Nyhed
04. mar. 2012
Bodil på danske hænder
Nikolaj Lie Kaas Foto | Denise Brun

Bodil på danske hænder

Paprika Steen fik revanche, og Dirch og Melancholia sejrede på en Bodil-aften, der kulminerede i en øm baghyler mellem Lars Ranthe og Anders W. Berthelsen.

Af Jacob Ludvigsen

Man havde frygtet det værste: At årets danske filmfest ville blive en hyldest til de dygtige udlændinge, der ikke ville være til stede for at modtage prisen.

Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg var velsagtens favoritter til at løbe med priserne for bedste kvindelige hoved- og birolle, men sådan gik det ikke.

Bodil-statuetterne blev på danske hænder, hvilket unægtelig gjorde aftenen i Bremen i København noget festligere.

Lær et sprog!
I stedet for de to internationale skuespillere fra Lars von Triers Melancholia vandt Lene Maria Christensen for sin hovedrolle som bagerdatter i En familie, mens Paprika Steen overraskende vandt for sin birolle som fodboldagent i SuperClásico.

Og en veloplagt Paprika Steen kunne da heller ikke lægge skjul på sin tilfredshed med, at de danske filmjournalister, der står bag Bodil-prisen, denne gang havde valgt dansk.

”Jeg følte jo, at jeg blev forbigået for et par år siden,” sagde den bramfri skuespiller med henvisning til 2010, hvor Gainsbourg vandt for Antichrist, selvom Paprika leverede karrierens mest hudløse rolle hidtil som alkoholiseret teaterdiva i Applaus.

”Så tak for, at de har valgt en dansktalende skuespiller i år – selvom jeg jo taler spansk i en tredjedel af filmen. Så et godt råd til skuespillere, der vil vinde en Bodil: Lær et sprog!” sagde hun.

En rigtig god ven

Priserne for de mandlige skuespillere gik som ventet til de to bærende roller i Dirch, Nikolaj Lie Kaas i titelrollen og Lars Ranthe for sin birollepræstation som Kjeld Petersen.

”Jeg kunne ikke spille denne rolle uden at være fuld,” konstaterede Lars Ranthe, før han takkede sin mor for at have født ham. Han glemte dog én person i sin takketale, hvilket ikke gik ubemærket hen, da Lie Kaas senere gik på scenen for at hente sin pris.

”Jeg vil gerne sige tak til min medspiller. Lars Ranthe er selv blevet for fin til at nævne sin medspiller. Jeg har fået en ven, en riiigtig god ven,” sagde Lie Kaas med slet skjult ironi, før han tilføjede i en mere alvorlig tone.

”Nogle har sagt, at Lars nogle gange er ved at stjæle filmen fra mig. Og jeg må også i ramme alvor sige, at jeg kunne mærke, at jeg virkelig måtte tage mig sammen, da jeg spillede over for ham.”

Ib-prisen indstiftet
Lars von Trier var til gengæld, vanen tro, ikke til stede for at modtage sin pris for årets bedste danske film, der gik til Melancholia.

Han havde i stedet sendt sin hustru, Bente Trier, der på nærmeste hold mærker, hvad filmprocessen gør ved den geniale instruktør.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at det gik galt i starten af denne film. Det er svært for ham at lave de her film – det koster meget,” sagde hun.

Også andre af dansk films store figurer blev hædret. Ghita Nørby fik aftenens æres-Bodil og stående applaus.

Og der blev indstiftet en ny pris, ”Ib-prisen”, opkaldt efter en af dansk films store producere, Ib Tardini, der ifølge Det Danske Filminstituts direktør Henrik Bo Nielsen har modtaget omkring en milliard kroner i støtte gennem årene og netop har indstillet sit udøvende virke på Zentropa for at undervise på Filmskolen. 

Tardini var naturligvis selv første modtager af prisen.

Tak til de døde
Der gik dog også folk uden erfaring med hverken priser eller film på scenen. Christian Sønderby Jepsens Testamentet vandt for ”bedste dokumentar”, og filmens hovedperson Henrik sneg sig med til overrækkelsen og sagde på sin typisk tvetydige facon:

”Jeg vil gerne takke alle de døde, for uden dem stod vi ikke her.”

Filmens instruktør, Christian Sønderby Jepsen, kunne fortælle, at filmens anden hovedperson, Henriks stofmisbrugende bror Christian, havde fået et chok, da han så filmen:

”Han troede ellers, han var helt normal. Han havde slet ikke tænkt over, at han snøvlede, eller at han så anderledes ud med tatoveringer under øjet og den slags. Det var første gang han så, hvordan han var.”

Bøssedramaet Dirch
Aftenen blev med stort overskud – og ikke mindst et rigt arsenal af under bæltestedet-jokes – styret af de to komikere Louise Mieritz og Ditte Hansen, der gjorde tykt grin med de nominerede film.

Dirch blev kaldt et bøssedrama, ”Brokeback Mountain på Frederiksberg Allé”, og de løbende video-sketches kulminerede med en sekvens, hvor både nominerede skuespillere som Anne Sofie Espersen og Anne Louise Hassing og værterne selv gav Anders W. Berthelsen en ordentlig ridetur i badekarret med reference til SuperClásico.

Da det var Lars Ranthes tur til at give Berthelsen en øm baghyler, var enhver risiko for, at Bodil-festen druknede i selvhøjtidelig selvhyldest, endegyldigt elimineret.

BODIL-VINDERE 2012

Bedste danske film: Melancholia

Bedste mandlige hovedrolle: Nikolaj Lie Kaas, Dirch

Bedste kvindelige hovedrolle: Lene Maria Christensen, En familie

Bedste mandlige birolle: Lars Ranthe, Dirch

Bedste kvindelige birolle: Paprika Steen, SuperClásico

Bedste danske dokumentarfilm: Testamentet

Årets bedste fotograf: Manuel Alberto Claro, Melancholia og Frit Fald

Bedste ikke-amerikanske film: Nader og Simin – en separation

Bedste amerikanske film: Winters Bone

Æres-Bodil: Ghita Nørby

Sær-Bodil: Jes Graversen, Miracle Film

Henning Bahs-prisen (scenografi): Charlotte Bay Garnov og Peter Grant, Dirch

Blockbusters publikumspris: Dirch

Ib-prisen: Ib Tardini

Relevante artikler

Essay
16. juni 2011
Smil gennem tårer

Smil gennem tårer

Nyhed
21. feb. 2011
Bodil faldt for fængselsdrama

Bodil faldt for fængselsdrama

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!