Nyhed
07. apr. 2022
Arne Bro træder tilbage på Filmskolen
Filmskolens leder af dokumentaruddannelsen, Arne Bro, modtog stående bifald, da han kom for at uddele en pris ved Ekko Shortlist Awards i 2019. Foto | Janus Engel Rasmussen

Arne Bro træder tilbage på Filmskolen

Den populære leder af dokumentaruddannelsen trækker sig som leder, men vil fortsat undervise eleverne på Den Danske Filmskole, der nu skal gentænke linjens ledelse.

Af Nicki Bruun

Arne Bro har siden 1992 været en af de mest afholdte undervisere på Den Danske Filmskole.

Han grundlagde og har lige siden ledet dokumentaruddannelsen på landets førende filmskole, men nu trækker 69-årige Arne Bro sig fra jobbet.

Han fratræder sin stilling ved udgangen af juni 2022. Det markeres med en reception fredag den 27. maj, skriver Filmskolen i en pressemeddelelse.

”Det har været et privilegium at undervise de talentfulde studerende på Filmskolen igennem 30 år,” udtaler Arne Bro.

”Det har været inspirerende at deltage i udviklingen af deres potentialer og det har været bevægende at følge deres videre arbejde, på DR, TV 2, Det Danske Filminstitut, i biograferne og i mange internationale sammenhænge, hvor de med deres udtryksfulde og personlige filmsprog har vundet både priser og publikum.”

”Jeg tænker, at det nu er et passende tidspunkt at træde tilbage fra ledelsesansvaret, så en ny generation kan tage over. Jeg glæder mig til at deltage i forskningen og i den videre udvikling på skolen.”

Unik position
Den Danske Filmskole ansatte sidste år tidligere direktør for Cph:Dox, Tine Fischer, til at overtage posten som rektor.

Hun skulle gyde olie på vandene efter en turbulent tid under tidligere rektor Vinca Wiedemann, som eleverne protesterede imod. Det skyldtes ikke mindst, at Wiedemann hjemsendte Arne Bro, som dog vendte tilbage og senere blev hyldet af filmbranchen ved Ekko Shortlist Awards.

Også Tine Fischer har stor ros til Arne Bro, som fremover fortsat vil være tilknyttet Filmskolen som underviser.

”Arne Bro har leveret en markant og helt usædvanlig indsats i sine mange år på Filmskolen og sat et afgørende vigtigt aftryk på udviklingen af dansk dokumentarfilm og på hele dokumentarbranchen – ikke bare herhjemme, men også internationalt,” siger Tine Fischer i pressemeddelelsen.

”Det bliver nogle store sko at udfylde, men heldigvis forsvinder Arne ikke helt, og vi kommer fortsat til at kunne trække på hans enorme vid i en række projekter, der stadig er i udvikling,” fortsætter rektoren.

”Vi vil nu benytte anledningen til at gentænke ledelsesstrukturen på dokumentarlinjen og sikre en uddannelse, der matcher den markante udvikling hele dokumentarscenen undergår i disse år. Dansk dokumentarfilm står internationalt i en unik internationalt ledende position, og det er denne position, der både skal kæmpes for og ikke mindst videreudvikles.”

Relevante artikler

Ekko Shortlist Awards 2019
29. nov. 2019
Arne Bro uddeler pris

Arne Bro uddeler pris

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!