Ekko: Årets bedste danske film

Med en god blanding af kompromisløse debutfilm og nyskabende værker fra nogle af landets kendte filmskabere må 2018 siges at have været et dansk succesår.

Underholdende og vellavede biografbaskere som Journal 64 og Lykke-Per må se sig overhalet på vores liste over årets fem bedste danske film. Det samme gælder ellers glimrende film som komedien Ditte & Louise – der lige ryger uden for top 5 – animationsfortællingen Vitello og den dystre debutfilm Charmøren.

For en gangs skyld har danske film i år budt på komik, som føles frisk, hvad end den er folkelig eller grænseoverskridende.

Der har været meget at more sig over i biograferne, men samtidig er nogle af årets bedste film kendetegnet ved at skabe spænding ud af grumme situationer.

Over de kommende dage udpeger vi i separate artikler årets bedste amerikanske og ikke-amerikanske film. Vi kårer også på hver sin liste årets bedste tv-serier og dokumentarer, men se herunder først vores valg af årets bedste danske film, rangeret fra nummer fem til nummer et.

5. Ternet Ninja

At Anders Matthesen er en humoristisk gave, der bliver ved med at give, beviser han i animationsfilmen Ternet Ninja. Indpakket i grænseoverskridende sprogbrug blandt børn og barnlige sjæle er filmen en opbyggelig fortælling om at gå i brechen for sig selv – den lære har mange livsforsigtige danskere sikkert godt af at høre.

Der er dog intet voksent belærende ved historien, hvor drengen Askes liv vendes på hovedet, da en magisk levendegjort ninjadukke med blodhævn i tankerne dukker op på hans værelse. Matthesens elskede figur Onkel Stewart henviser til #MeToo og synger en sang om at spille pik. Der er med andre ord både refleksion over store emner som moral og lårklaskende komik på spil i filmen, der forhåbentlig bliver lige så stor en publikumssucces som forgængeren Terkel i knibe.

4. Den tid på året

Komediegenren er herhjemme blevet mishandlet på det groveste i de senere år. Den ene efter den anden usjove film om usympatiske mennesker har gået i landets biografer, men nu er Paprika Steen heldigvis ankommet, klar til at levere julehjælp med Den tid på året.

Filmen finder elegant humor i en stolt, dansk juletradition: rigeligt med mad og drikke på juleaften. Det er rammen om en kaotisk komedie, hvor hele den pukkelryggede familie samles om hygge og katastrofer, når hemmeligheder kommer for en dag undervejs i serveringen. Det er kløgtig komik, som godt kan tåle et gensyn. Eller som vores anmelder udtrykker det: ”Den tid på året kan godt gå hen og blive en klassiker.”

3. Holiday

Den grumme voldtægt i svenske Isabella Eklöfs kompromisløse debutfilm Holiday er en af årets store filmiske mavepustere. Misgerningen af gangsteren Michael på sin unge kæreste Sascha er filmet lige så afmålt, som den er udført: Nadim Carlsens kliniske kamera lader publikum observere på afstand, så man langsomt trækkes ind i den hæslige handling.

Hele filmen rammer fuldendt den samme brutale tone af mandlig vold mod kvinder. Det er fortalt henslængt uden de store armbevægelser, så man selv er nødt til at stykke sammen, hvilken slags kvinde Sascha – spillet forrygende af Victoria Carmen Sonne – egentlig er. Og hun er mere end et offer. Hun hærder sig i det barske miljø og tager tingene i sine egne blodige hænder. Sorthumoristisk feminisme.

2. The House That Jack Built

Det kunne næsten ikke være anderledes, end at Lars von Triers film om en seriemorder måtte dele vandene. I udlandet var kritikerne generelt negative i mødet med Jack, der over en årrække myrder løs i jagten på det perfekte kunstværk. Herhjemme har der været mere kærlighed at spore for landets største instruktør, som med The House That Jack Built har skabt en provokerende film, der bider som en sten i skoen – præcis som Trier ønsker det.

Storværket – der godt kan blive Lars von Triers sidste spillefilm – byder på grotesk humor i en sådan grad, at man ikke ved, om man skal grine eller græde. Særligt scenen med Sofie Gråbøls mor til to sætter sig i kroppen. Men filmen er heller ikke bange for at tale til hjernen, og i den forrygende slutrejse mod helvede bliver der smidt med højkulturelle referencer og intellektualiseret over menneskets eksistens. Balancen mellem kropslighed og intellekt mestrer Trier som få.

1. Den skyldige

Det var noget nær umuligt at forudsige, men det danske filmår anno 2018 har i den grad tilhørt svenske Gustav Möllers debutfilm Den skyldige. Senest er filmen blevet del af et fuldstændigt overrumplende felt af titler, der er i spil til at blive Oscar-nomineret for bedste ikke-engelsksprogede film. Det vidner om filmens medrivende spænding og opfindsomme opbygning, at den har fundet plads i det fine selskab til trods for at være lavet på talentordningen New Danish Screen.

Den originale krimi-thriller skaber drøneffektiv suspense med uhyggeligt få midler. Men filmens mest imponerende kunstgreb er, at den etablerer en vedkommende historien om politimanden Asger Holm (Jakob Cedergren), der det meste af tiden er alene i billedet og taler i telefon. At det setup kan få én til at sidde helt ude på stolesædet under opklaringen af en bortførelse, viser en sublim forståelse for filmmediets virkemidler.