Dag 7: Aronofsky deler Venedigs vande

Hold da op, der er blevet gisnet meget om mother!, Darren Aronofskys stærkt imødesete nye opus.

Den mesterlige instruktør bag film som Black Swan, The Wrestler og Requiem for a Dream har da også været ekstraordinært hemmelighedsfuld omkring sit nye værk.

En måned inden verdenspremieren i Venedig var kun det stjernebesatte cast blevet offentliggjort. Ingen fotos, teasere eller trailere, og da filmens mystiske plakater endelig slap ud i offentligheden, blev der skrevet alenlange analyser om, hvad de mon kunne betyde.

Nu er ventetiden forbi, og vanen tro deler Aronofsky vandene.

Heldigvis, fristes man til at sige. For en instruktør af Aronofskys kaliber skal ikke tilfredsstille publikum med kopier af tidligere succeser. Han skal helst udfordre både fans og filmkunsten. Og det gør instruktøren i den grad med mother!

Ude af kontrol
mother! – ja, titlen skrives med lille ”m” – har Jennifer Lawrence og Javier Badem i hovedrollerne som det unavngivne ægtepar, der er ved at sætte deres hus i stand, så de kan begynde at stifte familie.

I filmens synopsis navngives Lawrences karakter ”mother”, mens Badem blot tituleres ”HIM”. De spiller begge fremragende, men ulig Natalie Portmans hovedrolle i Black Swan vejer historien tungere end karaktererne.

Kameraet følger konsekvent mother, der arbejder hårdt på at male og ordne, mens forfatterhusbonden lider af skriveblokering.

Ud af det blå banker en husvild mand (Ed Harris) på døren. Forfatteren inviterer ham ind og lader ham overnatte, så længe han har lyst. Men efterhånden begynder gæsten at invitere sin sindssyge kone (Michelle Pfeiffer) og resten af sit konfliktfyldte liv ind i huset til mothers store skræk.

Herfra begynder filmen at udvikle sig i komplet absurde og uforudsigeligt skræmmende retninger, mens den paranoide mother forsøger at forsvare sit hus.

Aronofsky formidler følelsen af at være fanget i et mareridt. Man har ingen form for kontrol, og alt kan ske. Begravelser, rave-fester, likvideringer, ofringer, you name it.

Referencer til Rosemary’s Baby
Det absurde i mother! har af og til karakter af komik, og Venedig-publikummet kunne ikke andet end at grine over de komplet irrationelle beslutninger, personerne træffer undervejs.

mother! er sprængfyldt med idéer om ugengældt kærlighed, mindreværd og anerkendelse. Og så er der tykke referencer til Rosemary’s Baby, både i forhold til at føle sig isoleret og alene, men også morens længsel efter et barn vækker mindelser om Roman Polanskis mesterværk.

I sidste ende handler mother! dog om én bestemt ting, nemlig at det kreative menneske er selvisk og lukrerer på alt omkring sig.

Venedig-publikummet kunne ikke beslutte sig for, om mother! er et mesterværk eller et makværk, men hvis festival-juryen med Annette Bening i spidsen er bare halvt så modig som Aronofsky, burde han tildeles prisen for bedste instruktør.

Pilou Asbæk boltrer sig
Ligesom Aronofsky var også Pilou Asbæk i hopla i Venedig. Danskeren besøgte festivalen i anledning af Woodshock, hvor han spiller over for Kirsten Dunst.

Iklædt kjole og hvidt stillede han sig til rådighed for selfie-fotografering. Han sniksnakkede gerne med gæsterne og lignede i det hele taget én, som var glad for at være i den italienske kanalby.

Theresa (Kirsten Dunst) arbejder i en marijuana-biks. I starten af filmen drypper hun lidt dødelige dråber over en pot-cigaret, som hun hjælper sin syge mor til at begå selvmord med.

I marijuana-shoppen arbejder Theresa for Keith (Pilou Asbæk). De er også venner og kan godt lide at hænge ud om aftenen, men Theresa er begyndt at ryge nogle af de farlige dråber, og dem bliver hun forfærdelig paranoid af.

Theresa ser træer, banker brædder i jorden og lægger sig til at sove på græsplænen. Og så er der ikke meget mere at fortælle om den mærkværdige Woodshock.

De to instruktører skulle nok overveje at vende tilbage til deres tidligere hverv. Søstrene Kate og Laura Mulleavy står nemlig bag tøjlinjen Rodarte og har tidligere designet kostumer i filmbranchen, for eksempel til Darren Aronofskys Black Swan.

Til søstrenes forsvar skal siges, at de bringer deres sans for æstetik med sig over i instruktørfaget. Men desværre er Woodshock en langsommelig og kedelig affære. Flot, men uden substans.