Aronofsky skuffer på Venedig-festivalen

53-årige Darren Aronofsky er en original instruktør med en markant stil og en dedikeret fanskare. Requiem for a Dream, The Wrestler og Black Swan skildrer mennesker, der kæmper med livet på kanten af afgrunden.

Hovedpersonen i Aronofskys The Whale er decideret frastødende. Charlie er en mand med en dødvægt på små 300 kg, der gemmer sig for verden i sin lejlighed, mens han æder sig selv ihjel.

Den første scene skal vise, hvor galt det står til.

Han sidder alene i sin halvmørke lejlighed og onanerer til homoporno, så sveden perler frem på hans tredobbeltnakke, omgivet af slikpapir og tomme chipsposer. Netop som han kommer, får han et hjerteanfald.

Mens han griber sig til hjertet med den ene hånd, holder han et papir op for øjnene med den anden og begynder at læse en skolestil om Moby Dick – en metafor, der går igen i løbet af filmen.

Og så banker det på døren. En missionerende kristenfundamentalist vil redde hans sjæl.

Mennesket bag fedtet
The Whale er ikke en diskret film. Den hamrer sit tema hjem med syvtommersøm og drivende sentimentalitet.

Ud over et par flashbacks til bedre tider bevæger kameraet sig aldrig længere væk fra Charlies lejlighed end til verandaen. Historiens teaterrødder er åbenlyse, men klaustrofobien er ikke nær så filmisk som i Darren Aronofskys desorienterende Mother!

Charlie gemmer sig for sine elever, når han underviser online. Han gemmer sig for sin datter og sågar for pizzabuddet. Hans selvhad tåler ikke deres fordømmelse.

Jo værre Charlie har det, desto mere spiser han. Jo mere han spiser, desto værre får han det.

Kun veninden Liz kan se manden bag hvalspækket. Og som sygeplejer stiller hun ham i vente, at han vil være død inden weekenden, hvis ikke han tager på hospitalet.

Men det vil han ikke. Charlies kæreste var med i samme religiøse sekt som missionæren, og da han døde, tog han Charlies livslyst med sig.

Comeback for Brendan Fraser
Som et portræt af afhængighed og skamspiraler er The Whale en tragedie på samme følelsesniveau som Leaving Las Vegas.

90’er-stjernen Brendan Fraser (Mumien-trilogien) gør overbevisende comeback med en intelligent, følelsesladet præstation som den tragiske mand med en rådvild exitplan.

Skuespilleren har selv oplevet body shaming på internettet, fordi han midt i 50’erne ikke har samme granitudskårne sixpack som i tyverne.

Men at lave en budskabsfilm om, at tykke mennesker også fortjener vores empati, fordi de har deres åg at bære, er problematisk. Det groteske fat suit sætter problematikken på spidsen, og Darren Aronofsky kan ikke komme publikums fordømmelse i forkøbet uden at gentage den.

Nynazist med grønne fingre
Paul Schrader arbejder også med publikums fordømmelse. Hovedpersonen i Master Gardener er nynazist.

Narvel Roth angrer sin fortid.

Det sjove navn er statsbeskikket, for i de ti år, han stak sine kumpaner efter en stribe bestillingsmord, har han levet under vidnebeskyttelse som chefgartner på en enorm landejendom.

Stedet var engang en slaveplantage, og den racistiske fortid hænger i luften som en tåge. I det store hus bor hans chef, den rige Norma, der forventer ugentlig sex som del af jobbet. Han trives med rutinen. Indtil den forstyrres af Normas grandniece Maya.

Tilknappede eksistenser
Arketypen i Paul Schraders film er ”God’s lonely man”, som Travis Bickle formulerede det dengang i Taxi Driver: vrede, tilknappede eksistenser, der venter på, at nogen skal knappe dem op.

Fra hans film husker man den tilforladelige taxachauffør, der håber på en rensende syndflod, den omsorgsfulde præst, der samler sammen til en bragende voldsudladning, og den iskolde pokerspiller, der plejer sine dæmoner, mens han længes efter nærhed.

First Reformed fra 2017 og sidste års The Card Counter er forbløffende gode film af en instruktør, der så ud til at have spillet sig ud af branchen med en stribe billige fiaskoer.

Og Master Gardener fuldender trilogien – eller fortsætter serien, det ved kun Paul Schrader – med manér.

Sigourney brænder igennem
Joel Edgerton er en troværdigt hård negl i hovedrollen, og den unge Quintessa Swindell gør indtryk som Maya.

Men Sigourney Weaver brænder igennem som Norma, der rækker en hjælpende hånd blot for at minde om, at hun når som helst kan give slip.

Nuancerne i skildringen overskygger dog ikke manuskriptets svagheder, der bliver stadig mere udtalte hen imod slutningen.

Foruden at støtte sig til gamle travere om rensende vold og kvinden som en rekvisit i mandens dannelsesrejse når historien sit klimaks og ebber ud hurtigere, end den havde behøvet.

Men vejen dertil er interessant. Paul Schrader har en mening om tilværelsen og holder ikke igen med at udtrykke den.