Agnès Varda er død

En af de største kvindelige instruktører i filmhistorien er gået bort. Franske Agnès Varda døde i dag, oplyser hendes familie til The Hollywood Reporter.

Varda døde i en alder af 90 år af en kræftsygdom, men hun var aktiv til det allersidste.

I februar præsenterede hun en ny film, selvportrættet Varda par Agnès, på Berlinalen, som hun ifølge Ekkos udsendte indtog i fineste stil med sin ikoniske frisure: hvidt hår på toppen, lillafarvet krans udenom.

Og året forinden opnåede hun at blive den ældste person, der har fået en Oscar-nominering. Det var for Faces Places, hvor hun rejser rundt i den franske provins med fotografen JR.

Filmen vandt ikke, men nogle måneder forinden var hun blevet belønnet med en æres-Oscar for sit samlede værk.

Eksistentielle kompositioner
Hun blev født Arlette Varda 30. maj 1928 i Belgien af en græsk far og fransk mor.

Som attenårig ændrede hun sit navn fornavn til Agnès. Hun fik en bachelorgrad i litteratur og psykologi på universitetet Sorbonne i Paris, og bagefter studerede hun kunsthistorie og fotografi på École des Beaux-Arts.

Hun startede karrieren som fotograf og brugte ofte fotografier i sine film.

”Jeg ønskede øjeblikkeligt at lave, hvad jeg kaldte ’kompositioner’. Og det var med dem, at jeg fik det indtryk, at jeg kunne rejse spørgsmål med komposition, form og mening,” har hun sagt i et interview med Sight & Sound.

Gennembruddet
Hun debuterede med spillefilmen La Pointe-Courte i 1954, hvor hun ikke bare forener to forskellige hverdagshistorier, men også sammenbinder fiktion og dokumentar, hvilket blev kendetegnende for hendes film.

Filmen foregreb centrale værker af Francois Truffaut og Jean-Luc Godard og er grunden til, at Varda er blevet kaldt moderen af den franske nybølge.

Varda blev selv en del af bølgen med sin eksperimenterende, kalejdoskopiske stil og inspiration fra nouveau roman.

Hun brød i 1961 igennem med det sofistikerede drama Cleo fra 5 til 7, der udspiller sig, mens en ung kvinde venter på resultatet af en undersøgelse for cancer.

I 1962 giftede hun sig med instruktøren Jacques Demy (Pigen med paraplyerne), som hun var gift med indtil hans død i 1990.

Kort tid efter dødsfaldet hyldede hun ægtemanden i dramaet Jacquot de Nantes, der er baseret på Demys barndom. Filmen rummer også klip fra hans film samt private optagelser af hans sidste tid.

Ånd og varme
Agnès Varda blev anset for at være en feministisk instruktør, men hun var ikke dogmatisk. Takket være sin farverige personlighed, legesyge tilgang til filmsproget og forståelse for almindelige mennesker regnes hun i dag for en af de væsentlige, kvindelige filmskabere.

Vagabond fra 1984 bryder med det mandlige blik på kvindekroppen. Filmen handler om en kvindelig vagabonds alt for tidlige død. Hovedpersonens historie udfoldes i en fragmentarisk stil med forskellige personers perspektiver.

Varda lavede ifølge IMDb i alt 54 film, de fleste af dem dokumentarer. Et hovedværk her er Fuglen og de fattige (2000), et poetisk og filosofisk essay om værdien af affald – fra landet til storbyen.

I en alder af 88 år fik hun et overraskende hit med Faces Places, hvor hun rejser igennem det franske land sammen med fotografen JR. De tager portrætter af almindelige mennesker, som de møder på vejen, og fyldt med humor, ånd, begavelse og ømhed er filmen essensen af Agnès Vardas humanistiske filmkunst.

Hun efterlader en datter og en søn.