Bodil på danske hænder

Man havde frygtet det værste: At årets danske filmfest ville blive en hyldest til de dygtige udlændinge, der ikke ville være til stede for at modtage prisen.

Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg var velsagtens favoritter til at løbe med priserne for bedste kvindelige hoved- og birolle, men sådan gik det ikke.

Bodil-statuetterne blev på danske hænder, hvilket unægtelig gjorde aftenen i Bremen i København noget festligere.

Lær et sprog!
I stedet for de to internationale skuespillere fra Lars von Triers Melancholia vandt Lene Maria Christensen for sin hovedrolle som bagerdatter i En familie, mens Paprika Steen overraskende vandt for sin birolle som fodboldagent i SuperClásico.

Og en veloplagt Paprika Steen kunne da heller ikke lægge skjul på sin tilfredshed med, at de danske filmjournalister, der står bag Bodil-prisen, denne gang havde valgt dansk.

”Jeg følte jo, at jeg blev forbigået for et par år siden,” sagde den bramfri skuespiller med henvisning til 2010, hvor Gainsbourg vandt for Antichrist, selvom Paprika leverede karrierens mest hudløse rolle hidtil som alkoholiseret teaterdiva i Applaus.

”Så tak for, at de har valgt en dansktalende skuespiller i år – selvom jeg jo taler spansk i en tredjedel af filmen. Så et godt råd til skuespillere, der vil vinde en Bodil: Lær et sprog!” sagde hun.

En rigtig god ven
Priserne for de mandlige skuespillere gik som ventet til de to bærende roller i Dirch, Nikolaj Lie Kaas i titelrollen og Lars Ranthe for sin birollepræstation som Kjeld Petersen.

”Jeg kunne ikke spille denne rolle uden at være fuld,” konstaterede Lars Ranthe, før han takkede sin mor for at have født ham. Han glemte dog én person i sin takketale, hvilket ikke gik ubemærket hen, da Lie Kaas senere gik på scenen for at hente sin pris.

”Jeg vil gerne sige tak til min medspiller. Lars Ranthe er selv blevet for fin til at nævne sin medspiller. Jeg har fået en ven, en riiigtig god ven,” sagde Lie Kaas med slet skjult ironi, før han tilføjede i en mere alvorlig tone.

”Nogle har sagt, at Lars nogle gange er ved at stjæle filmen fra mig. Og jeg må også i ramme alvor sige, at jeg kunne mærke, at jeg virkelig måtte tage mig sammen, da jeg spillede over for ham.”

Ib-prisen indstiftet
Lars von Trier var til gengæld, vanen tro, ikke til stede for at modtage sin pris for årets bedste danske film, der gik til Melancholia.

Han havde i stedet sendt sin hustru, Bente Trier, der på nærmeste hold mærker, hvad filmprocessen gør ved den geniale instruktør.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at det gik galt i starten af denne film. Det er svært for ham at lave de her film – det koster meget,” sagde hun.

Også andre af dansk films store figurer blev hædret. Ghita Nørby fik aftenens æres-Bodil og stående applaus.

Og der blev indstiftet en ny pris, ”Ib-prisen”, opkaldt efter en af dansk films store producere, Ib Tardini, der ifølge Det Danske Filminstituts direktør Henrik Bo Nielsen har modtaget omkring en milliard kroner i støtte gennem årene og netop har indstillet sit udøvende virke på Zentropa for at undervise på Filmskolen. 

Tardini var naturligvis selv første modtager af prisen.

Tak til de døde
Der gik dog også folk uden erfaring med hverken priser eller film på scenen. Christian Sønderby Jepsens Testamentet vandt for ”bedste dokumentar”, og filmens hovedperson Henrik sneg sig med til overrækkelsen og sagde på sin typisk tvetydige facon:

”Jeg vil gerne takke alle de døde, for uden dem stod vi ikke her.”

Filmens instruktør, Christian Sønderby Jepsen, kunne fortælle, at filmens anden hovedperson, Henriks stofmisbrugende bror Christian, havde fået et chok, da han så filmen:

”Han troede ellers, han var helt normal. Han havde slet ikke tænkt over, at han snøvlede, eller at han så anderledes ud med tatoveringer under øjet og den slags. Det var første gang han så, hvordan han var.”

Bøssedramaet Dirch
Aftenen blev med stort overskud – og ikke mindst et rigt arsenal af under bæltestedet-jokes – styret af de to komikere Louise Mieritz og Ditte Hansen, der gjorde tykt grin med de nominerede film.

Dirch blev kaldt et bøssedrama, ”Brokeback Mountain på Frederiksberg Allé”, og de løbende video-sketches kulminerede med en sekvens, hvor både nominerede skuespillere som Anne Sofie Espersen og Anne Louise Hassing og værterne selv gav Anders W. Berthelsen en ordentlig ridetur i badekarret med reference til SuperClásico.

Da det var Lars Ranthes tur til at give Berthelsen en øm baghyler, var enhver risiko for, at Bodil-festen druknede i selvhøjtidelig selvhyldest, endegyldigt elimineret.