Filmnørdens ferie: Betydningsfulde reklamer

Diskussionen er ofte oppe at vende: Sælger filminstruktører ud af deres kunstneriske integritet, når de dykker ned i reklamebranchens univers?

I så fald kan man konstatere, at nogle af filmhistoriens største instruktører som Godard, Bergman, Leone, Trier og Fellini har solgt deres sjæl for ussel mammon. Men reklamebranchen ville ikke være det samme uden.

I fjerde omgang af Ekkos sommerserie ser vi nærmere på ti af filmhistoriens største ”syndere”, der står bag en række af historiens mest betydningsfulde og underholdende reklamefilm. 

De ti reklamefilm er sat op kronologisk efter årstal.

Ingmar Bergman: Bris Sæbe (1953)

”Sidst på sommeren ophørte al filmproduktion, og jeg blev afskediget fra Svensk Filmindustri,” skriver Ingmar Bergman i selvbiografien Laterna Magica. I 1951 lukkede de svenske filmselskaber i protest over landets høje beskatning af biografindtægterne. Bergman var nygift for tredje gang og far til flere børn, og forsørgelsen tvang ham til at instruere ni reklamefilm for sæbefirmaet Bris mellem 1951 og 1953. For sin samtid var reklamerne usædvanlig professionelt udført, og de gav angivelig firmaet stor succes med salget af sæben, der ifølge reklamen er en glimrende ”bakteriedödare”.

Ridley Scott: Apple Macintosh (1984)

Der var næppe mange, som havde hørt om Steve Jobs, da han i begejstring over Blade Runner hyrede Ridley Scott til at introducere Macintosh-computeren for verden under pauserne i Super Bowl i 1984. Handlingen er baseret på George Orwells 1984, men den dystopiske fremtid udebliver i reklamen, hvor computeren er menneskets håb. Reklamen blev kun vist få gange, men den gjorde Apples computer til en sensation, og i dag betragtes reklamespottet som en milepæl i historien.

Sergio Leone: Renault 18 (1985)

”Jeg fortrød aldrig – det var et fascinerede eksperiment at lave film på ét minut, når mine film normalt varede tre timer,” har Sergio Leone sagt om sine reklamefilm ifølge biografien Sergio Leone af Christopher Frayling. Instruktøren lavede i karrieren omkring ti reklamefilm om alt fra is til whisky og biler. I nedenstående film kæmper en dieseltrukken Renault ret opfindsomt som en slave i Colosseum for at slippe fri af sine lænker, mens Ennio Morricones musik fra My Name Is Nobody høres henover. Reklamen blev noget af det sidste, Leone instruerede i sin karriere.

Lars von Trier: Ekstra Bladet (1986)

Det giver næsten sig selv, at kun Lars von Trier kan stå bag den her lumre reklame. Kendt som ”Sauna”eller ”Gå i bad med Ekstra Bladet” har den fået international status som lidt af en klassiker og gav instruktøren sit første, folkelige gennembrud, skriver Peter Schepelern i biografien Lars von Triers film. Filmforskeren påpeger endvidere, at Trier har lånt ideen fra en lignende scene med nogle liderlige romere i Mel Brooks’skøre verdenshistorie.

David Lynch: Sony PlayStation 2 (2000)

”Jeg bliver altid klogere af at lave de her små film,” siger David Lynch i interview-bogen Lynch on Lynch. Tysk ekspressionisme kombineret med debutfilmen Eraserhead beskriver bedst Lynchs’ tilgang i reklamen for Sonys PlayStation 2, hvor kun en talende and har en replik – naturligvis. Var det ikke for spillekonsollens logo i sidste billede, er det umuligt at gennemskue, hvad den her mystiske reklame egentlig handler om. Men den har unægtelig Lynch’ surrealistiske fingeraftryk på sig.

Baz Luhrman: Chanel No. 5 (2004)

Baz Luhrmans overdådige og visuelt imponerende reklame med Nicole Kidman er historiens dyreste reklamefilm. Den har et budget på knap 200 millioner danske kroner, men så skræddersyede Karl Lagerfeld også Nicole Kidmans kjole. Stilistisk trækker den på Moulin Rogue, der som bekendt var instruktørens og skuespillerens forrige samarbejde. Ideen er hentet fra William Wylers Prinsessen holder fridag, hvor Gregory Peck forelsker sig i en ung kvinde (spillet af Audrey Hepburn), som han ikke ved er prinsesse.

Wes Anderson: American Express (2004)

Det har næppe været billigt, da American Express gik i offensiven mod konkurrenterne og hyrede Martin Scorsese, M. Night Shyamalan og Wes Anderson til både at være foran og bag kameraet i flere reklamer for kreditkortet. Wes Anderson trak det længste strå med den her reklame, hvor han spiller sig selv. Instruktøren går i én lang scene påtaget rundt på filmsettet og forklarer, hvor simpelt det egentlig er at lave film. Reklamen er fuld af Andersons kendetegnende sorte humor, som går igen i flere andre af de mange reklamefilm, han efterhånden har instrueret.

Spike Jonze: Gap (2005)

Nike fik stor succes, efter Spike Jonze lavede en reklame for deres løbesko. Så da tøjfirmaet Gap prøvede at positionere sig med et nyt image, hyrede de forventningsfuldt Jonze til at lave en ”Nike” for dem. Sådan gik det bare ikke. Som med instruktørens film, ved man aldrig, hvad man får, hvilket tøjfirmaet bittert måtte sande. Den lunefulde Jonze kom op med Pardon Our Dust, hvor ansatte og kunder smadrer en af Gaps tøjforretninger sønder og sammen til tonerne af Edvard Griegs berømte komposition I Bjergkongens Sal fra Peer Gynt. Efter få dage trak Gap reklamen tilbage.

David Fincher: Heineken (2005)

David Fincher startede karrieren bag kameraet på reklamefilm og musikvideoer, inden han debuterede med Alien 3. Instruktøren har siden holdt fast i reklamebranchen og er et af de mest eftertragtede navne, når de store firmaer skal have gevinst for pengene. Brad Pitt spiller sig selv i Beer Run, som Heineken fik produceret til Super Bowl i 2005. Pauserne under årets mest sete sportsbegivenhed på verdensplan er de dyrest eksisterende reklameblokke. Prisen står i cirka 45 millioner danske kroner i minuttet.

Martin Scorsese: Freixenet (2007)

Scorsese står bag en stribe reklamefilm, men ingen af dem overgår denne originale mockumentary-reklame, The Key to Reserva,for Cava-producenten Freixenet. Instruktøren har fået fingrene i en håndfuld sider fra et ukendt manuskript af Hitchcock og beslutter sig for at filmatisere det, som han forestiller sig, legenden selv ville have gjort. Reklamen er en underholdende hyldest til Hitchcock, der primært trækker på opera-sekvensen fra Manden der vidste for meget, mens musikken sender en hilsen til Menneskejagt, inden Fuglene til sidst tager over.