Dag 1: Bjørnen sover

Berlin er stadig i coronaforlænget vinterhi.

Festivalpladsen på Potsdamer Platz plejer at vrimle med journalister, publicister, stjernespirer og kukkelurende filmfans på denne tid af året. Nu er den øde og affolket i en rastløs by, der er lukket på fjerde måned.

Årets Berlinale er en todelt affære, hvor jurymedlemmerne ser årets program i en affolket biografsal, mens pressen ser med hjemmefra via en onlineplatform.

Festivalen afholdes bag lukkede døre over de næste fem dage, mens næste års filmprojekter sammensættes på det traditionsrige European Film Market, som også er rykket online.

Og til juni vil der kunne arrangeres en regulær publikumsfest, mener de håbefulde festivalarrangører.

”Hvis du ikke ser filmene i det medie, de er skabt til, handicapper du dem,” siger den rumænske instruktør Adina Pintilie i en video fra festivalen.

Det kan man kun give hende ret i. Det er noget andet at stirre sig blind på en computerskærm end at lade sig forføre i biografmørket. Men det glemmer man hurtigt i mødet med en god film.

Mors ungdom i Libanon
Den libanesiske borgerkrig er blevet udfoldet i israelske film som Waltz med Bashir og Foxtrot, men Memory Box udforsker konflikten set fra hjemmefronten.

Det kan godt være, at det er over 30 år siden, Maia flygtede til Canada sammen med sin mor. Men den skelsættende konflikt spøger stadig i hendes forhold til teenagedatteren Alex.

Datteren savner en måde at tackle sin tilknappede mor på. Og hun finder den, da familien modtager en pakke med morens gamle breve og notesbøger fra krigsårene.

I smug læser Alex hudløst ærlige dagbøger om gedulgt kærlighed og trodsig ungdom i en by, hvor bomberne kan falde hvert et øjeblik.

De libanesiske multikunstnere Joana Hadjithomas og Khalil Joreige skaber en intim fortælling om forholdet mellem mor og datter ved at trække på deres egne erfaringer. Korrespondancen og dagbøgerne danner basis for filmens historie, mens Joreiges fotografier fra perioden bruges flittigt undervejs.

Billederne er legesyge, men kernen i Memory Box er en rørende historie om en ung datter, der følger sin teenagemor gennem grumme traumer og spæd forelskelse.

Perfekt androide-elsker
Maria Schrader, instruktøren bag Stefan Zweig: Farvel til Europa og Netflix-hittet Unorthodox, har fået lov til at åbne Berlinale-ballet med den hyggemuntre androide-romance Ich bin dein Mensch.

Den handler om en forsker, der nødtvungent tester den perfekte, kunstige mand – Tom – som en romantisk partner.

Han kan både danse flamboyant tango og citere Rainer Maria Rilke. Og så ligner han i øvrigt forsiden på en lægeroman i Dan Stevens’ nydelige skikkelse.

Men hvem vil have en leflende kærlighedsslave? Hvem vil føjes i alt?

I hvert fald ikke Alma, der intet har til overs for hans præprogrammerede romantik, hvor mange stearinbelyste skumbad og perfekte morgenpandekager, han end kan diske op med. Hun spilles levende af Maren Eggert, distræt frustreret og altid på nippet til at miste tålmodigheden.

Dramaturgi-mekanik
Alma har et forlist ægteskab bag sig og sidder fast i et forskningsprojekt, hvor hun forsøger at finde poesi i et 6000 år gammelt kancellisprog fra Mesopotamien.

Men inderst inde længes hun stadig efter den ukomplicerede sommerflirt, hun engang havde med en lokal dreng på Rømø!

Også Tom viser sig også at være mere kompliceret end en tanketom tilfredsstillelsesmaskine. Men manuskriptets spidsvinkling af deres parforhold er ikke nær så indsigtsfuld som Spike Jonzes Her eller tankeprovokerende som Alex Garlands Ex Machina.

Dramaturgi-mekanikken er så gammeldags, at filmens ellers veloplagte hovedrollerindehavere ofte kommer til kort.

Det er svært at slippe tanken, at Ich bin dein Mensch mest af alt er i hovedkonkurrencen, fordi den er en regulær succeshistorie for lokalindustrien: optaget i Berlin i sidste års forsigtige sensommermåneder mellem første og anden bølge af coronavirus.

Underfortalt på koreansk
Det virker underligt, at den sydkoreanske Introduction er i spil til en Guldbjørn. Instruktøren Hong Sang-soo underfortæller i en sådan grad, at man knap nok har en historie at leve sig ind i.

Den unge fyr Youngho tager til en læge, der viser sig at være hans far. I Berlin indlogerer hans kæreste sig hos en af sin mors gamle veninder, der nu er maler – og overraskes kort efter af Youngho, der kommer på spontant besøg.

Senere bliver stjernespiren Youngho inviteret på middag af sin mor, der har inviteret en berømt skuespiller til at give ham et par gode råd.

Scenerne fører ingen vegne hen, og selv om der er enkelte stærke øjeblikke, forpurres filmen af affekteret skuespil, floskeldialog og en æstetik så ukunstlet, at den virker billig.

Berlinalen præsenterer gerne et broget udpluk af film i hovedkonkurrencen. Forhåbentlig bliver de bedre.