Billedforbuddet

Muslimske lærde formulerede allerede i 800-tallet et teologisk begrundet forbehold over for brugen af billeder. Koranen har ikke et eksplicit billedforbud, men blandt andet Sura 16 vers 75 belærer de troende om, at de ikke må lave lignelser om Gud.

Det klare pålæg er i den teologiske debat blevet et af flere argumenter for, at muslimer ikke skal forsøge at gå Skaberen i bedene. Kun Han kan skabe, og ethvert forsøg på at efterligne Ham tolkes som udtryk for manglende respekt og menneskeligt overmod. Da muslimerne i 630 erobrede Mekka, blev Kaba'en rituelt renset, billeder af de præ-islamiske guder blev ødelagt, og statuerne blev smadret.

I de klassiske, middelalderlige traditionssamlinger er der mange traditioner, som gør gældende, at profeten Muhammed personligt var en svoren modstander af brugen af billeder af frygt for, at figurative fremstillinger af levende væsener skulle give anledning til dyrkelse. Dén tilkommer efter hans og andre muslimers opfattelse alene Gud.

Billeder i leksika
Der findes imidlertid talrige eksempler på, at det teologiske dogme gennem historien er blevet tilsidesat. Fra midten af 700-tallet kan vi se, at der skabes en særlig litterær genre, der har skildringen af profetens liv som genstand.

Sira-litteraturen er udtryk for et behov hos de troende for at få et personligt kendskab til Muhammeds liv. Og vi har fra middelalderen fået overleveret en række håndskrifter, hvor teksten er illustreret med billeder af både profeten selv og kredsen omkring ham. I langt de fleste tilfælde vil profetens ansigt ikke være optegnet, kun hans skikkelse, mens kredsen omkring ham er gengivet med ansigter.

Gennem de seneste årtier er et stort antal af disse middelalderlige håndskrifter blevet publiceret i smukke udgaver, dog oftest af forlag i Europa, selv om der er enkelte udgivelser foranlediget af forlag i Beirut, Istanbul og Teheran. Den interesserede læser skal i den forbindelse opfordres til at besøge Davids Samlingi København, der ejer flere manuskripter af denne art.

I mange tilfælde er sådanne illustrationer blevet brugt i forskellige leksika, opslagsværker og artikler, uden at det har givet anledning til protester fra herboende muslimer eller fra muslimer bosat i den islamiske verden som helhed.

Sælges på gaden
For et år siden kunne syrisk muslimske familier i biograferne se en tegnefilm udarbejdet på baggrund af den ældste samlede skildring af Muhammeds liv, der skyldes Ibn Ishaq (død 767).

I filmen høres Muhammeds stemme, og tegnefilmen er teknisk produceret sådan, at de scener, hvor Muhammed medvirker, opleves som set gennem Muhammeds øjne. På den måde undgår producenten at overtræde den del af billedforbuddet, der fastholder, at islams profet under ingen omstændigheder må afbildes. Og det er blot et af mange eksempler på, at muslimer gennem historien har vidst at omgå teologernes nervøsitet for figurative gengivelser af Guds skabning. I dele af den moderne muslimske verden er det almindeligt at finde gadehandlere, der sælger portrætter af både profeten og hans familie — det gælder ikke mindst i det shiitiske Iran, der har udviklet en særlig folkereligiøs hengiven dyrkelse af deres imamer, som hævdes at være efterkommere af profeten selv.

Også i dele af den tyrkisk talende muslimske verden såvel som i Pakistan og Bangladesh kan man købe moderne, industrielt producerede portrætter af islams profet. Billed-forbuddet har derfor aldrig været efterlevet til punkt og prikke.

Når Jyllands-Postens tegninger vækker vrede, hænger det sammen med den aktuelle indenrigspolitiske situation i Danmark. Debatten herhjemme har gennem det seneste årti nået et niveau, som mange finder uanstændigt. Jyllands-Posten vidste, at tegningerne ville provokere. Hvis avisens postulerede bekymring for ytringsfriheden var oprigtig og ærlig, kunne man have valgt at lægge spalter til en principiel debat om retten til at ytre sig, om pligten til at deltage i en diskussion om grænserne i vores fælles samfund og om ytringsfriheden som en garant for, at det kan ske.