Nyhed
15. feb. 2024
Birgitte Fredsby ny direktør for Filmværkstedet

Birgitte Fredsby har været vidt omkring i løbet af sine over 25 år i film- og tv-branchen, hvor hun primært har beskæftiget sig med tv. 

Foto | Filmværkstedet

Birgitte Fredsby ny direktør for Filmværkstedet

Erfaren producent og konsulent overtager ledelsen af landets vigtigste talentfabrik i København fra Prami Larsen, som havde posten i en menneskealder.

Af Frederik Hoff

I september blev det meddelt, at den 66-årige ildsjæl Prami Larsen stoppede som leder af Filmværkstedet i København, hvor han i 28 år havde været afgørende for tilblivelsen af nogle af Danmarks bedste kortfilm.

Det er store sko, der efterlades, og i en pressemeddelelse kan Filmværkstedet nu offentliggøre, at 56-årige Birgitte Fredsby skal udfylde dem.

”Jeg er glad for, at der har været stor interesse for stillingen med et særdeles stærkt ansøgerfelt,” siger forpersonen for Filmværkstedets bestyrelse, Torben Smidt Hansen i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Med Birgitte får Filmværkstedet en direktør med en imponerende ledelsesbaggrund og et stærkt branchekendskab. Birgitte tænker visionært og kan få folk med sig. Dertil kommer hendes mange års erfaring med talentudvikling og en stor passion og dyb forståelse for målgruppen.”

I løbet af sine flere end 25 år i film- og tv-branchen har Birgitte Fredsby været direktør i produktionsselskabet Made By Us – som står bag den kontroversielle børneserie John Dillermand – og konsulent for Public Service-puljen under Det Danske Filminstitut.

Hun var også i en periode redaktør og senere kanalchef for B&U-afdelingen hos DR, hvor hun var med til at skabe Lotte Svendsens hitserie Max, forløberen til Max pinlig-filmene.

Tidligt i karrieren skrev hun for Casper Christensens underholdningsprogram Husk lige tandbørsten i 1990’erne, og Fredsby har primært tv-baggrund.

Dog har hun også været direktør for reklameselskabet We Love People og festivaldirektør for Copenhagen Film Festivals, som står for filmfestivalerne Cph:Dox, Buster og tidligere Cph Pix.

I sidstnævnte afløste hun Tine Fischer, men forlod stillingen efter blot et halvt år.

En anden profil
Filmværkstedets formål er at udvikle og støtte nye talenters film, og filmprojekterne udvælges af åremålsansatte konsulenter. Det var dog en offentlig hemmelighed, at den tidligere leder Prami Larsen var kunstnerisk meget engageret i filmene.

Han havde da også en baggrund som instruktør og klipper. Birgitte Fredsby har en mere redaktøragtig profil, og det skal blive spændende at se, hvilken betydning det får for værkstedsfilmene.

I hvert fald har Filmværkstedet indtil nu hvert år scoret flest nomineringer ved Ekko Shortlist Awards, så der er noget at leve op til.

”Hvilket kæmpe privilegium at skulle bidrage til første led i fødekæden af fremtidens filmiske fortællere,” siger Birgitte Fredsby i en pressemeddelelse og fortsætter:

”At skabe rammer og muligheder for den mangfoldighed af talenter, der findes, og sikre kendskabet til deres kunstneriske og kreative bankende hjerter.”

”Jeg glæder mig til at forme og fremtidssikre Filmværkstedet i takt med branchens udvikling, og jeg er meget bevidst om, at fremtiden også kalder på stærke partnerskaber og evnen til at se nye veje.”

Birgitte Fredsby overtager stillingen som direktør den 1. april.

Relevante artikler

Nyhed
09. okt. 2019
Filmværkstedet bliver reddet

Filmværkstedet bliver reddet

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!