til flyvepladsen i Tirstrup. 

Som journalist i DR spillede Bjørn Erichsen en afgørende rolle som vært på et direkte tv-program, der i 1990 reelt fældede justitsminister Erik Ninn-Hansen i tamilsagen og førte til Schlüter-regeringens tilbagetræden tre år senere. 

I midten af 90’erne rakte Danmarks Radio igen ud efter Bjørns åbenlyse talenter. Hans rastløse energi gav hurtigt pote. Etableringen i 1996 af den ekstra kanal DR2 var hans værk. 

Og da en bande forhutlede filmfolk havde mødt muren på Det Danske Filminstitut og fået afslag på produktionsstøtte til de første fire dogme-film – Festen, Idioterne, Mifunes sidste sang og The King is Alive – trådte Bjørn til. 

Han skrev på vegne af DR med største selvfølgelighed en check ud på totalbudgettet for filmene. Han sikrede dermed dansk films guldalder og springbrættet for talenter, som vi stadig lukrerer på. 

I sin evige rastløshed drog Bjørn videre til European Broadcasting Union i Genève, hvor han gik i front for europæisk tv-samarbejde. Senest har han været dybt involveret i at etablere Ukraines public service-station Suspline, der kan levere de nyheder, som den krigsramte befolkning har mere brug for end nogensinde.

Der er mange, som skylder Bjørn Erichsen respekt. Ikke mindst den danske filmbranche.

Relevante artikler

Interview
02. feb. 2009
Tolv uforskammede tv-minutter

Tolv uforskammede tv-minutter

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!