Ambassadøren forarger og forbløffer
Selvoptaget underholdning eller enestående dokumentarkunst?
Meningerne er mange om Mads Brüggers nye, kontroversielle dokumentarfilm Ambassadøren, hvor han køber sig til et diplomatpas og udstiller den massive korruption i Afrika.
Det gør han via skjult kamera og undercover-metoder, hvilket er blevet kritiseret. Og er det ikke moralsk forkasteligt, at Mads Brügger undervejs indgyder håb og forventninger i fattige afrikanere, som han ved, han aldrig kan indfri?
Det er der delte meninger om.
Afrika bløder
Producer Vibeke Windeløv, der har produceret film som Breaking the Waves, Elsker dig for evigt og Dogville, er forarget over filmen.
”Mads Brügger er fantastisk, men jeg synes, det er et problem, når man gør grin med en verden, der i forvejen ligger ned,” siger Vibeke Windeløv til Ekko.
”Afrika bløder nok i forvejen, og Mads Brügger afdækker ikke noget, der får Afrika til at bløde mindre. Der skal andre og meget vigtigere ting på dagsordenen. Det her er en drengeleg for Brügger.”
Selvfed underholdning
Vibeke Windeløv mener, at Mads Brügger er gået galt i byen og ikke kommer til at opnå noget som helst med sit halsbrækkende stunt.
”Filmen kommer ikke til at flytte en brik. At der findes korrupte folk i Afrika, og at diamanter og penge kan korrumpere hvem som helst, også rigtig pæne europæere, det ved vi alle. Det behøver jeg ikke at se Mads Brügger eksponere. Ambassadøren er selvfed underholdning,” mener Windeløv.
Hun stiller sig også uforstående over for, at Brügger har gamblet med sit eget og filmholdets liv for at få optagelserne i kassen.
”Det er det rene idioti. Jeg kan ikke bære tanken om, hvis folk var blevet slået ihjel for den her film,” siger Vibeke Windeløv.
Normbrydende journalistik
Niels Krause-Kjær, journalist og kommentator, ser derimod ikke noget problem i Brüggers journalistiske tilgang.
”Hvis samtlige 15.000 medlemmer af Dansk Journalistforbund opførte sig som Brügger, så ville det være et problem, men ikke når vi kun har en håndfuld eller to af hans slags. Det er forfriskende og normbrydende journalistik.”
Niels Krause-Kjær er lodret uenig med Vibeke Windeløv i, at Ambassadøren skulle være ren underholdning.
”Der er et engagement og en indignation i det arbejde, Mads Brügger laver. Han vil fortælle en historie om et korrupt system og prikke hul i dets forlorenhed. Han har arbejdet på filmen i flere år og udsat sig selv for nogle meget farlige situationer. Det tyder på et stort personligt engagement. Det gør man ikke for sjov skyld,” siger Niels Krause-Kjær og fortsætter:
”Man kunne sagtens have lavet samme historie på anden vis og henvist til en eller anden forsker på London School of Economics, som har skrevet en lang rapport om korruption i Afrika.”
”Men hvis man vil have, at det går op for folk, hvad det handler om, er man nødt til at bruge visse virkemidler. At Brügger danser rundt og leger ridefoged er en del af fortællingen.”
Tintin møder Heart of Darkness
Forfatter Knud Romer er voldsomt begejstret for Ambassadøren.
”Ambassadøren er en enestående film. Det er Tintin, som møder Heart of Darkness, som møder afslørende dokumentar. Har du set nogen film, der minder om det?”
”Som udgangspunkt bryder Ambassadøren alle regler og er enormt grænseoverskridende. At tage fordømmende briller på og tage udgangspunkt i en forargelse over en konkret grænse, som Brügger har overskredet, vil være et fejlgreb, når filmens mål er at fokusere på de her grænser,” mener Knud Romer.
”Mads Brügger sætter sig selv på spil. Som menneske, som journalist, som humanist. Han lader tilskueren selv tage stilling i stedet for at levere de her gennemtyggede sandheder, man har hørt tusind gange før, og som ingen længere gider at høre på. Nu kan du se det, blive forarget, og måske kan det få dit pis i kog.”
