Nyhed
17. juni 2013
Brødrene Olsen er ugens bobler
Aske Bang og Allan Hyde som henholdsvis Jørgen og Noller Olsen i kortfilmen Fly On the Wings of Love, hvor de synger flere af duoens sange, heriblandt San Francisco og Marie Marie. Foto | Tom Banks

Shortlist: Brødrene Olsen er ugens bobler

Ingen kan røre instruktøren Aske Bang, der fortsat ligger nummer et på top 10 med Ladyboy. Men i denne uge skal han i konkurrence med … sig selv.

Af Claus Christensen

Hvordan kunne Brødrene Olsen være blevet inspireret til deres Melodi Grand Prix-vinder, Fly On the Wings of Love?

Det spørgsmål leger instruktøren Aske Bang og hans ven og faste makker, skuespilleren Allan Hyde, med i kortfilmen af samme navn, der er en af to nye boblere på Ekko Shortlist i denne uge.

Iført parykker og stramtsiddende bukser tager parret os med på en koger af en roadtrip til Californien i 1971, hvor de elskede brødre kommer op at køre med to amerikanske hippiepiger (Emma Bell og Hailey Boyle) i et gult folkevognsrugbrød.

Skønheden er ikke ligeligt fordelt imellem de to kvinder, hvilket giver anledning til ægte søskenderivalisering mellem den kvikke Jørgen (Aske Bang) og den lidt tungere Noller (Allan Hyde). Det er ren fiktion, men til gengæld sjovt, og selv om ironien er tyk, bliver filmen også lidt rørende. De autentiske brødre er efter sigende vilde med Fly On the Wings of Love, der blot har kostet 30.000 danske kroner.

Rå og følsom
Spørgsmålet er, om Aske Bang kan vippe sin egen Shortlist-succes Ladyboy, der for anden uge i træk ligger suverænt på førstepladsen, af pinden.

Allan Hyde og Emma Bell konkurrerer også med sig selv, idet de har hovedrollerne i Søren Grinderslev Hansens Trail of Broken Hearts, der bobler på anden uge.

Ugens anden nye bobler er Kira Richards Hansens Fucking tøs, om den tolvårige drengepige Alex (Rosalina Krøyer), som pludselig skal forholde sig til en bejler. Filmen behersker den svære balance mellem ungdomsråhed og -følsomhed, og den er fortjent blevet udvalgt til Odense Internationale Film Festival, der finder sted i slutningen af august.

Daimi fortsætter opad
På de første tre pladser af top 10 er der status quo: Ladyboy, Dagens Avis og Mellem træerne.

På fjerdepladsen ligger Daimi, som efter ti uger på top 10 stadig stødt og roligt bevæger sig opad. Imponerende.

Der er også fremgang for Jesper Quistgaards helt korte drama, Overgang, som får skulderklap af læsere i kommentarfeltet og hopper to pladser frem til femtepladsen.

Goddag til González
På sjettepladsen finder vi ugens højdespringer, Cecilie McNairs Patienten. I sidste uge dinglede den ellers faretruende på tiendepladsen, men ved udsigten til, at deres favorit ville ryge ud af top 10, har filmens fans genset den og givet stjerner.

Hvilket er vigtigt, da points hver uge stort set bliver nulstillet på top 10 – i modsætning til All Time Shortlist, hvor filmene tager deres points med fra uge til uge.

På de næste pladser finder vi Happy New Years og Mit blødende hjerte. Som nummer ni ligger en ny film, Shaky González’ postapokalyptiske samurai-actionfilm, The Last Warrior. Ask Hasselbalch – der i disse måneder er ved lægge sidste hånd på sin spillefilmdebut, Ant Boy – runder top 10 af med Vilddyr.

Om præcis en uge – mandag den 24. juni kl. 12 – offentliggør vi en ny top ti. Så stay tuned og husk at se, dele og give stjerner til din(e) favorit(ter).

Ekko Shortlist – top 10

1. Ladyboy (instr. Aske Bang)

2. Dagens Avis (instr. Marc Louis Sutton)

3. Mellem træerne (instr. Sidsel Møller Johnsen)

4. Daimi (instr. Marie Grahtø Sørensen)

5. Overgang (instr. Jesper Quistgaard)

6. Patienten (instr. Cecilie McNair)

7. Happy New Years (instr. Emil Falke)

8. Mit blødende hjerte (instr. Nils Holst-Jensen & Kristian Sejrbo Lidegaard) 

9. The Last Warrior (instr. Shaky González)

10. Vilddyr (instr. Ask Hasselbalch)

Boblere

Fly On the Wings of Love (instr. Aske Bang & Allan Hyde)

Fucking tøs (Kira Richards Hansen)

Hund i himlen (instr. Jeanette Nørgaard)

Trail of Broken Hearts (instr. Søren Grinderslev Hansen)

Eurotrash (instr. Stefano Gonzalez)

Ansigtet (instr. Svend Ploug Johansen)

Bedemanden (instr. Martin Winther)

Relevante artikler

Nyhed
10. juni 2013
Ladyboy lammetæsker alle

Shortlist: Ladyboy lammetæsker alle

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!