Ekko: Årets bedste dokumentarer

Mens journalistikken i år har været opmærksom på at gå institutioner efter i sømmene og holde øje med skjulte pengestrømme, har dokumentarfilmen mere fokuseret på humanistiske fortællinger – for nu at vinkle rigtig skarpt. 

Der er blevet produceret ikke så få film om genvordigheder rundt omkring i hele verden. Men det er, som om der efter den heftige dækning af krig i Syrien og andre steder, er kommet fokus på en anden slags fortælling. 

På den altid øjenåbnende dokumentarfestival Cph:Dox 2018 anmeldte vi hele 26 film om alt fra sorthumoristisk fodbold i Rumænien til japansk kannibalisme. Vi lavede også det sædvanlige stjernebarometer, hvor topscorerne var film om en ghanesisk elektronik-losseplads og tre mænd, der flytter ind hos deres bedstemor i Mexico. 

Man kan med andre ord blive klog på snart sagt alle dele og typer af mennesker i verden ved at se dokumentarfilm. Her er fem af dem, som på hver sin måde har beriget og underholdt bedst i årets løb.

5. Robin Williams: Come Inside My Mind

De færreste mennesker er lige så interessante og mangefacetterede som den afdøde komiker Robin Williams. Han var en instinktivt morsom mand, der kunne improvisere som ingen anden. 

Men han blev i løbet af karrieren også beskyldt for at stjæle andre menneskers jokes, og han bar på en indre smerte, der aldrig forlod hans krop og sind. Det resulterede til sidst i, at han begik selvmord i 2014. 

En dokumentar af et par timers spilletid kan aldrig indfange kompleksiteten i et helt menneskeliv, men Robin Williams: Come Inside My Mind giver et troværdigt indblik i et ganske særligt menneske. 

Filmen viser først og fremmest med al ønskelig tydelighed, hvor sjov Williams var. Men man får også glimt af skrøbeligheden i komikeren, der var usikker og konstant søgte bekræftelse i latteren. På den måde bliver filmen både et portræt af et geni og et menneske som alle os andre.

4. Bergman – et år, et liv

100-året for Ingmar Bergmans fødsel måtte naturligvis byde på en portrætdokumentar om den svenske mesterinstruktør. 

Heldigvis er Bergman – et år, et liv ikke et åleglat hyldestskrift, der klapper en af filmhistoriens giganter på ryggen. Tværtimod går Jane Magnussons dokumentar kritisk til kultfiguren – som når et ikke tidligere offentliggjort interview med Bergmans storebror stiller spørgsmålstegn ved instruktørens ærlighed omkring sit privatliv. 

Man lærer også i dokumentaren, at Ingmar Bergman var hudløst ærlig i sin filmkunst. Og hvordan han end har brugt sin egen historie, skabte han en lang række mesterværker, der står tilbage for eftertiden. 

I den forstand er det lidt ærgerligt, at dokumentaren snævrer sit emne så meget ind og fokuserer på instruktørens to film fra 1957: Det syvende segl og Ved vejs ende. Men på den anden side giver det skarpe fokus også et særligt indblik i instruktøren, der hører til blandt de største.

3. Olegs krig – en barndom i krigens skygge

Danske Simon Lereng Wilmonts dokumentar fik tidligere i år premiere på Cph:Dox under den engelske titel The Distant Barking of Dogs. 

Ekkos anmelder skrev i den forbindelse, at filmen er ”forbilledligt nøgternt og usentimentalt fortalt”, men at man alligevel ikke kan undgå at blive påvirket af stemningen af at leve midt i en krig. Dokumentaren handler om tiårige Oleg, der bor i det østlige Ukraine, hvor en regulær krig brød ud med Ruslands annektering i 2014. 

Det er formentlig blandingen af den poetiske stil og det politisk hårdtslående emne, der har bragt filmen med den nu danske titel Olegs krig – en barndom i krigens skygge videre i kampen om en Oscar. 

Den fortsatte mulighed er en sejr i sig selv for det danske produktionsselskab Final Cut for Real, men der er grund til at håbe på mere. Filmen er nemlig dybt bevægende, når krigens brutalitet skildres gennem barnets øjne. Det er en fortælling, der bliver siddende længe i hukommelsen.

2. Bisbee ’17

Der var mange fremragende dokumentarer på dette års udgave af Cph:Dox, men den mest tankevækkende var nok Robert Greenes Bisbee ’17, som Ekko havde fornøjelsen af at præsentere på festivalen. 

Filmen foregår i den lille by Bisbee i staten Arizona, hvor borgerne i anledning af 100-året for en grum hændelse med deportering af immigrant-arbejdere ser tilbage på deres kollektive historie. 

Det er fortalt med plads til eftertænksomhed, men også i en sprudlende stil fuld af filmisk musikalitet, der leder tankerne hen på dansk-amerikanske Joshua Oppenheimers dokumentarer: The Act of Killing og The Look of Silence. Greenes film graver på samme måde dybt ned i den amerikanske folkesjæl og de dæmoner, der eksisterer i et samfund, som er blevet opbygget på lige dele lidelse og håb.

1. Skjold & Isabel

Man kunne foranlediges til at tro det, men det er ikke på grund af hjemmebanefordel, at vi vælger danske Skjold & Isabel som årets bedste dokumentar. 

Det skyldes blot det faktum, at den lille fortælling om to unge menneskers svære kærlighed simpelthen er en af de film, der på tværs af skellet mellem fakta og fiktion har været en af årets store oplevelser

Der er ikke noget synderligt revolutionerende på spil i filmen. Men instruktør Emil Næsby Hansen – der brød igennem på Ekko Shortlist med den poetisk-vegeterende Thy som tilstand – fortæller den alternative kærlighedshistorie med lige dele ungdommelig energi og livsklog eftertænksomhed.

Det rykket gevaldigt i hjertet, når syttenårige Skjold og attenårige Isabel prøver at holde fast i hinanden, selv om forsøget med at være kærester ikke lykkedes. Filmen er en smuk hyldest til ungdommen og det at leve i nuet, som måske nok er en floskel, men ikke mindre sandt af den grund. 

I øvrigt kan man for tiden se både Skjold & Isabel og Olegs krig – en barndom i krigens skygge ganske gratis på DR TV, hvilket kun kan anbefale.