Århus ligger i Iran
Skuespilleren Farshad Kholghi havde været i Danmark et år og forstod kun ordet "mojn", da han så Kundskabens træ - og følte sig straks hjemme.
Da min klasse 8.b gik ind i Grindsted Kost- og Realskoles biograf for at se Kundskabens træ, havde jeg kun været i Danmark et år. Jeg var som alle andre teenagere fyldt med forvirrede følelser, plaget af en angst for livet, der til tider forekom større end angsten for døden.
"Mojn" var omtrent alt, hvad jeg forstod af det danske sprog, der for mig lød som ét langt og uendeligt ord. Men da lyset blev slukket, og Malmros' film gik i gang, var det, som om skuespillerne talte persisk - kun for min skyld.
Jeg faldt tilbage i mit sæde, og for et øjeblik følte jeg, at jeg stadig var i Iran sammen med mine gamle venner. Jeg følte mig pludselig som et ganske almindeligt menneske, uden "flygtning" eller "eksil-iraner" som en overskrift i blinkende neon. Jeg blev integreret i filmens handling, jeg kunne genkende mig selv i historien.
Jeg så mine klassekammerater, som jeg et år forinden, uden at sige farvel, havde måttet forlade og efterlade til en grum krig og fanatiske mullaher.
Jeg genkendte mit klasseværelse og huskede, hvordan den selvhøjtidelige lærer hver morgen kom ind, og hvordan vi straks sprang op og i kor råbte "godmorgen, hr. Lærer".
Denne automatiske reaktion udsprang ikke af respekt, men af frygt. Min kind huskede, hvordan en bitter lærers lussing brændte et prikkende ar for livet i min hukommelse. Jeg havde fået bank utallige gange af mine lærere i skolen. Ikke kun fordi jeg sammen med nogle venner havde gjort grin med mullaherne i skolen, men fordi jeg ligesom drengene i Kundskabens træ var larmende, legende og søgende.
Jeg genkendte følelserne hos eleverne fra sen-50'ernes Danmark. For sådan var min skole i Iran i starten af 1980'erne.
Men hvorfor virkede netop denne film så iransk på mig? Hvad var det for en trylleformular, Nils Malmros brugte, der forvandlede denne danske fortælling til et ægte persisk eventyr om kærlighed, ensomhed, venskab og svigt? Hvordan kunne en så gennemført lokal historie fra Århus - om en klasses farvel til barndommen - være så iransk og på en så enkel måde åbne mit hjerte?
At jeg i sin tid vitterligt troede, at sproget i Kundskabens træ var persisk, havde blot én årsag: Filmens fortæller var ærlig og blottet for forfængelighedens selvsmagende kunstner-attitude, modsat alle de såkaldte kunstnere, der på en kringlet måde forsøger at skabe "mesterværker", uforståelige filmstrimler, der bliver betraget som genistreger, selv om de hverken er geniale eller streger - kun kragetæer!
Nils Malmros er for Århus, hvad Woody Allen er for New York. Med humor og en enkel fortælleform er han i stand til at beskrive sit elskede univers. Han fortæller ærligt om livet og følelserne. Uden sminke fortæller han om smerten og glæden i livet. De to elementer er ens over hele verden. De menneskelige følelser kender ingen landegrænser. Rent fysisk foregår hans film i Danmark, men handlingerne er universelle.
Derfor kunne en nyankommen dreng fra Iran for over tyve år siden forstå filmen og begynde at føle sig hjemme.
