Arcel lægger fornem ny kongekabale

Er gennemført god smag, udsøgt velafbalanceret fortællesans og generelt solidt filmhåndværk nok til at fortælle historien om nogle af de mest ekstremt dramatiske år i Danmarkshistorien, Struensee-tiden?

En hektisk periode, hvor der blev skabt revolution i lille Danmark næsten to årtier før Den Franske Revolution, hvor Danmark blev spydspids for datidens avancerede oplysningsidéer, og hvor frøene til mange af de love, det nutidige Danmark bygger på, blev sået.

Ydermere en historie om en halsløs ulovlig kærlighedsaffære mellem en dronning og en statsmand, en beretning om magt, idealisme, sammensværgelse, forræderi og sindssyge, udspillet for åbent tæppe ved det danske hof i årene 1769-72.

Klassisk stilfuldhed
Man er instruktøren Nikolaj Arcel taknemmelig for ikke at have lavet interskandinavisk Jeg er Dina’sk volds-kitsch ud af historien.

På den anden side har Arcel udtryksmæssigt holdt sig selv i så stramme tøjler, at hele den voldsomme affære til tider kan syne lidt temperamentsforladt. Er han faldet i kostumefilmens fælde, hvor det statuariske i det historiske miljø smitter stivnende af på spil og iscenesættelse?

En kendsgerning er det, at den dekorative stilfuldhed regerer i de klassisk velkomponerede bredbilleder, hvor vægten ofte ligger på de horisontale linjer i landskabet.

Men grundlæggende må det fastholdes, at En kongelig affære alligevel fremtræder som et ganske modigt og rimeligt vellykket bud på den rendyrket episk-historiske film i det store, bredt malende format, af et ydre vingefang og en international højpolitur, man i reglen skal lede forgæves efter i dansk film.

Oplysningstidens handlingsmand
Oprindeligt ville Zentropa bygge filmen på Per Olov Enquists kildenære romanudgave af affæren, Livlægens besøg, men rettighederne var båndlagt andetsteds.

Filmens opfattelse af den omstridte Struensee-figur ligger dog ret tæt på romanens fremstilling, selv om filmen gør Struensee til mere af en teoretisk oplysningsmand end romanen og lader ham være forfatter til anonyme skrifter i Rousseaus og Voltaires ånd (dette i modsætning til Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9, hvor Struensee udtrykkeligt siges at være overfladisk påvirket af oplysningstidens idéer).

Hos Enquist er pointen, at Struensee netop ikke er teoretisk nytænkende, men den handlingens mand, der af franske åndspersoner udses til at realisere oplysningsfolkenes ideer. Frem for alt er han dog, både hos Enquist og Arcel, af natur langt fra at være historiebøgernes hensynsløse magtmenneske.

I filmen er det først og fremmest den purunge, intellektuelt opvakte dronning, engelskfødte Caroline Mathilde, der ansporer ham til at udvide sine beføjelser som livlæge for den politisk uinteresserede kong Christian 7. og overtage mere og mere af styringen af et land, hvor en lille gruppe mestendels korrupte adelsfolk og kristelige reaktionære har anbragt sig tungt i magtens tomrum.

Den rådne kransekage
I det hele taget anlægger filmen dronningens synsvinkel i starten (og slutningen) og får dermed mulighed for en fortælleteknisk god indføring i det danske hof, hvor filmens teatralske joker, den ”sindssyge” Christian d. 7, er den udpegede ægtemand for den stakkels, purunge kvinde.

Synsvinklen glider først over på Struensee, da han hyres som livlæge og stifter venskab med kong Christian, som hverken han eller filmen anser for egentlig sindssyg, men snarere som en lettere infantil, impulsiv egocentriker, den forkerte mand i den forkerte stilling.

Filmens største styrke bliver derpå fortællingen om Struensees vej til magten via først åndsslægtskabet, siden det tætte kærlighedsforhold til dronningen, plus venskabet med Christian, som baner vej for hele den gradvise smadring af den rådne kransekage i toppen af datidens Danmark.

Oplysnings-utopiens virkeliggørelse!

Arcel og hans manuskriptpartner Rasmus Heisterberg lægger her en ny kongekabale med stor sans for det taktiske magtspil, hvor røgede og spegede interesser flyder sammen, og på et tidspunkt er Thomas Gabrielssons jovialt fordrukne og forgældede Grev Rantzau, der lever af at trække i de rigtige tråde, lige ved at blive filmens mest levende figur.

Utopien smuldrer
Vi er i en tid med sit eget fremmedhad (Struensee opfattes som tysk) og reaktionære præstevælde, og selv om der ikke trækkes håndfaste paralleller til nutidens Danmark, synes jeg ikke finterne er til at tage fejl af.

Som hos Enquist falder Struensee især fra tinderne, fordi han ikke magter eller ønsker at spille det taktiske spil, men handler ubøjeligt ud fra sin ideale fordring. ”Jeg er en af jer!” råber han til folkemængden på vej til skafottet. Hans tragedie er, at han, trods sine i eminent grad folkelige love, stort set lever isoleret fra de mennesker, han vil hjælpe, og ganske mangler folkeforførerens evne til at gøre sig elsket.

I konsekvens heraf spiller Mads Mikkelsen ham som stålsat og stolt, med en bitone af det stoiske. En fast karaktér — ”runden hel af ét stykke,” som Sophus Claussen skriver — i modsætning til den sammensatte kong Christian. Da utopien smuldrer, og den sært harmoniske trekant mellem konge, dronning og livlæge er ved at gå i opløsning, har Mikkelsen smukke udtryk for sorgen og fortvivlelsen.

Diabolsk Christian 7.
Men der slår ikke mange erotiske gnister i samspillet med Alicia Vikanders sødmefuldt dådyrs-sensuelle Caroline Mathilde, der i mine øjne mangler temperament og hæmmes af sin pålagte danske diktion. To fladt underspillede diktioner i samme dialogscene kan næsten få én til at savne lidt duarder-dansk.

En spillestil, der kontrasteres med det nye navn Mikkel Boe Følsgaards konsekvent teatralske stil som kong Christian — han virker stærkest i det let diabolsk uberegnelige uden rigtig som type at rumme den elskeligt drengede side, som gør ham til Struensees ven. Yderligere er filmen befolket med en sværm af velcastede birollespillere i sikker, afdæmpet udfoldelse.

”Der eksisterer i dag ingen monumenter over Struensee i Danmark,” skriver Enquist i Livlægens besøg. Det gør der nu, på høje tid og i en filmisk form, der alt andet lige yder mandens ideer retfærdighed.