Dag 8:  Ballade i paladset

Her er et friskt bud: Kinesiske So Long, My Son vinder en pris ved bjørneuddelingen på lørdag, og så hører vi stort set ikke mere til den! 

For der er masser af filmisk kvalitet over den sekstende og sidste film i hovedkonkurrencen på årets Berlinale. Men den snegler sig også så meget af sted igennem de store billeder, at det hele ender som en fortælling, der bliver svær at distribuere uden for kunstfilmbiografernes sfære. 

Især fordi den varer tre timer. 

Instruktør Wang Xiaoshuai har to gange tidligere været i Berlin og er begge gange rejst hjem med en pris. Det har imidlertid været med mindre dramaer, der slet ikke har haft den bugnende kinesiske filmindustri i ryggen, hvilket tydeligvis er tilfældet denne gang 

Der er ikke ét billede, ikke én kameravinkel, ikke så meget som ét ansigtstræk i So Long, My Son, der sidder forkert. Og samtidig er historien faktisk vedkommende. 

Restriktioner på børn
Det hele starter lige på og hårdt med en druknescene, hvor et kinesisk par må bære deres livløse barn væk. Kort efter ser vi så en teenager sammen med parret. Straks mystificeres vi, for overlevede drengen druknedøden, eller hvad foregår der oppe på lærredet? 

Svaret er, at teenageren er adopteret, men han er nu ikke den taknemmelige type. Tværtimod stikker han af hjemmefra, og så finder So Long, My Son efterhånden sin struktur. Det ene lange flashback overtager det næste, og vi ser på den måde det kinesiske samfund udvikle sig hen over årtierne sammen med den lille familie. 

Pludselig kan man skimte et tema i horisonten, eftersom store dele af filmen handler om til- eller fravalg af at få børn i et land, hvor der er restriktioner på den slags. 

Benzinen mangler
Men So Long, My Son lukker om sig selv, som handlingen skrider frem (og tilbage). Det bliver ganske enkelt meget kinesisk. Indstillingerne ligner hinanden, og scenerne bliver mere og mere umulige at skille ad.

Det betyder, at man misser en hel del med øjnene, når sådan en film udfoldes ved morgenvisningen på ottendedagen af en filmfestival. 

Men det er interessant, hvordan det kommunistiske propaganda-ministerium vender tommelfingeren op eller ned i forhold til landets film. 

Kritikken af den kinesiske etbarnspolitik er nemlig tydelig i So Long, My Son, og de menneskelige konsekvenser er bestemt store. 

Bunden af anmelderbarometer
På den måde var So Long, My Son også en god afslutningsfilm, selv om det skulle have været den udelukkede One Second (også fra Kina), der oprindeligt var sat til at runde festivalen af. 

Generelt må man sige, at det lykkedes for hovedkonkurrencen at oppe sig hen imod slutningen af Berlinalen, hvor det personlige blev politisk i filmene. Det bliver interessant at se, hvordan juryen nu vil votere sig frem til de bjørne, der skal deles ud på lørdag. 

I år er der rent faktisk endnu mere at tale om. 

For buh-råbene imod Netflix-logoet ved visningen af spanske Elisa & Marcela i går har vist sig at have solid bundklang. Filmen scorer netop nu lavest i Screens anmelderbarometer, og det er fuldstændigt vanvittigt. 

Da jeg interviewede filmens instruktør, Isabel Coixet, i dag, fornemmede man også, at flere journalister sad og skummede over, at Netflix har en film med i hovedkonkurrencen. 

”Den kunne have fået en visning uden for konkurrence, men streamingtjenester hører ikke til i hovedkonkurrencen,” sagde en meget lidt patriotisk spansk filmjournalist. 

De samme toner genlød hele dagen i Berlinalepaladset. 

På den måde bliver Elisa & Marcela et sindbillede på hele festivalens anmelderblik i år. Filmene skal først og fremmest være gnidningsfrie og politisk korrekte for at blive godt modtaget. 

Gode og onde i Brasilien
Eftermiddagens visning var der ingen, som kunne slå sig på. Og Marighella kan ikke vinde noget på lørdag, eftersom den vises uden for konkurrence. 

Det er skuespiller Wagner Moura fra Tropa de elite og Narcos, der har instrueret sin første film. Valget er faldet på et massivt frihedskæmperdrama, som er så velmenende med gode og onde mennesker, at ingen rigtigt kan blive rasende over noget. 

Marighella beskriver den voldsomme sidste tid af forfatter og kongresmedlem Carlos Marighellas liv. Han blev en voldelig, venstreorienteret guerillaleder under det brasilianske diktatur i 1960’erne. 

Åbningsscenen er intet mindre end sublim, hvor guerillagruppen i de første fem minutter røver et tog for våben. Kameraet bevæger sig konstant efter Marighella, og der klippes ikke en eneste gang. 

Havde Marighella holdt fast i at følge sin hovedperson, der spilles forførende og ofte charmerende af Seu Jorge (City of God), havde det kunne fylde salene i Grand eller Øst for Paradis i Danmark. 

Nu bliver det for ufokuseret og stereotypt. 

Alligevel kan det nu undre, at Berlinalen har valgt at vise den 155 minutter lange film uden for konkurrence. 

I et år, hvor man har forbigået både Nord- og Sydamerika i hovedkonkurrencen, havde Wagner Mouras film ikke ligefrem stukket ud. Den fortæller en tydelig politisk historie fra et sted i verden, som det gængse biografpublikum sjældent får serveret fortællinger fra.