Nyhed
22. aug. 2011
Ambassadøren på førende doku-festival

Ambassadøren på førende doku-festival

Mads Brüggers dokumentarfilm Ambassadøren er udtaget til verdens vigtigste dokumentarfestival i Amsterdam. Læs Brüggers dagbog fra optagelserne i nyt Ekko.
Af Claus Christensen

Han er før gået undercover - som ærkerepublikaner i Danes for Bush og kommunistisk teaterleder i Det røde kapel. I Ambassadøren går han skridtet videre og forvandler sig til en europæisk fupdiplomat på diamanthugst i Afrika.

Ambassadøren har først dansk premiere den 5. oktober, men filmen har allerede fået sin første, fornemme anerkendelse. Den er - kan Ekko oplyse - blevet udtaget til hovedkonkurrencen i verdens vigtigste dokumentarfestival, International Documentary Film Festival Amsterdam, der finder sted 16. - 27. november.

”Det er en stor ære og en vigtig anerkendelse,” siger Mads Brügger til Ekko og fortsætter:

”Min ambition har været at lave en genrebrydende film inden for kategorien ’Afrika-dokumentar’, og som sådan håber jeg, den vil blive anerkendt. Det er også - i al ubeskedenhed - mit ønske, at den vil sætte en diskussion om Afrika i gang, som rækker ud over den sædvanlige ’hvor er det synd for Afrika’-retorik.”

Ambassadøren viser, hvordan Mads Brügger med charme, selvtillid og en god portion bestikkelse bliver Liberias officielle konsul i Den Centralafrikanske Republik, et af verdens farligste lande. Her involverer han sig - som fupdiplomater i Afrika har for vane - i handlen med illegale diamanter, og for at skjule ulovlighederne starter han en tændstikfabrik med pygmæ-arbejdere!

I filmen udfordrer Brügger - som en anden Borat - tabuet om den hvide mands herredømme via et sammensurium af komiske og absurde optrin. Men han afslører også, hvordan repræsentanter fra de tidligere kolonilande fortsætter med at udbytte afrikanerne.

En af dem er diplomat-titelmægleren Colin Evans, der mildt sagt ikke er et af Guds bedste børn.

”’Kender du Bendt Bendtsen,’ spørger jeg Colin, som netop er trådt ind på kontoret. ’Yes, Bendt ... he is so great, we call him The Deer Hunter,’ svarer han og forklarer, at Bendt Bendtsen kommer til Portugal for at gå på bukkejagt med Evans-brødrene,” skriver Mads Brügger i sin dagbog fra optagelserne, som kan læses i brudstykker i det nye nummer af Ekko.

”Konstellationen af Bendt Bendtsen og Evans-brødrene er det farligste, jeg overhovedet kan forestille mig. Colin er tidligere Royal Marine Commando. En fyr som ham kan sikkert slå mig ihjel så let som ingenting. Det må komme an på en prøve,” fortsætter filminstruktøren i sin dagbog.

- Mads Brügger, du afslører nogle magtfulde mennesker i din film med skjult kamera. Er du nervøs for deres reaktion?

”Jeg er jo nødt til at forholde mig til, at jeg lægger mig ud med mennesker, som ikke nøjes med at drikke et glas vand, tælle til ti og skrive et læserbrev til Politiken, når de bliver rasende. På den anden side er det vigtigt at huske på, at den slags mennesker altid har mange andre og langt mere presserende problemer. Så jeg håber, jeg ikke bliver top of mind hos dem.”

Det nye nummer af Ekko, der også byder på en anmeldelse af Ambassadøren, er på gaden 24. august.

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!