Andrzej Wajda er død
Samvittighedens stemme i Polen var en stor europæer og en af filmhistoriens hovedskikkelser.
Det er en af filmhistoriens store skikkelser, der er gået bort. Andrzej Wajda (født 1926) hørte til den nye generation, der brød igennem i 1950’erne og skabte international opmærksomhed om polsk film.
Der var Jerzy Kawalerowicz, Andrzej Munk og Wojciech Has, men Wajda var det centrale navn, der fastholdt sin position gennem en lang karriere og over 40 film.
De tidlige film fokuserer på krigen: En generation (1955) tegner et dystert billede af unge i modstandsbevægelsen, De 63 dage (1957) fortæller den voldsomme historie om 1944-opstanden i Warszawa, hvor frihedskæmperne førte deres heroiske, men håbløse kamp fra kloakkerne.
Mesterværket Aske og diamanter (1958), der er blevet stående som et hovedværk i europæisk film, giver en dramatisk vinkel på Polens situation i døgnet, hvor freden bryder ud – en slags sandhedens øjeblik, hvor nationens fremtid står på spil.
Men filmen udmærker sig også ved sin virtuose stil, der forener det symbolladede – krucifikset, der hænger med hovedet nedad i den sønderbombede kirke – og det ekspressionistiske, en slags polsk noir, fuld af lys/skygge-effekter og magisk mise-en-scène.
Bryder gennem censuren
Aske og diamanter blev Wajdas gennembrud.
Siden kom blandt andet Det forjættede land (1975), et flot historisk epos om kapitalismes brutale fremfærd i den tidlige industrialiserings epoke.
Men det var to politisk udfordrende film, der igen for alvor markerede Wajdas position. Hvor kunstnere i de andre østlande generelt var forhindret i at nærme sig politisk kontroversielle temaer, formåede Wajda at bryde gennem censuren.
Marmormanden (1977) afslører stalinismens falske idealer, og Jernmanden (1981) kobler sig med frygtløs aktualitet til frihedsbevægelsen Solidaritet, kulminerende med slutningen, hvor den virkelige Lech Walesa bæres i triumftog af folkemasserne.
Og ringen blev sluttet i 2013, da Wajda kom med sin biopic om den polske aktivist, Walesa – Håbets mand.
Fine udmærkelser
På sine ældre dage har Wajda modtaget fine udmærkelser (blandt andet en æres-Oscar) og indtaget fornemme poster i polsk samfundsliv, men han har fortsat med stort anlagte, dog mere konventionelle film.
For eksempel Pan Tadeuz, baseret på en 1800-tals klassiker i polsk litteratur, og især Katyn, om russernes 1940-massakre på over 20.000 polske militærfolk og intellektuelle, deriblandt Wajdas egen far.
Wajda lavede film til det sidste.
Han var fyldt 90, da Afterimage – et biografisk drama om den polske avantgardekunstner Strzeminski, der kom i konflikt med det stalinistiske regime – blev præsenteret i Toronto i sidste måned.
Wajda var en stor europæer, en slags samvittighedens stemme, der med intensitet og intellektuel lidenskab behandlede de afgørende politiske og moralske temaer.
